Boganmeldelse: Opgøret om 30 års udlændingepolitik

Eva Agnete Selsing og Kasper Elbjørn (red

Ole Olesen,

10/06/2013

Eva Agnete Selsing og Kasper Elbjørn (red.), "Opgøret om 30 års udlændingepolitik", Peter la Cours Forlag, 150 sider, hardback, 225 kr. Udkommer mandag den 10. juni 2013

Af Ole Olesen

Kun ni måneder efter at have udgivet ”Opgøret om vor samtids historie” udgiver Peter la Cours Forlag nu endnu en kvalificeret debatbog om et superrelevant problem i vores samtids historie. Denne gang historien om udlændingepolitikken i Danmark siden vedtagelsen for 30 år siden af den omstridte udlændingelov fra 1983. Datoen var den 8. juni, så man kan efter temperament tale om et jubilæm eller en markering. For redaktørerne er det en markering og en lejlighed til at gøre status.

Det er en rigtig god idé. For som der står i forordet: udlændingeloven af 1983 er for den danske nation en af de vigtigste begivenheder i efterkrigstiden. Og der er efterhånden gået så mange år siden 1983, at rigtig mange ikke kender historien. Det gælder både dem, der er født så sent, at de ikke registrerede den, og os der er født så tidligt, at vi ikke rigtig kan huske den. Derfor er denne gode bog så vigtig.

Bogen falder i tre overordnede afsnit: 1) et historisk tilbageblik på lovens tilblivelse, 2) opgøret med loven efter regeringsskiftet i 2001 (skiftet fra Europas mest liberale til Europas strammeste udlændingelov) og 3) lovens økonomiske virkninger for velfærdsstaten og de udfordringer, loven har stillet det danske samfunds kultur og værdier overfor.

I denne anmeldelse vil jeg lægge særlig vægt på dramaet omkring udlændingelovens vedtagelse i 1983, som i meget høj grad var et langstrakt og nådesløst opgør mellem daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen og daværende formand for Dansk Flygtningehjælp, professor, dr. jur. Hans Gammeltoft-Hansen. Et opgør, som kom til at trække lange spor på et eksplosivt område, der i endnu mange år vil være en politisk slagmark. Derfor har jeg trukket kraftfigt på dette opgør i denne anmeldelse.

Hvem sætter tonen i udlændingedebatten?

Indvandringen var beskeden i slutningen af 1970'erne, men diskussion om flygtninge og indvandrere var begyndt, og ofte var sprogbrugen ikke særlig køn. Det groveste eksempel stod en fremskridtsmand (kandidat til EF-parlamentet) for i Danske Tidende i maj 1979, hvor han skrev, at gæstearbejderne (bemærk, at det her var folk, som var kommet direkte ind jobs i Danmark) nassede på danske arbejdere og ”formerede sig som rotter”. Jeg nævner det, fordi såkaldt pæne mennesker på det tidspunkt ikke blandede sig i den offentlige debat om emnet.

Det har en kedelig bivirkning. For, som Weekendavisens chefredaktør, Anne Knudsen skrev i en leder for et par år siden om Sverigesdemokraternes fremvækst i Sverige: ”... hvis pæne mennesker ikke vil tale om problemerne i de arbejdsløshedshærgede indvandrerghettoer, ja, så har de pæne mennesker selv tilrettelagt det sådan, at det bliver de provinsielle, de usofistikerede, der tager ordet. Hvis Sverigesdemokraterne forekommer pæne svenskere mindre end helt stuerene, så kan vi udmærket genkende det fra nyere dansk historie. Det er ikke rart undertiden at måtte tage den vulgære provinsialisme med. Men så kunne man jo selv have nævnt problemerne på en pæn måde, mens tid var. Man har de sendebude, man har fortjent."

