Susanne Hegelund og Peter Mose
287 sider, kr. 270, Gyldendal 2011.
Man tror, man er i Iran, og at der er tale om imamernes magthierarki, når man hører betegnelsen Vogternes Råd. Men vi er trods alt bare i den danske centraladministration, og der er tale om de øverste embedsmænds egen, selvironiske, betegnelse for den lille gruppe af de mest magtfulde departementschefer: cheferne for Statsministeriet og Finansministeriet plus – lidt afhængigt af deres ministers styrke i regeringen – cheferne for Udenrigs-, Justits- og Økonomiministeriet.
Vogternes Råd sikrer, at regeringssystemet kan fungere, også når den siddende regering ikke rigtig kan finde ud af at styre tingene, selvom det officielt altid kommer til at se ud, som om det er ministrene selv, der kører løbet. Vogterne sørger også for, at svage ministre udstyres med en stærk departementschef, og i de senere år er der sket en forøgelse af mobiliteten blandt de øverste embedsmænds, sådan at de i meget højere grad end tidligere kan flytte sig mellem ministerierne og omdirigeres, alt efter behovet for støttepædagoger til de enkelte ministre.
Hvordan hele dette apparat fungerer, kan man læse om i denne fascinerende og grundigt researchede bog, hvor det er lykkedes de to erfarne mediefolk Susanne Hegelund og Peter Mose at komme meget tæt på samspillet mellem ministre og embedsmænd igennem de sidste 30 år.
Den stærkeste statsminister har uden tvivl været Anders Fogh Rasmussen, som mødte op med et usædvanligt velforberedt regeringsprogram og meget hurtigt sørgede for at deltage i et af departementschefernes regelmæssige fællesmøder. Her, på Havreholm Slot i Nordsjælland, markerede han som noget helt nyt, hvad den nye regering forventede af sine topfolk. Og så koncentrerede han i øvrigt magten i statsministeriet i en grad, man ikke tidligere havde oplevet i nyere tid. Med sin departementschef, den nuværende nationalbankdirektør Niels Bernstein, som den stærke førstemand i Vogternes Råd.
Pudsigt, at en så stærk statsminister som Fogh i sine ni år ved magten interesserede sig så lidt for at virkeliggøre den liberale ideologi, han havde fremstillet så engageret i sin bog Fra socialstat til minimalstat fra 1993!
Hans forgænger, Poul Nyrup Rasmussen, var en helt anden, væsentlig mindre handlekraftig, men til gengæld meget detailorienteret mand. Altså en person med egenskaber, som ikke ligefrem skaber nogen stor statsminister. Men han har det held at have en klog og stærk finansminister i Mogens Lykketoft, som i et effektivt parløb med sin departementschef, Anders Eldrup, styrer de andre ministerier med fast hånd og holder sammen på tingene. Lykketoft kunne i modsætning til Nyrup håndtere vanskelige sager, og det hævdes, at hvis et ministerium ønskede en hurtig og effektiv løsning på et vanskeligt problem, ja, så gjaldt det om at få sagen puffet over til Lykketoft.
Stærke og svage ministre
Bogen fortæller om både svage og stærke ministre. Til de svage hører Bendt Bentsen, der er lige lovlig nem for Venstre-folkene at køre rundt med, og for eksempel også den småtingsorienterede og i personalesager meget emsige Karen Jespersen, som i sin korte periode som social- og velfærdsminister i Foghs regering må finde sig i, at der bliver overført en erfaren departementschef fra et andet ministerium til at mandsopdække hende.
Blandt de stærke ministre nævnes den meget driftssikre Bertel Haarder, der udnytter sin store erfaring til at uddelegere ansvaret og skabe luft til de opgaver, han prioriterer højst: da han bliver både undervisnings- og kirkeminister sikrer han sig det nødvendige råderum ved at og sætte kirkeministeriets departementschef til ikke bare at rydde op i ministeriets administration, men også til ”på ministerens vegne” at tage på et roadshow rundt i Danmark og diskutere kirkepolitik med kirkefolket og andre, der gerne vil møde ”ministeren”. Og det går fint.
Men hvad med embedsmændenes politiske ståsted i forhold til deres ministre? Kan man betjene en minister loyalt og effektivt, hvis man ikke deler hans politiske opfattelse?
På Anders Foghs møde med departementscheferne på Havreholm anbefalede han dem at være så musikalske, at de selv kunne spille videre, når ministeren havde nynnet en strofe. Altså til at kunne aflæse og være loyale over for den politik, regeringen stod for.
Heri lå underforstået den trussel, at hvis ikke departementerne kunne levere varen, så måtte ministrene jo oprette egentlige politiske sekretariater og ansætte særlige politiske rådgivere – i Sverige hedder de statssekretærer – som mellemled mellem sig selv og embedsværket, hvorved departementschefernes monopol som politisk-administrative rådgivere for ministrene ville blive undermineret.
Foreløbig er der ikke noget som tyder på, at noget sådant vil ske. Den øgede mobilitet og fleksibilitet i administrationens øverste lag har været med til at bevare disse folks position. Men i øvrigt har det selvfølgelig altid været sådan, at dygtige embedsmænd med evne til at tænke politisk har været i stand til at tilpasse sig.
Departementschefen blev "minister"
Denne nødvendige tilpasningsevne illustreres i bogen blandt andet ved udtalelser fra tidligere departementschef Ole Zacchi, der havde 19 års erfaring som meget håndfast chef for boligministeriet og trafikministeriet – og for de tilhørende ministre, hvis det var nødvendigt.
”Jeg har”, siger Zacchi, der altid har vedstået sit medlemskab af Socialdemokratiet, ”en kommode med forskellige skuffer med hver sin partifarve. Hvis jeg får en konservativ minister, så tager jeg min tidligere hjerne af og lægger den i skuffen. Og så tager jeg den konservative hjerne på…”
Zacchi er også et eksempel på, at ”hvis der er et vakuum, så er der altid nogen, der indtager det”. Det oplevede han især i Boligministeriet. ”Jeg var nødt til at se i øjnene, at ministeriet ville sygne hen, hvis jeg ikke en gang i mellem sagde … at vi måtte gøre noget. Så valgte jeg selv at gøre det – og tage øretæven.”
For eksempel træder han personligt ind, da han får den svage centrumdemokrat Niels Bollmann som minister i 1982 og fungerer reelt som både boligminister og departementschef i over tre år. ”Til alles tilfredshed,” som Bertel Haarder citeres for at sige.
Bogen indeholder et væld af interessante historier og anekdoter og er ikke kun en helt enestående journalistisk organisationsanalyse af topembedsmænds magt og ministres afmagt. Den er også historien om 30 år, hvor selv nok så dygtige og nok så klogt tænkende vogtere ikke har kunnet beskytte landet mod Christiansborg-politikernes inkompetente frygt for at tage fat på landets virkelig alvorlige problemer.
Kan kun anbefales.
