Henrik Gade Jensen: "Menneskekærlighedens værk. Det danske civilsamfund før velfærdsstaten", 175 kr., 224 sider, CEPOS. Udkommet 12. januar
Af Ole Olesen, 180Grader.dk
Menneskekærlighed er ikke et ord, man hører meget til i vore dage. Filantropi hedder det på græsk. Det hører man lige så sjældent, og ikke altid i en positiv betydning. Og uanset om det er på dansk eller på græsk, så praktiseres det ikke særlig meget her i landet, for den personlige støtte fra borger til borger, som ordet dækker over, er nu næsten 100% overtaget af staten (det offentlige). Staten har sejret i kampen om civilsamfundets territorium.
Sådan har det ikke altid været, og Henrik Gade Jensen, mag.art. i filosofi og ansat i CEPOS, har skrevet en fremragende bog om de mange former, som den private støtte blev ydet i op gennem 1800-tallet og frem til omkring 1. Verdenskrig. Den private godgørenhed kom til udtryk på en række samfundsområder, hvor der enten slet ikke eller kun i begrænset omfang fandtes offentlige løsninger på sociale problemer.
Frivillighedens halvskjulte historie
Gade Jensen understreger, at hans mål med bogen hverken har været at skrive bred, videnskabelig socialhistorie eller at blande sig i den nutidige debat om velfærdsstaten. Han vil derimod gennem plukvise historier fra forskellige sektorer illustrere, at velfærdsydelser tidligere blev leveret på mange andre måder end i dag, og at det ikke kun var et spørgsmål om stat eller privat. Tværtimod viser historien en lang række eksempler på samarbejdsformer og arbejdsdelinger, som illustrerer, at der dengang var et langt mere frodigt, aktivt og selvberoende civilsamfund end i dag.
Gade Jensens plukvise historier er hentet fra centrale områder, hvor støtte og institutioner blev etableret på initiativ af grupper af borgere eller af engagerede enkeltpersoner på grundlag af deres personlige, moralske og religiøse synspunkter. Det drejede sig om fattigforsorg, hospitaler, sygekasser, uddannelse (skoler og højskoler), kirkebyggerier og støtte til politiske partier.
Partistøtten fra 1986 er et kapitel for sig. Der er noget særligt korrumperende ved, at en demokratisk stat betaler sine borgere med deres egne penge for at være politisk aktive. I det hele taget er de fleste af kapitlerne i denne bog noget for sig selv med deres lange række af eksempler på svækkelse af demokratiet ved statens gradvise indtrængen i civilsamfundet.
Jeg har imidlertid valgt at koncentrere anmeldelsen om kapitlerne om den privat organiserede fattigdomsforsørgelse, fordi vi her kan hente relevante bidrag til de principielle diskussioner om revisionen af velfærdsstaten, som nu presser sig så voldsomt på. Bidrag, som kan uddrages af den politiske debat, som blev ført gennem hele den periode, bogen dækker.
Fattigdomsforsørgelse
Samfundets fattige er stort set altid blevet understøttet. Af familien, af landsbyfællesskabet, af håndværkerlaugene og af kirken i den katolske tid, altså før Reformationen i 1536.
I tiden omkring grundlovens indførelse svandt grundlaget for ikke-statslig finansiering af fattighjælp ind, samtidig med at behovet voksede på grund af industrialiseringen og den voldsomme vækst i bybefolkningen. Og den gennemgående holdning hos det offentlige i by og på land var, at det kun var byens (sognets) opgave at sørge for det egentlige fattigvæsen. Al hjælp til trængende i forbigående nød måtte overlades til den private velgørenhed.
Det førte i 1860'erne til, at der i mange københavnske sogne blev oprettet private understøttelsesforeninger. Stiftet af menighedhedernes medlemmer og deres præst og baseret på frivillige bidrag og frivilligt arbejde. Og i 1871 blev de lokale understøttelsesforeninger samlet i Københavns Understøttelsesforening som en privat frivillig organisation, baseret på en række grundregler, hvoraf skal citeres fra et par stykker:
- ”Hjælpen ydes kun efter personlig Undersøgelse (af modtageren), under et vedvarende omhyggeligt Tilsyn med deraf følgende personlig Vejledning og Støtte for de Trængende
- Hver Trængende henvises til en bestemt Person, der for hans (den trængendes) Vedkommende har at varetage ... Foreningens Formål
- Hjælpen ydes for at bringe de Trængende til at kunne bestaae ved egne Kræfter (kunne klare sig selv)
- Ved Hjælpen at fremkalde Selvvirksomhed er et Hovedøjemed (formål); derfor ydes Hjælp ikke til dem, som selv kunne, men ikke ville arbejde ...
Formålet er altså klart kortvarig hjælp til selvhjælp. Midlet var ikke kun penge, men også vejledning og opfølgning face to face med den person, foreningen havde sat ind som vejleder.
Det frivillige arbejde i understøttelsesforeningen havde to led, dels at samle penge ind, dels, som citaterne viser, at sikre, at de blev brugt med størst mulig effekt. Kontrollen stod såkaldte undersøgere for. De sikrede, at behovet var til stede ved besøg i de trængendes hjem, og fulgte op på modtagerens indsats for at skaffe sig et arbejde. På den måde kunne foreningen også overfor bidragyderne stå inde for, at den hjælp, de gav, levede op til foreningens formål (i dag ville man sige, at foreningen værnede om sin legitimitet ved at sørge for, at der var så få gratister som muligt, der fik hjælp uden at opfylde kravene).
Foreningen appellerede til givernes samfundssind. Følelsen af borgerpligt var udbredt, og som grundlæggeren af den første understøttelsesforening skrev i en pjece om de større forpligtelser, der efter Grundlovens indførelse kom til at hvile på borgerne: ”... mere og mere er den Bevidsthed trængt ind i Folket, at det er enhver Statsborgers Pligt at ofre sin Tid og sine Kræfter i hele Samfundets Tjeneste ...”. Der viste sig at være rigtig mange gode borgere, som følte den forpligtelse og var villige til at ofre også penge til de forskellige formål.
Og hvis de ikke bidrog, blev de udsat for kraftigt pres både på gaden og hjemme ved hoveddøren af meget aktive og pågående damer af det pæne selskab. Det var de såkaldte hattedamer – dengang gik alle borgerskabets damer med hat på gaden – som også deltog i opfølgningen overfor modtagerne.
Når jeg har brugt så meget plads på den private fattigforsorg er det ikke kun for at illustrere, hvor tæt forbindelsen var mellem ydere og modtagere, og efter hvilke principper understøttelsesforeningen fungerede.
Det er også for, at nutidens borgere kan spørge sig selv, hvordan de aktive i foreningen mon ville have reageret på de seneste eksempler med Carina og Sofie? På Claes Kastholms og Uffe Ellemanns krav om øget støtte til Det kongelige Teater, hvor der i forvejen ydes 1000 kr. i statstilskud per billet til et publikum, som for de flestes vedkommende stammer fra samme miljø som dem, der engang var aktive i Københavns Understøttelsesforening – som ydere?
Pointen er, at man dengang skulle kunne forsvare direkte overfor de ydende, hvordan man brugte deres bidrag. At det var legitimt at bruge dem på den måde. Og det er netop det, der bliver problemet nu, hvor velfærdsydelserne skal revideres meget kraftigt.
Man kan selvfølgelig ikke skrue tiden tilbage og se bort fra, at der fortsat skal bruges mange professionelle i den offentlige sektor. Men man kan med fordel gøre det tankeeksperiment at forestille sig, at en gruppe af murere, sygeplejersker, bankassistenter, it-folk eller andre erhvervsaktive skulle fortælle, hvad de mente om konkrete eksempler på de forskellige velfærdsydelser. Jeg skriver tankeeksperiment, for det er på ingen måde meningen at antyde, at administrationen af velfærdsydelser skal henlægges til sociale folkedomstole.
Men man kan ikke længere på samme måde som hidtil holde skaffedyrene ude af synsfeltet. For hvis ikke man kan forsvare, hvad man gør med deres penge, så vil de heller ikke bidrage længere. Det er det, der ved at ske i dag!
Civilsamfundet
Det er en rigtig god idé, Henrik Gade Jensen har fået, at trække datidens civilsamfund frem fra historiens halvmørke og demonstrere, hvilken dynamik der dengang lå i de aktiviteter, som borgerne satte i værk, men som nu stort set er erobret og domineret af staten. Der ligger faktisk en liberal samfundsmodel bag hans bog, som fortjener at blive mere eksplicit inddraget i debatten om revisionen af velfærdsstaten.
Stærkt forenklet består består samfundet i denne model af borgerne og deres aktiviteter på den ene side og på den anden side af staten med meget begrænsede opgaver (retsvæsen, politi, militær, pengevæsen m.v., d.v.s. opgaver som ikke kan varetages af private). Det område, der ligger mellem stat og borgere, er civilsamfundet (borgersamfundet). Det fyldes ud af borgerne og deres frivillige sammenslutninger, og dér har staten ikke noget at gøre, når vi befinder os i et frit, demokratisk land. Fattighjælp og alle de andre velfærdsopgaver varetages af borgere og ikke statslige institutioner som for eksempel kirken, og hverken stat eller kommuner må drive erhvervsvirksomhed på områder, hvor private (markedet) kan løse opgaven.
Det er den model, som var underlag for Grundloven, men som er blevet forvandlet til ukendelighed i velfærdsstaten. Og den opgave, som nu forestår, er at generobre civilsamfundet fra staten og redefinere den principielle arbejdsdeling mellem borgere, stat og civilsamfund, d.v.s. rehabilitere en måde at betragte samfundet på, som de fleste efterhånden nærmest ikke kender, men som er en nødvendig forudsætning for at nå frem til gennemskuelighed og rene linier.
Det vil være en passende opgave for CEPOS at lade Henrik Gade Jensens bog blive efterfulgt af en slags liberal samfundslære, som uden at være forkyndende trækker linierne op og diskuterer, hvordan ansvaret for produktionen af de forskellige velfærdsydelser kan placeres i en sundere balance mellem privat og offentligt. En væsentlig del af grundlaget for en sådan ny bog ligger faktisk indlejret i Menneskekærlighedens værk. Og de mange årgange, især de yngste voksne, som ikke har fået kendskab til en liberal opfattelse af rollefordelingen i samfundet, udgør et stort potentielt marked for en kort og klar fremstilling.
De fortjener at få tilbuddet.
Denne artikel er kommet i stand takket være penge fra 180Graders superbrugere, der har tegnet et abonnement til 39 kr. om måneden. Du kan blive superbruger ved at klikke her.