Dem fik vi jo så også, de sendebude som Poul Nyrup betegnede som ikke stuerene. Bestemt et usofistikeret ord, men det udtrykte, hvad mange politikere tænkte, men ikke sagde. Måske lige bortset fra Uffe Ellemann - der ligesom Nyrup er i provinsen - som endnu mere usofistikeret talte om Fremskridtspartiet som ”de brune pletter” på Folketingets stole.

Udlændingeloven af 1983

Tilbage til 1983-loven: Der havde i begyndelsen af 1980'erne gennem et par år siddet et udvalg og arbejdet med en revision af loven om udlændinge. Udvalgets flertal går ind for en stramning af loven, men et mindretal anført af professor, dr. jur. Hans Gammeltoft-Hansen, formand for Dansk Flygtningehjælp, ønsker omvendt indført et decideret retskrav på familiesammenføring, når en udlænding har opholdt sig i landet mere end to år. Ninn-Hansen tilslutter sig flertallet og fremsætter dets lovforslag i Folketinget.

Men så går Gammeltoft i gang med et stort og virkningsfuldt lobbyarbejde, hvor det lykkes ham at påvirke så mange oppositionspolitikere i S,SF og R, at der pludselig tegner sig et flertal for de tanker, der havde været i mindretal i udvalget. Og med juraprofessorens særdeles aktive – og fagligt særdeles kompetente - bistand strikker de 88 (!) ændringsforslag sammen, der totalt river justitsministerens forslag fra hinanden. ”Vi skal passe på,” udtaler Ninn på forsiden af Jyllands-Posten, ”hvis vi ... ønsker at være en nationalstat i fremtiden … vi kan ikke se bort fra risikoen for alvorlig raceuro ...”.

Gammeltoft sidder som formand for Dansk Flygtningehjælp på en nøglepost i spillet om Danmarks politik over for udlændinge, og man overdriver ikke, når man siger, at han her vandt en i mere end én forstand knusende sejr. For det han og de politikere, hvis pennefører han var, sikrede, det var, at Danmark ikke fik en strammere, men tværtimod den mest liberale udlændingelov i Europa. Gammeltoft-Hansen er som Ninn-Hansen et fyrtårn – nogle vil sige et nødblus – i dansk udlændingepolitik.

Og hvad er så kernen i 1983-loven, som fra begyndelsen er Gammeltofts, Socialdemokraternes, folkesocialisternes og de Radikales lov, hvori 79 af de 88 ændringer, der er indarbejdet, er skrevet direkte af fra Gammeltoft?

Det er for det første, en stærkt forbedret retsstilling for asylansøgere. Personer, der søger asyl i Danmark som første land, har ubegrænset retskrav på at opholde sig i Danmark, mens deres ansøgnig behandles. Alle afgørelser – alle! – kan indbringes for Flygtningenævnet i første instans og i anden instans for domstolene. Men vigtigst er nok, at udlændinge med fast opholdstilladelse eller asyl i Danmark fik udvidede og lovfæstede muligheder for at få familiemedlemmer som ægtefælle, børn, forældre og eventuelt også andre slægtninge til landet.

Det umiddelbart forudgående afsnit er citeret fra Den store danske Encyklopædi, som tilføjer. ”Når udlændingeloven blev så forholdsvis liberal, skyldtes det navnlig en politisk studehandel mellem Firkløverregeringen (V, K, CD, Kr. Folkeparti) og det ”alternative flertal” (S, R, SF og VS).” Bemærk, tilføjer anmelderen, hvor bredt flertallet ender med at blive!

Studehandelen gik navnlig ud på, at administrationen af loven skulle blive liggende i justitsministeriet, hvor Ninn var minister.

1983-loven blev gennem mange år et dominerende tema i dansk politik og har fældet både ministre og regeringer, og det var en skæbnesvanger udløber af 1983-loven, nemlig Tamilsagen, der i 1993 fældede Poul Schlüters Firkløverregering og senere ved en rigsretssag påførte den forhenværende justitsminister Erik Ninn-Hansen en vanærende straf på seks måneders betinget fængsel for at have syltet asylansøgninger fra tamilske flygtninge. En dom, som i en vis forstand var en sidste hilsen til Ninn fra Gammeltoft-Hansen, der som ombudsmand havde givet en stærk kritik af Ninns forvaltning af 1983-loven, som man uden særlig megen overdrivelse godt kan kalde Gammeltofts egen lov.

