Boganmeldelse: Ebbe Mogensen - advokaten, der fyrede Klaus Riskær

Ole Andersen og Henrik Tüchsen, Forsvareren – Ebbe Mogensen, 250 sider, 300 kr

Ole Olesen,

28/06/2011

Ole Andersen og Henrik Tüchsen, Forsvareren – Ebbe Mogensen, 250 sider, 300 kr. (vejl.) Gyldendal Business. Udkommet 19. maj


Af Ole Olesen 
 

Det var tidligere boligminister Erling Olsen, netop afdød, min gamle lærer på polit-studiet, der engang sagde, at man kunne blive cand. polit. på otte år, hvis man læste en halv time om dagen. Og vi var da nogle, som brugte otte år, men det dér med at nøjes med en halv time om dagen, det kunne vi ikke leve op til. Det kunne Olsen selvfølgelig heller ikke. 

Rekorden tilhører Peter Brixtofte, som gennemførte på 3 ½ år. Til gengæld kan man så  diskutere, hvad han egentlig fik ud af det. 

Én, der fik noget ud af en studierekord, var derimod stjerneadvokaten Ebbe Mogensen, som der netop er udkommet en bog om: Forsvareren – Ebbe Mogensen. Han blev som 38-årig jurist på 22 måneder med en nydelig karakter, samtidig med at han passede et fuldtidsjob som major. Han kunne ellers se frem til en strålende karriere i militæret, men havde det svært med de langsommelige beslutningsprocesser og med nogle af de foresattes intellektuelle kapacitet. Derfor måtte han væk. 

Det kom han så, og blev ansat som advokatfuldmægtig hos advokaterne Per og Thomas Federspiel. Med samme løn, som han havde haft som major! Han fik hurtigt gode sager, og kort efter at have fået advokatbestalling åbnede han egen advokatvirksomhed i det indre København. 

Riskær

Han har både forsvarssager og sager for erhvervskunder. Der er flest penge i erhvervssagerne, men han fokuserer efterhånden mere og mere på forsvarssager. For det er som forsvarer i retten, at han befinder sig bedst, ikke mindst i store sager om økonomisk kriminalitet. 

Mogensen stiller klare krav til sine klienter. Når han har sat sig ind i en sag, er det ham, der kører løbet. Det fik Klaus Riskær at føle. Han stod i foråret 2006 tiltalt for groft bedrageri, underslæb og skyldnersvig ved byretten i København med Ebbe Mogensen som beskikket forsvarer, men tog uden at orientere sin forsvarer kontakt til advokat Sysette Vinding Kruse om et konkret spørgsmål om håndteringen af Bagmandspolitiets anklageskrift. Mogensen reagerede meget kontant ved at foreslå Riskær at finde sig en anden forsvarer. Retten bakkede ham op og gav Riskær 24 timer til at finde en ny advokat. Realiteten var, at forsvareren fyrede sin klient på gråt papir.


Riskær måtte finde en anden, og et år senere fik han sin dom på syv års fængsel. Han var chokeret, men ikke mere end, at han angav Mogensens reaktion som en væsentlig forklaring på straffens længde. Det var der vist ingen, der var overrasket over, og ingen, der gad have kommentarer til. 

Hommel

En helt anden type sag var hans forsvar for kaptajn Annemette Hommel, der i 2004 blev hjemsendt fra den danske Camp Eden i Irak, efter at et par tolke af palæstinensisk oprindelse havde beskyldt hende for at have udøvet tortur mod irakiske fanger. Hendes far, der har gået på officersskole sammen med Mogensen, ringer chokeret sin gamle ven op og beder om omgående hjælp. Mogensen er rystet over, som han siger til sin kone, at en kaptajn er ”sendt hjem i skændsel og vanære ...”. Han kan slet ikke forestille sig, at en kaptajn skulle have begået tortur: ”Aldrig i livet.” 

Han tager sagen, der minder ham om hans egne oplevelser i militæret af ledelsesmæssig inkompetence og ansvarsforflygtigelse. Og han er klar over, at det er en af de største sager, han nogensinde har haft. En sag, der naturligvis først og fremmest drejer sig om at forsvare Annemette Hommel, men også giver mulighed for at demonstrere, at der stadig er noget galt med Forsvarets ledelse. 

