Henrik Dahl, ”Spildte kræfter – Hvorfor venstrefløjen i virkeligheden er fortabt”, 152 sider, 179 kr. (vejl.). Gyldendal. Udkom torsdag den 19. maj
Ex-socialdemokraten, sociologen, samfundsdebattøren, konsulenten m.m. Henrik Dahl har med en vis smartness, herunder et karaktermord på Helle Thorning-Schmidt, og med en anelse illoyalitet opnået en masse opmærksomhed omkring sin bog Spildte kræfter allerede, inden den udkom torsdag den 19. maj.
Da de fleste sikkert har læst om Dahls udtalelser om Thorning i Information og Politiken, da jeg nok selv er lidt inhabil som ophavsmand til klummen om fruen ”I have a dream” forleden dag her på 180Grader, og da man kan ikke påstå, at Thorning hverken generelt eller i denne sag lider af mangel på omtale, så skal der ikke bruges plads på hende her.
Men bogen (og interviewene) rummer gode kvaliteter nok endda.
Den handler om de tanker, Dahl gør sig efter ti års forgæves arbejde for, at den socialdemokratisk ledede fløj i Folketinget igen skulle blive langtidsregeringsduelig. En kamp han kæmpede sammen med sin tidligere kone Christine Antorini, først som medlem af SF, senere som medlem af Socialdemokratiet.
Nu har han så i tre år været uden for den politiske verden. I den tid har han tænkt meget over den desillusion, de ti år har efterladt ham med.
Og Henrik Dahl har et solidt grundlag for at være desillusioneret. For han (og Christine) har været meget aktive i socialdemokratiske kaffeklubber på højt niveau, fx parklubben sammen med Mogens Lykketoft/Jytte Hilden og Ritt Bjerregard/Søren Mørch.
Han har også holdt oplæg om politik for både Nyrup-regeringen og Foghs regering og skrevet mange kronikker, som har med arbejdet i kaffeklubberne at gøre. På det grundlag refererer han åbenhjertigt om drøftelser og samtaler. Så åbenhjertigt, at man bliver usikker på, om samtalepartnerne vil mene, at bogen i rimeligt omfang respekterer den fortrolighed, som de naturligt har forventet af Dahl. Men det må være hans problem.
Han har haft et spændende liv. Vokset op i en præstegård i Sønderjylland. Gymnasium og marxisme i Ribe, sprogofficer, studier på det munkemarxistiske Sociologisk Institut (lukket pga. faglig fallit i 1986) og i USA. Ph.d m.m.
Dog ikke så forskelligt fra mange andre i hans generation. Det egentlig spændende ved bogen er hans overvejelser, analyser og konklusioner om det politiske arbejde på venstrefløjen, som for ham er hele feltet af partier fra Enhedslisten til de Radikale. Under dette arbejde har han også fremlagt og diskuteret sine analyser med tre på hinanden følgende socialdemokratiske formænd. Derfor er bogen en vigtig kilde til de sidste 40 års politiske historie.
En knivspids selvovervurderende, men det opvejes fint af en selvironi, der ikke er dem beskåret, som surt og kommissæragtigt har anmeldt bogen i Jyllands-Posten, Berlingske og Weekendavisen.
Han var kun menig matros på det stolte skib Centrum-Venstres sidste rejse. Men han var altså ombord, da vi forliste. Fordi kaptajnerne hverken var i stand til at navigere eller lægge kursen om. Til forklaring af det peger Dahl på to faktorer:
Den første er, at det for mange har udviklet sig til en identitet at være venstreorienteret. Interesserne kan ændres, men med identiteten, dvs. det man er for sig selv, den måde man forstår sig selv på, er det anderledes. Det har meget store psykologiske omkostninger at springe ud og definere sig selv på en anden måde end som venstreorienteret.
Den anden faktor er, at venstrefløjen (minus de Radikale) har en skjult dagsorden, der er vigtigere, end de åbenbarer: Ingen er mere villige end venstrefløjen til at forsvare de offentligt ansattes position i samfundet og deres verdensbillede med større foragt for den danske stats økonomiske bæredygtighed.
Og i jo højere grad de to faktorer gør sig gældende samtidig, desto mindre bliver mulighederne for udvikling og forandring. Faktisk en rigtig god måde at forklare rød bloks helt aktuelle situation på.
Paradigmet – venstrefløjens grundlæggende model af virkeligheden – er stivnet. Det nævner han flere eksempler på: USA/NATO var en fjende, jfr. fodnotepolitikken, som var Socialdemokratiets mest pinlige syndefald. EF/EU var en slags komplot for at sætte folkestyret ud af kraft. Den danske suverænitet var truet – som om Danmark var i stand til at handle uafhængigt af verdens barske realiteter.
Endelig nævner han det venstreorienterede nationaløkonomiske paradigme, som man også kunne kalde LO’s opfattelse af solidaritet mht. samfundets økonomiske situation. Solidariteten var fraværende hos LO’s formand Thomas Nielsen under Anker Jørgensen. Og nu, hvor det omsider er lykkedes at finde en lige så begavet formand for LO som Thomas Nielsen, så har LO Harald Børsting til lige så aktivt som Thomas at søge samfundsøkonomien fastholdt på sikker kurs mod skærene.
Svaret på spørgsmålet i bogens undertitel om, hvorfor venstrefløjen i virkeligheden er fortabt besvarer Henrik Dahl faktisk gennem hele bogen. Nogle væsentlige elementer skal fremhæves:
Én ting er, at venstrefløjen undervurderede både Anders Fogh og Dansk Folkeparti. De ville, skriver han, ikke forstå de problemer, som DF ret uforstyrret fik monopol på at påpege og sætte tonen i debatten om.
Værre for venstrefløjen er - når man som Dahl medregner de Radikale – for det første, at en rød regering vil være præget af indre modsætninger. De rigtig røde og de Radikale vil ikke være enige om ret meget.
For det andet vil venstrefløjen utvivlsomt vægte de kortsigtede, velfærdsfundamentalistiske interesser højere end langsigtede hensyn.
Og endelig er den stokkonservativ i den forstand, at den sætter en ære i at mene ting og derved fastholde indgroede paradigmer, der gør den er uegnet til at lede landet.
Derfor er den fortabt. Det lyder som en drøm, men derfor kan det da godt blive en realitet. Ikke mindst nu, hvor de Radikale viser lovende tegn på sund fornuft. – Dahl har i øvrigt blodtåger for øjnene, hver gang han skriver om de Radikale. Det virker næsten som et paradigme!
Han skylder naturligvis at gøre rede for sine egne politiske holdninger, og det gør han også på nogle kloge sider i bogens sidste afsnit. Skal man fortolke dem kort, så lyder det sådan her: manden er simpelthen liberal på samme måde som The Economist, som jo netop er en ægte liberal avis. Eller rettere sagt, den er fordomsfri og socialliberal!
En velskrevet, vittig og velargumenteret bog. Ikke til at komme udenom.