Det hører med til historien, at det netop i disse dage for to år siden kom frem i Politiken, at Gammeltoft var kilden til flere afslørende artikler i Weekendavisen om tamilsagen, der senere kostede Schlüter-regeringen, incl. Ninn Hansen, livet.


Det stod i et interview med afdøde Tøger Seidenfaden i portrætbogen ”Tøger”. Seidenfaden var chefredaktør for Weekendavisen i begyndelsen af 1990'erne, da avisen bragte artiklerne, hvor ligeledes afdøde journalist Nils Ufer refererede, hvad embedsmænd sagde under afhøringer bag lukkede døre i undersøgelsesretten, der granskede, hvem der havde ansvaret for, at tusinder af tamilske flygtninge ikke havde fået opfyldt deres retskrav på familiesammenføring.


”Jeg ville ikke have trykt historien i Weekendavisen, hvis Nils Ufer ikke havde fortalt mig kilden. Han fortalte mig om Gammeltoft-Hansens rolle, og jeg vidste, at det var ombudsmanden, der var Ufers kilde,” fortæller Seidenfaden i bogen.

Gammeltoft oplyste til Politiken, at han kendte Nils Ufer, og han erkender, og at han gav oplysninger til Nils Ufer.

”Bagefter indså jeg, at jeg ikke havde været så påpasselig, som jeg skulle have været ... Og jeg kan jo ikke sige andet i dag, end at jeg beklager det," sagde Gammeltoft-Hansen til Politiken.

Det liberale dilemma

1983-loven blev først afløst af  en ny udlændingelov af Anders Foghs regering i 2002, en lov, som den erklærede Venstre-mand Kasper Elbjørn i et af bogens kapitler kalder det ultimative opgør med 1983-loven. Kapitlet hedder ”Fast – ikke specielt fair – og slet ikke liberalt”, og her beskriver Elbjørn klart og pædagogisk det liberale dilemma ved den kraftige stramning af udlændingepolitikken, fx 24 års reglen, som skete med 2002-loven. Kapitlet er resumeret i hans kronik i Berlingske den 8. juni, 30 årsdagen for Gammeltofts lov:

”Liberale,” skriver Elbjørn i Berlingske, ”er helt principielt kun modstandere af indvandring, hvis indvandringen krænker danskernes negative rettigheder. Den frihed, der ikke krænker ejendomsrettighederne og frihedsrettighederne har man som liberal slet ikke lyst til at begrænse, da man som liberal mener, at alle har ret til at skabe et bedre liv for sig selv og sin familie, uanset hvor man er født.”

Problemet for liberale er, at vi siden systemskiftet i 1901 har valgt at opbygge en omfattende velfærdsstat, hvis ydelser man (bl.a.) som indvandrer har mulighed for at trække på uden at bidrage eller have bidraget. Derfor kan man som liberal godt være imod indvandring, hvis den krænker vores de facto fælles ejendom, velfærdsstaten, uden at kompensere for det.

Men man måtte som liberal minister leve med det dilemma, det var, efter stramningerne i 2002 at skulle administrere en udlændingepolitik baseret på nogle principper, som man har det svært med. Det skriver tre af de fire V-ministre, der stod for Ministeriet for Flygtninge, Indvandring og integration fra 2001-20011 om i hver sit kapitel af bogen.