De to palæstinensiske tolke har fortalt, at Annemette Hommel har forlangt irakiske fanger anbragt i ydmygende og stressende stillinger, mens hun har afhørt dem, og brugt de groveste skældsord imod dem. 

Mogensen koncentrerer benhårdt sit forsvar om den militære ledelses ansvar for uddannelse og instruktion af afhøringsofficerer og retter også skytset mod den øverste chef, forsvarschef Jesper Helsø. Under proceduren demonstrerer han ikke kun den grundighed og skarphed, som er med til at gøre ham til en højt respekteret forsvarsadvokat, men også sin respektløse humor. For eksempel siger han som led i sin kritik af de direkte foresatte af Hommel, der var blevet udsendt uden at have ordentligt kendskab til reglerne for afhøring af fanger:  

”Situationen er brutalt sagt blot den, at man hev ham op af kampvognen, tørrede olien af ham og sendte ham til Irak som chef for et område, han ikke havde noget kendskab til.” – Det er langt fra det eneste sted i bogen, hvor man griner højt. 

Forsvarschefen, Jesper Helsø, og chefen for Hærens Operative Kommando bliver genstand for Mogensens nådesløse (men fair) teknik ved udspørgning af vidner. Ideen var at afdække, om de nu også kunne indestå for, at militærets regler for afhøring var kendt i alle led fra top til bund. Det bekræftede de og erklærede højt og tydeligt, at brud på reglerne ikke kunne finde sted uden omgående at blive anmeldt til Forsvarets ledelse. Mogensens konklusion var herefter, at i så fald kunne Hommel ikke have overtrådt gældende regler, for så ville mange i Camp Eden jo have reageret og indberettet hende.


I øvrigt gennemhullede han de to tolkes forklaringer, og det lykkedes ham også at få bragt frem, at Hommel har ”forbudt dem at tage solbad i topløs tilstand ... et særdeles fornuftigt forbud i en militærlejr med danske soldater, der i et halvt år er væk fra deres familier. Hun har også forbudt dem at gå på besøg i mandfolkenes barakker. Også et fornuftigt forbud.” – Bare et blandt mange eksempler på Mogensens barske  ironi, som samtidig illustrerer hans evne til at inddrage ting i sit forsvar, som strengt taget ikke er juridisk relevante, men alligevel kan styrke hans klients sag.


Alt i alt en langtrukken affære gennem både by- og landsret. Det hele ender med total frifindelse af Annemette Hommel. I øvrigt uden, at sagen slår skår i forholdet mellem Helsø og Mogensen, der stadig går på jagt sammen. 

Thorsen

Det er nu langt fra alle sager, stjerneadvokaten vinder, hvilket blandt andet viser sig i hans forsvar af Kurt Thorsen i PFA-sagen. Her skyder Mogensen fra alle vinkler og slås med alle midler for at få Thorsen fremstillet som et naivt rodehoved og direktøren i PFA Byg, Rasmus Trads, som hovedskurken. 

Sagen kører over et par år og ender ved landsretten, der stadfæster byrettens dom på seks års fængsel til Thorsen, men nedsætter Trads’ dom fra fem til fire års fængsel. Anklageren  ville have begge varetægtsfængslet med det samme for at sikre sig mod, at de flygtede, men efter en meget følelsesladet og bestemt forsvarstale fra Mogensen lod retten dem i første omgang forblive på fri fod. Thorsen, som havde regnet med frifindelse havde, sagde advokaten, behov for at komme hjem og fortælle sine børn, hvad der nu skulle ske, og hvordan hans faderrolle ville blive. 

Thorsen og forsvarerne kan så, som de har gjort i frokosten mellem alle retsmøderne, gå hen og få noget at spise på Café Petersborg i Bredgade overvåget af et hav af  fotografer. Thorsen beskriver scenen sådan her: ”Jeg sidder og prøver at holde masken, og Ebbe og Henrik (den anden forsvarer) sidder nærmest med tårer i øjnene … Så siger jeg til dem, at nu må I kraftedme tage jer sammen, drenge! Det er mig, der skal seks år i fængsel, ikke jer.”


Sådan er bogen også! Men den er først og fremmest historien om et helt usædvanligt liv og om en mand med en helt usædvanlig karakter og personlighed.

Kilde: