Af Ole Olesen
Milton og Rose Friedmann, "Det frie Valg – Et personligt vidnesbyrd", 364 sider, 199 kr. CEPOS 2012 (første gang udgivet på dansk på Gads Forlag 1981). Oversat af Poul Dam med forord af Lars Christensen
I anledning af, at Milton Friedmann ( 1912-2006) i år ville være fyldt 100 år, genudgiver CEPOS hans og hans hustrus klassiker om det frie valg.
Friedman og Keynes anses for det 20. århundredes to største økonomer, men med to meget forskellige udgangspunkter for deres teorier.
Keynes mente, at efterspørgslen i samfundet ikke automatisk ville sikre fuld beskæftigelse, og at staten derfor måtte stimulere økonomien ved (midlertidigt) at sænke skatterne eller øge de offentlige udgifter. Altså det vi hører så meget og så tit om: staten må kickstarte økonomien. Statsindgreb i form af kickstart har siden krisen i 30'erne været brugt af politikere fra alle dele af det politiske spektrum. Ikke desto mindre er Keynes og de, der anerkendte hans teori, blevet beskyldt for at være socialdemokrater, hvad der faktisk ikke er rimeligt over for Keynes.
Keynes fremsatte sin teori under 30'ernes store depression som et bidrag til en løsning på problemet med at komme ud af krisen, ikke som nogen blåstempling af socialdemokratisme. Det sagde han også meget klart: ”Klassekampen vil altid finde mig på det oplyste bourgeoisis side”. Men kickstart er en så enkel g umiddelbart forståelig ”løsning”, at den kan genbruges igen og igen af politikere som en patentmedicin mod de problemer, som det kræver langt mere mod at tage fat på, end lykkeridderne i de moderne demokratiske parlamenter kan mobilisere.
Friedmann
Friedmann bekendte sig klart til liberalismen, og han søgte med sine teorier at påvise, at statsindgreb med ganske få undtagelser er skadelige for økonomien, og at Keynes' teori faktisk ikke er særlig effektiv mod depression og arbejdsløshed.
Kernen i Friedmanns teori, monetarismen, var meget kort sagt, at pengemængden i samfundet, som styres af centralbanken (hos os = Nationalbanken) er afgørende for udviklingen i økonomien.
Friedmans politiske filosofi og hans økonomiske teori hænger snævert sammen. Han mener, at en fri markedsøkonomi på samme tid sikrer økonomisk effektivitet og politisk frihed. Det handler Det frie Valg om, og i den aktuelle, livstruende, krise for de vestlige velfærdsstater er der to af de midler, han peger på til at løsne statens greb om borgernes liv, som der er særlig grund til at trække frem: den negative indkomstskat og billetsystemer til betaling af fx skolegang.
Negativ indkomstskat
Negativ indkomstskat er Friedmanns forslag til afløsning af de eksisterende sociale ydelser. Hans ideal er ganske vist privat organiseret velgørenhed, men bl.a. fordi borgernes villighed til at bidrage er begrænset, må han ty til forslaget om negativ indkomstskat. Han er fuldstændig klar over, at ”desværre synes gennemførelsen af et sådant program for tiden at være en utopisk drøm”. Ikke desto mindre skitserer han det i bogen for dog at ”... give et billede af den retning, hvori vi bør bevæge os, et billede der kan være vejledende for forandringerne”.
Det tager udgangspunkt i eksisterende skattesystemer med et personfradrag/grænsebeløb, hvoraf der ikke betales skat. Beløbet må opfattes som ikke ret meget større end eksistensminimum, og Friedman foreslår derfor, at folk, der ligger under grænsebeløbet, skal have et tilskud (en negativ indkomstskat), der helt eller delvist bringer dem op på grænsebeløbet og sætter dem i stand til at klare sig uden offentlige ydelser. Samtidig fjerner det behovet for det eksisterende system af administration og kontrol med tilhørende kæmpemæssige udgifter. Men essensen er, at man omfordeler penge i stedet for at stille ydelser til rådighed.
Systemet er naturligvis noget mere udførligt skitseret i bogen, hvor Friedmann også behandler nogle af de indvendinger, der er rejst imod det. Pudsigt nok minder forslaget om borgerløn, som kan udformes, så den sikrer alle borgere et skattefinansieret eksistensminimum. Det vil sige, det bliver en social borgerrettighed, som Friedmann ellers principielt er imod. Men, som Lars Christensen skriver i sit udmærkede forord, er Friedman noget så sjældent som en pragmatisk revolutionær, som nøden lærer at kunne give køb på principperne i de rigtige situationer.