Bruddet på velfærdskontrakten og de unævnelige omkostninger

Dr.phil., cand.polit. Gunnar Viby Mogensen skriver om de økonomiske problemer og de sociale spændinger, der er forbundet med udlændingepolitikken i sit storværk ”Det danske velfærdssamfunds historie” (2010), at vi gennem den kraftige liberalisering af udlændingepolitikken i 1983 modtog store grupper, som reelt var helt uden mulighed for  at klare sig på det danske arbejdsmarked. Og dermed ikke i stand til og også uden mulighed for  at overholde velfærdssamfundets grundlæggende generationskontrakt om, at (alle i) de erhvervsaktive aldersklasser gennem beskatningen forsørger børn og gamle.

Viby Mogensen peger i øvrigt på, at præcis samme år, 1983, var 65-70% af befolkningen tilhængere af en stramning af udlændingepolitikken. Det var nok det justitsminister Ninn Hansens politiske næse havde fornemmet, da han syltede sagerne om familiesammenføringer af tamiler.

I sit kapitel i bogen her, ”De unævnelige omkostninger”, skriver han, at vi jo normalt i forbindelse med større lovændringer fremlægger de politiske lovgiveres og de relevante ministeriers skøn over de økonomiske konsekvenser og følger op på, hvordan de faktiske udgifter udvikler sig i de følgende år. Men i forbindelse med den kraftige liberalisering gennem 1983-loven blev der overhovedet ikke fremlagt  vurderinger af de økonomiske konsekvenser.

Ja, ”en af de mest markante blandt forslagsstillerne”, som Viby Mogensen betegner Gammeltoft-Hansen, havde allerede i 1981 i et foredrag hævdet, at ”principper og regler bør udformes på den gunstigste måde for enkeltindividerne, hvilket her vil sige udlændingene”.

Samfundsøkonomiske hensyn udgjorde ikke noget problem overhovedet. Man måtte, sagde Gammeltoft ”ud fra en humanitær synsvinkel være skarp modstander af en holdning, der sætter statens øjeblikkelige interesser over alt andet. Humanitet bør ikke være konjunkturbestemt”.

Først ind i 1990'erne fremkom der analyser af indvandringens økonomiske konsekvenser, bl.a. af indvandrernes svage tilknytning til arbejdsmarkedet, og Danmarks Statistik begyndte at udgive en årlig sammenfatning af dansk indvandringsstatistik, ”Indvandrere i Danmark” hedder den og er senest udkommet for 2012.

Viby Mogensen oplyser, at officielle beregninger viser, at stramningen af udlændingepolitikken efter regeringsskiftet i 2001 medførte, at den årlige nettoudgift til vore borgere af ikke-vestlig oprindelse faldt fra 1% til 0,9% af bruttonationalproduktet. Det svarer til de årlige udgifter til at drive seks hospitaler på størrelse med Herlev, d.v.s. 4.200 sengepladser. Disse beregninger har SRSF-regeringen besluttet at stoppe.

Principper eller pragmatisme?

Debatten om udlændingepolitikken afslører, at det er en slagmark, hvor der er rigtig mange principper, man kan ride på: friheden til at slå sig ned, hvor man vil, ytringsfrihed (retten til at tale pænt/grimt i det offentlige rum), ministeransvarlighed for at overholde gældende lov, kildbeskyttelse (også af afdøde), humanitære principper …

Det kommer også frem hos de analytikere, meningsdannere, politikere  m.fl., der her skrevet de gode kapitler i bogen, som ikke er omtalt her. Hvilket kun illustrerer, at historien om udlændingepolitikken, som så megen anden historie, er ikke mindst de brudte princippers historie.


Personligt vil jeg lægge vægten på et princip om, at det skal være os danskere, der suverænt bestemmer, hvem det er i vores interesse at få ind i landet. Men når vi nu har afgivet den ret, kan jeg godt leve med den faste politik politik, som Fogh-regeringens lov fra 2002 var udtryk for. Selvom den af mange pragmatiske grunde ikke kunne være specielt fair, for slet ikke at sige liberal.

Denne artikel er kommet i stand takket være penge fra 180Graders superbrugere, der har tegnet et abonnement til 39 kr. om måneden. Du kan blive superbruger ved at klikke her.

Kilde: