Mikael Jalving
Absolut Sverige – En rejse gennem tavshedens rige
294 sider, 300 kr., udkommet på Jyllandspostens Forlag 24. februar.
Det var Jyllandsposten, der henvendte sig. Om han var intereesseret i at skrive en bog om Sverige?
“Tilbuddet var for godt eller snarere tilpas ondt til , at jeg bare kunne lade det fare”, skriver han i forordet og antyder klart en satanisk veloplagthed til at komme i kødet på broderfolkets “glinsende selvgodhed”.
Så er vi ligesom advaret på forhånd. Men bogen rummer nu langt mere bekymring, end den rummer skadefryd over, hvad Sverige er kommet ud i. Og så er den respektløs – ellers ville det ikke være Jalving – sjov, veldokumenteret og velskrevet.
Lad os starte med et dugfrisk eksempel, som i den grad bekræfter Jalvings tese om Sverige som tavshedens rige, som konfliktskyhedens stærke bastion.
Svenske medier har ikke beskæftiget sig ret meget med bogen, hvad der kan bestyrke én i en formodning om, at redaktionerne ikke rigtig ved, hvad de skal stille op med en debatbog af den karakter. Sydsvenska Dagbladet, en af de få aviser, der har beskæftiget sig med bogen, vælger en meget original, for ikke at sige ussel, løsning på problemet. Nemlig at bede Politikens Lars Trier Mogensen (LTM) anmelde den, hvad LTM bliver så imponeret af, at han kvitterer for chancen til at komme i en svensk provinsavis ved at skrive nok den tarveligste anmeldelse af en bog, jeg nogensinde har set. Efter alt at dømme efter ganske få minutters skrålæsning.
LTM afslutter sin nedrakning med en påstand om, at bogen “siger meget mere om de danske mindreværdskomplekser, som det yderste højre med et hysterisk sprog forsøger at projicere over på muslimer, romaer og nu også svenskere, især stockholmere”.
Der står meget i bogen om de mange muslimer i Sverige, men der står ikke meget om romaer og ikke noget specielt om stockholmere. Det store antal muslimer er Jalvings største bekymring på svenskernes vegne, men det har da ikke en pind med mindreværdskomplekser at gøre. Det er ren, uhysterisk næstekærlighed mellem broderfolk!
Politikens mission i denne onde verden er en helt anden, nemlig at underbygge sin tradition for på Danmarks vegne at sige undskyld til alle mennesker, inclusive muslimer og svenskere, hvis nogen dansker på nogen måde har krænket deres følelser.
Ud over gevinsten ved at få LTM ind i sine spalter opnår Sydsvenska i øvrigt den sidegevinst, at den ikke får rodet nogen pæn svensker ind i denne grimme sag. Vi sku’ nødig ende i, at to svenskere diskuterer Sverige med hinanden i Sydsverige, som er Sverigesdemokraternes højborg!
Netop Sverigesdemokraterne er ikke overraskende et centralt emne i bogen, og de er som bekendt ikke stuerene i Sverige. Men de kan, som en journalist ved Sveriges Radio siger i bogen, i virkeligheden medvirke til at gøre Sverige til mere normalt europæisk land med et islam- og indvandrerkritisk parti repræsenteret i parlamentet.
Andre mener i øvrigt, at partiets succes i lige så høj grad som indvandringen skyldes modviljen mod EU.
Under alle omstændigheder ser Jalving dem som et symptom på en hidtil undertrykt vrede og usikkerhed, som er blevet negligeret af de traditionelle partier og de pæne mennesker. Og, som Anne Knudsen skrev i Weekendavisen for et halvt års tid siden om Sverigesdemokraterne , hvis de pæne ikke vil, så “bliver det de provinsielle, de usofistikerede, der tager ordet”.
Bogen er inddelt efter en omvendt kronologi, der hjælper med til at give overblik over de mange interviews med ikke just tavse svenskere.
Det starter med dagens Sverige som “Ingenmandsland”, hvis indbyggere ikke kan finde ud af, om det overhovedet er et svensk land, de bor i. Et ingenmandsland, som har efterfulgt “Det sidste Sverige”, årene efter Murens Fald, hvor immigranterne kom til at afløse socialismen som venstrefløjens store projekt. Eller som Jalving skriver. Et utopia “uden fordomme .. en drøm om harmoni og svensk tystnad (tavshed)”.
Derefter går det videre baglæns i tiden til “Det første Sverige”, som med en gennemgang af svensk historie også bliver et gensyn med det gamle danske herredømme over Sverige. Her får man rigtig meget at vide om svensk historie og kultur.
Og så når vi i kapitlet “Det utopiske Sverige” frem til grundlægelsen af Folkehjemmet, det svenske socialdemokratis svendestykke i 1930’erne, en samfundsmodel udformet af fagbevægelsen og partiet, som har forsynet landet med kooperative supermarkeder og - gennem et storstilet byggprogram - med 1 million boliger i årene efter 2. Verdenskrig.
Hermed fik de svenske socialdemokrater med den tyske forfatter Hans Magnus Enzensbergs grumme formulering “held med et projekt, som ganske andre regimer, fra teokratiet (præsteherredømme) til bolsjevismen allerede havde lidt skibbrud med: nemlig at tæmme mennesket”. Et samfund der, som Stockholms økonomiborgmester skriver om kommunens budget for 2010, præges af “tryghed, stabilitet og forudseende planlægning”.
Den påstand rejses der så alvorlig tvivl om i interviews med en række “dissidenter” om i bogens to afsluttende kapitler.
Men læs bogen, og døm selv, om tryghed og forudseende planlægning fortsat kan tæmme mennesket. Eller om der er så stærke ekstremer lige under overfladen, at folkehjemmet falder fra hinanden og går på tvangsauktion.