Billetsystemet
Ideen i billetsystemet er at give forældrene større valgfrihed og dermed også større indflydelse på deres børns uddannelse ved at tildele dem skolekuponer til at købe plads til deres børn på en skole, de selv vælger. Det gælder, uanset om der er tale om en offentlig eller en privat skole, men skolen skal være anerkendt af myndighederne.
Og udgangspunktet for fastsættelsen af kuponbeløbet skal være den faktiske gennemsnitlige elevudgift.
Forældrene skal så kunne indskrive deres barn i en hvilken som helst skole i landet, som er villig til at optage det. Herved vil de få et væsentligt bredere felt af valgmuligheder for den form for undervisning, som samfundet har forpligtet sig til at stille til rådighed, og konkurrencen vil føre til højere kvalitet og større effektivitet, måske også økonomisk.
Systemet har været afprøvet i flere lande, se fx Wikepedia under "education vouchers".
Friedmann er meget opmærksom på de mange indvendinger, der er fremført mod ideen, og gennemgår meget pædagogisk flere af dem. Fx dem der kommer fra lærere og administratorer. Et slående eksempel er en engelsk skoleleder, som siger: ”Vi betragter dette som en barriere mellem os og forældrene, der kommer med det der fedtede stykke papir (billetten) i hånden og lægger pres på os … det er denne form for markedsfilosofi, vi vender os imod ... Jeg er ikke sikker på, at forældrene ved, hvad der er pædagogisk bedst for deres børn ...”.
Ja, hvem ved bedst, hvad der er godt for mig og mit barn. Skolelederen, folketingsmedlemmerne eller jeg selv?
Ideen om at give borgerne penge i stedet for tvungne offentlige ordninger har mange anvendelsesmuligheder. Sundhed og pension er gode eksempler. Men man må, som Friedmann gør det med den (obligatoriske) negative skat og med skolebilletten, der kun må anvendes til uddannelse, tage højde for menneskets kortsigtede tidshorisont og letsindige risikovurdering. Derfor kommer man ikke uden om at gøre ordningerne obligatoriske, men henlægge dem til private forsikringsordninger valgt af borgerne selv og betalt ud af de højere disponible indkomster, som de vil få igennem de skattebesparelser, de vil få ved, at de offentlige budgetter lettes for udgifterne.
Borgerne bliver kunder hos deres forsikringsselskab og ikke klienter i socialforvaltningen.
I sådan et system vil detaljerne i ordningerne blive løftet ud af den politiske debat, og vi vil slippe for, at det bliver Mette Frederiksen, Özlem Cekic, Brian Mikkelsen, Frank Aaen m.fl., der skal kloge sig på, hvad der er bedst for mig – eller for dig.
Det bliver en yderligere fordel, at der bliver en meget mere direkte sammenhæng mellem de ydelser, folk får, og det, de kommer til at betale. Det kan man da selvfølgelig godt som den engelske skoleleder kalde ”markedsfilosofi”. For ham er det ikke noget positivt, men det vil det være for samfundet. Ganske enkelt fordi man så på dette som i alle private forhold, kommer til at vurdere, om det, man ønsker, er så værdifuldt for én, at man vil opgive noget andet for at få det. Markedsfilosofi fører til økonomisering, fordi borgeren får personlig fordel af at overveje sine valg.
Det frie samfund
Friedmanns interesse for billetsystemet udspringer af hans interesse for det frie samfund, og denne interesse fører ham til at indse, at borgerne først for alvor bliver frie, når de selv kan vælge og indenfor rimelige grænser eventuelt bliver hjulpet til det af deres medborgere. På den måde er økonomisk solidaritet ikke uforeneligt med det frie valg i et frit samfund, hvis man tænker som en pragmatisk revolutionær.
”En utopisk drøm” kalder han sine ideer. Meget beskedent. Man kan lige så godt se bogen som et udspil til en kvalificeret diskussion om et egentligt borgerligt samfund contra den velfærdsstat, som er ved at falde sammen under de byrder, den nu gennem snart 70 år har akkumuleret på sine egne skuldre.
Det frie Valg bør stå på reolen i ethvert borgerligt hjem. Gerne ved siden af Hayeks bog om Vejen til Trældom.
Denne artikel er kommet i stand takket være penge fra 180Graders superbrugere, der har tegnet et abonnement til 39 kr. om måneden. Du kan blive superbruger ved at klikke her.
