Følgende artikel er en anmeldelse af Peter Neerup Buhls (forhenværende styrelsesmedlem i Den Danske Forening) bog ‘Fædreland eller beboet område?
En velunderbygget national betragtning
Man kan ikke andet end at blive imponeret over det omfang af litteratur, som ligger til grund for Neerup Buhls bog. Især fordi meget af det er nyt, hvilket bevidner, at vi har at gøre med en forfatter, der har fingeren på pulsen i såvel forskningen som i mediemoradsets meningsmageri. Det giver bogen en stor styrke og læserne en god indsigt.
Neerup Buhl er akademiker. Men ikke en af dem, der baserer sine skriblerier på virkelighedsfjerne teorier, men derimod en af de efterhånden få, hvor praktisk livserfaring og virkelige hændelser har den altovervejende betydning. Dette er jo ikke bare forskellen mellem det nuværende akademikervælde og de dygtige akademikere og forskere, der trods alt er tilbage. Nej, det er også forskellen mellem marxistisk og national livsfilosofi. Og Peter Neerup Buhl er national, hvilket jo nok har den største betydning for bogens aktualitet og værdi.
Kritik af dem, der klamrer sig til herskende dogmer
Hele vejen igennem stiller bogen spørgsmålstegn ved de indrømmelser, der alt for ofte gives masseindvandringstilhængerne. F.eks. kritiseres det, at man taler om, at Danmark og Europa kan have »en vis gavn« af muslimsk indvandring, da dette slører den principielle debat, der bør føres om, hvorvidt Danmark har ret til etnisk og kulturel selvstændighed eller ej. Det kaldes en glidebane, at give den slags indrømmelser, hvilket jo er rigtigt, da sådanne unægteligt vil føre til en konklusion i den principielle debat, der i hvert fald ikke sikrer det danske folks ret til Danmark.
I den forbindelse gives der en skylle til alle de borgerlige inklusiv Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterna. Det begrundes bl.a. med, at den borgerlige regering alene fra 2001 til 2008 stod for 35 % af alle statsborgerskabs-tildelinger siden 1979. Ikke engang nationalkonservative undgår en ørefigen i bogen, hvor der bliver peget fingre af, at disse blander sig i, hvordan muslimske familier opdrager deres børn og indretter deres familier. Et ikke-dansk problem ifølge forfatteren.
For mig var det befriende at læse, at nogen endelig tager bladet fra munden, hvad angår det borgerlige medansvar for masseindvandringen og de manglende krav om hjemsendelser fra både borgerlige, men i visse tilfælde også fra nationalkonservative. For til sidst bliver det for sent at vende skuden – og i den forbindelse rammer Neerup Buhl plet med følgende analogi:
»”Det multietniske samfund er en realitet, som vi er nødt til at indrette os efter.” Ligesom kræftpatienten, der stod for længe på venteliste og derfor må acceptere sin sygdom og skæbne.«
Neerup Buhl skriver endvidere, at det Danmark mangler i dag er »et parti, der siger tingene mere direkte end Dansk Folkeparti. Så har folk i det mindste mulighed for at vælge mellem ægte, uforkortede modsætninger uden den mærkeligt forblommede tale, man ofte hører fra DF.
