Carsten Steno: De virkelige helte. Et portræt af ejerlederkulturen i Danmark. 220 sider, 250 kroner. Gyldendal Business. Køb hos Gyldendal
Af Lisbet Røge Jensen, 180Grader.dk
Carsten Stenos hovedtese er til at tage at føle på i erhvervsjournalistens nyudkomne bog, De virkelige helte. Et portræt af ejerlederkulturen i Danmark:
”De store børsnoterede koncerner og iværksætterne, som får mediernes og den politiske offentligheds fulde opmærksomhed, er nok vigtige for Danmark, men uden ejerlederne havde vi slet ikke noget erhvervsliv af betydning. Det er også dem, der skal skabe de virksomheder, vi skal leve af i fremtiden.”
Det er en god bog fyldt med gode historier. Vi får et fint portræt af hårdtarbejdende mennesker, der driver forretning med hele den personlige formue og familielivet som indsats. Steno skal også nok have held til at skabe den ønskede interesse omkring ejerlederne som en vigtig del af dansk erhvervsliv, særligt i form af deres evne til at bedrive produktudvikling og innovation. Ambitionen om at levere indsigt til erhvervsdebattører og beslutningstagere opfyldes dog ikke til fulde, og til tider går Steno lovlig langt i sin iver for at gøre helte af ejerlederne.
Med familielivet og formuen på spil
Steno gør portrættet af ejerlederkulturen godt ved at bruge mange af bogens kapitler på at beskrive både virksomheder der var, og virksomheder der er. Alle med engagerede ejere, der bekymrer sig om såvel virksomhedsdrift som medarbejdere, kunder og leverandører og ikke nødvendigvis i nævnte rækkefølge.
Ejerlederen er karakteriseret ved at eje og lede egen virksomhed, at beskæftige mere end ti ansatte, at have sin personlige formue på spil i virksomhedsdriften og ejerlederen kan ikke fyres eller sige op, i modsætning til den ansatte direktør. Han hænger så at sige på den, uanset hvad der sker.
Første historie handler om forfatterens egen morfar, og selvom den ikke ender lykkeligt, er det en herlig beskrivelse af livet i en familievirksomhed:
”Dansk Elektro Industri (...) spredte sig ud over hele det flade terræn langs jernbanen mod syd. Her havde 60 medarbejdere, ingeniører, metalarbejdere og arbejdsmænd deres daglige virke og udkomme. (...) Her var fabrik, lager, garager og udstillingslokaler. Lastbiler, der kom med jern, som blev forvandlet til maskiner og emballeret i store trækasser, der blev kørt til banen. Kontorfolk i hvide skjorter og slips, mænd i blå kedeldragter. (...) Her var aktivitet og virkelyst. Altid noget at foretage sig, altid nogen at snakke med (...). Med min morfar, Aage Hansen, som det store midtpunkt. Den patriarkalske fabrikant, som alle måtte bøje sig for i respekt. (...) Sammen med radikale skolefolk havde han også taget den mission på sig at give danske smedelærlinge en solid uddannelse. (...) Undervisningen stod min far for. Og jeg sad og lyttede med efter aftensmaden, som min mor havde lavet – ikke bare til mig, men til alle smededrengene, som kom i den ’folkestue’, der var en del af vores hjem”.
De næste historier bringer os frem til nutiden og handler primært om, hvordan dygtige fagfolk skaber revolutionerende produkter ved et tæt samarbejde med kunderne og ved at have hænderne godt nede i materien. Det er historier om hårdt arbejde, godt købmandskab og en fornuftig indstilling til hvornår og hvordan man bruger sine egne og andres penge bedst.
Dette gør Steno godt: Han giver historierne liv og får os til at glemme den kedelige lønmodtagerkultur med 9-17, upersonligt store aktionærkredse og bestyrelser, der fokuserer udelukkende på profit. Men det synes også at være hensigten, og fjendebilledet er klart, fordi tingene er anderledes i ejerlederkulturen, ”hvor man ikke driver virksomhed, fordi man er grådig, men fordi man brænder for det”.
Vi skylder dem vores job og hele livsgrundlag
Hårdt må sættes mod hårdt, for ejerlederne skal åbenbart høre for meget. Eksempelvis at de er dårlige ledere: uuddannede, ufokuserede, uberegnelige og impulsive. Klagepunkterne er mange, især fra dem, som Steno skriver, der ”aldrig har prøvet at lede selv, men alligevel underviser og forsker i ledelse”.
Steno tager ejerlederne i forsvar: Det er muligt, at de har en anden lederstil end ansatte ledere. Men de er også væsensforskellige. Ejerledere er ”frihåndsledere”. De gør tingene på deres egen måde, og det virker. De har ”ikke brug for bedrevidende akademikere og ledelsesteoretikere, der fortæller dem, at de ikke er gode nok”.
Præmissen at det er ejerlederne mod de børsnoterede giganter kan dog virke trættende. Eksempelvis når Steno skriver, at ”over en halv million danskere skylder deres job og hele livsgrundlag” til ejerlederne, og at det er dem ”vi skylder vores velfærd, ligesom det også er dem, der kan redde os ud af krisen og sikre, at Danmark har noget at leve af i fremtiden”. Beviserne for disse hårde påstande er primært anekdotiske, og når Steno, som senere beskrevet, advokerer at indrette erhvervspolitikken herefter, ville en større metodisk ydmyghed være klædelig.
Ejerledere er bedre til innovation
Steno ønsker med sin bog at skabe interesse om det, han kalder ”rygraden i dansk erhvervsliv”. Den største interesse bør tilfalde beskrivelserne af, hvordan ejerlederne bedriver innovation. Steno afmystificerer det ellers højt-akademiserede emne og gør det til noget jordnært, og noget der ikke nødvendigvis er glitter og glamour. Innovation er fremskridt via mange forsøg og test og samarbejde med kunder. Det man på handelshøjskolesprog kalder brugerdreven innovation er hverdag hos ejerlederne:
”Innovation, som det hedder hos forskere og i erhvervspolitikken, har været en livsbetingelse for [ejerlederne]. De (...) mestrer fornyelse bedre end de fleste andre, selvom både eksperterne på landets handelshøjskoler og embedsmændene i Erhvervsministeriet gang på gang konstaterer, at det står sløjt til med deres innovationsevne. [Ejerledernes innovationsproces] foregår løbende i værksteder og laboratorier i tæt samspil med kunderne.”
Den forskningsbaserede innovation får sig da også en røffel: ”Hos [ejerlederne] er det sjældent forskningsbaseret innovation med stort F, der udgør kilden til fornyelse. Det er i samspillet med kunderne, at nye produkter og forretningsmodeller opstår.”
Den påstand dukker op i forskellige variationer forskellige steder i bogen, men den henstår lidt flad: Som om Steno prøver at vise at praksis er finere end forskning, fordi den er derude i marken, hvor man får jord under neglene. Det er unægteligt nogle utrolige produkter og udviklingsprocesser, der berettes om i bogen, men som forfatteren selv skriver indirekte, så udelukker det ene ikke det andet. Steno har fundet gode eksempler på ejerledere, der skaber innovation, som i dén grad kan bruges af kunderne, men igen er risikoen, at anekdoterne alene ophæves til bevis for tingenes sande tilstand.
BMW-syndromet der ikke var
Steno har med bogen yderligere som ambition at ”supplere indsigten hos dem, der præger erhvervsdebatten og træffer beslutninger i Danmark”. Det er ærværdigt taget i betragtning, at der ifølge forfatteren ikke er nogen forskning af betydning i fænomenet ejerledere. Der er nemlig ikke nogen, der ønsker at finansiere den, og politikere har ikke fokus på området, ej heller har erhvervsorganisationerne:
”Virksomhedsejere som Jørgen Mads Clausen og Poul Due Jensen bliver nok formelt vist stor respekt, men internt anses de for at være besværlige og politisk naive. Hvorfor udstyre ejerledere med en forskningsbaseret ledelsesteoretisk identitet, der fundamentalt ville ændre opfattelsen af, hvem der betyder noget i dansk erhvervsliv? Sådan synes logikken at være hos de store erhvervsorganisationer.”
Stenos bog er tilsyneladende en god start på at bringe noget dokumentation på bordet om de hårdtprøvede ejerledere. Han afliver, som tidligere nævnt, myten om at de skulle være dårligere ledere og også om, at de skulle være særligt vækstforskrækkede. Ejerlederne skulle ellers tilsyneladende lide af det såkaldte BMW-syndrom:
”Syndromet indtræder typisk, når ejerlederens virksomhed er vokset til 20 ansatte. Så skal den struktureres, opdeles i afdelinger og måske have mellemledere. Det der oprindeligt var sjovt ved at være ejerleder, nemlig at etablere virksomheden og få den til at vokse, glider i baggrunden. (...) Af alle disse grunde foretrækker mange ejerledere ifølge forskerne at bevare deres virksomhed som en ’overskuelig enhed’. I stedet for at vækste forsøger de at stabilisere udviklingen. De har jo etableret grundlaget for en acceptabel livsstil. Og måske er tiden også inde til at pleje golfhandicappet.”
Steno henviser til undersøgelser, der viser, at dette er en sandhed med modifikationer. De fleste ejerledere ønsker vækst; ni ud af ti vækstvirksomheder i Danmark er ejerledede, og der kan dokumenteres en betydelig vækstambition hos ejerledede virksomheder. Men Steno viser også, at der ikke er nogen smutvej: Generelt forekommer virksomhedsvækst sjældent og ejerledede virksomheder er i snit 15 år om at blive vækstvirksomheder. Vækst forekommer dog i alle brancher, og her bidrager Steno med interessant indsigt: ”Forestillingen om, at Danmarks vækstvirksomheder især udfolder sig inden for bioteknologi, it og den seneste nye modebranche, cleantech, holder slet ikke. Faktisk viser undersøgelserne, at hovedparten af vækstvirksomhederne er relativt lavteknologiske.”
Kapitalfondenes respektløshed
En anden indsigt Steno leverer er denne om, hvordan ejerledere kurtiseres. Her skal man tage ved lære af en pengetank ved navn Industri Udvikling, der forstår, hvordan ejerlederne gerne vil tages, fordi direktøren ikke ”kommer ikke brasende ind ad fordøren som kapitalfondenes respektløse regnedrenge”.
Historien om Industri Udvikling fremstår dog let mudret. Det er tilsyneladende en art investeringsfond, da den siden sin oprettelse i 1994 har lagt penge i mere end 90 ejerledede virksomheder. Den er oprettet på foranledning af socialdemokratiske politikere, men det fremgår ikke om midlerne er offentlige. Den er ifølge Steno utroligt populær, men konkurrerer den på lige vilkår med de tarvelige talknusere? Man får det ikke at vide, men det lyder unægteligt som om Industri Udvikling er et offentligt foretagende.
Steno hopper lovlig let henover en ellers vigtig pointe, hvis man skal tro hans tese om at ejerledere er rygraden af dansk erhvervsliv. Steno pointerer nemlig at ”hvor mange nye succesfulde ejerledere vi får i de kommende år, afhænger i høj grad af konjunkturerne og de generelle rammevilkår for virksomhedsudvikling i Danmark”.
Steno konkluderer hurtigt, at ejerleder-opgaven er blevet sværere, fordi tal fra Dagbladet Børsen viser, at antallet af virksomheder, hvis omsætning er fordoblet inden for de sidste fire regnskabsår, blev mere end halveret i 2010. Dette tal siger os dog ikke ret meget, for vi har ingen yderligere oplysninger. Eksempelvis kunne tallet være steget markant i boble-årene op til 2010.
Forbedrede konjunkturer vil dog ifølge Steno rette op på førnævnte uheldige udvikling. Men hvilke forbedrede konjunkturer? Det er ret beset ikke givet, at vi går bedre økonomiske tider i møde, men Steno forlader argumentationen, før den starter.
Sig ordet: Rammevilkår!
Atter må man klandre Steno for ikke tidligere at definere, hvad han mener med ”rammevilkår”. Begrebet synes centralt, men det henstår udefineret gennem hele bogen. I sidste kapitel kommer forfatteren dog med sine bud: Rammevilkår er, blandt andet, skat. Danmark skal selskabsbeskatte lavere, og ejerledere skal have specifikke fradragsmuligheder. Desuden dømmes den såkaldte iværksætterskat for skadelig for tilgangen af risikovillig kapital.
Derudover mener Steno, at arbejdsgivere og fagforeninger bør sætte sig sammen og finde en større fleksibilitet i overenskomsterne, der kan ”forbedre vilkårene for produktion i Danmark”.
Herfra handler det meste om, hvad det offentlige bør gøre: Kompensere for at mindre virksomheder har sværere adgang til kapital; Udvide Vækstfondens lånepulje; Omstrukturere det offentlige indkøb så mindre ejerledede virksomheder kan få en bid af kagen; Opprioritere indsatsen med eksempelvis Teknologisk Institut; Styrke erhvervsuddannelserne. Erhvervspolitikken skal kort sagt med Stenos ord flyttes derhen, ”hvor vækstpotentialet er”.
Løsningerne - til inspiration for beslutningstagerne - skal altså overvejende foranlediges og betales af det offentlige. Det er en skuffende afslutning på en ellers fortrinlig og til tider ganske rapkæftet bog om gode folk, der kan og vil selv, fordi de har produkter og virksomheder, de ved, er alle pengene værd. Steno formår fint at beskrive ejerlederne som helte, men argumentationen for at indrette en ny erhvervspolitik derefter er ikke succesrig. Det er muligt, at de skattefinansierede tilskud, puljer og indsatser ”tjener sig selv hjem” i en eller anden abstrakt samfundsøkonomisk forstand, men så burde den enkelte skatteyder for sig selv kunne vælge at træffe den investeringsmæssige beslutning om at give ejerlederne et boost – for helt ærligt: Virkelige helte, de betaler selv.
Denne artikel er kommet i stand takket være penge fra 180Graders superbrugere, der har tegnet et abonnement til 39 kr. om måneden. Du kan blive superbruger ved at klikke her.
