Mikael Lindholm og Frank Stockholm, "Plejehjemmet Lotte", 115 sider, 200 kr, Gyldendal Business, er udkommet
Af Ole Olesen
Som det vil fremgå har vi et særligt forhold til Thyra Franks plejehjem i min familie. Derfor er det her en ret personligt præget anmeldelse, som bygger på en artikel, jeg skrev i Kristeligt Dagblad i foråret. Så er læseren advaret.
Der er ikke omtalt mange plejehjemsledere i managementlitteraturen, måske er det derfor, den er så kedelig. Men nu er der kommet en hel lille bog om Thyra Franks livsværk som leder af det lille plejehjem Lotte på en stille villavej på Frederiksberg. Den er skrevet af to dygtige erhvervsjournalister og indgår i en serie på Gyldendal Business, der hedder noget så forpligtende som "Den danske Ledelseskanon", og som forsøger at skildre, hvad der gør, at nogle virksomheder klarer sig særlig godt og skaber vækst og livskvalitet for mange.
Her er Lotte og Thyra kommet med som en af de 12 største ledelsesbedrifter i Danmark siden Anden Verdenskrig. Det er et meget blandet selskab, fra ISS over bl.a. danske svineavlere til Roskilde Festival. Og så altså også Thyra, som fremhæves for sin jordnære, hjertelige ledelse og som en fornem repræsentant for de hverdagsledere, der står i første geled i det daglige rundt omkring og sørger for, at de nære relationer fungerer ordentligt – ordentlighed, at behandle folk ordentligt, er just noget, som Thyra gerne vil huskes for, og som der med afsæt i denne bog er grund til at riste hende en rune for. Det er vist 1.000 år siden, det sidst skete for en Thyra her i landet.
Det var et gammelt støvet plejehjem, hun blev leder af i 1988, ejet af OK-fonden. 27 personaler, 23 beboere og kun 7 toiletter. Et svækket hus med højt sygefravær, dårligt samarbejde samt orange paneler og mørkebrune vægge. Et hus, der havde taget afsked med tre ledere inden for kort tid. Det var noget af en opgave, og allerede inden for det første par uger måtte den nye forstander udkæmpe to slag, der ikke måtte tabes:
Hun ønskede, at der skulle flages på personalets fødselsdage, og den første var hendes egen. 10. maj var det. Men lidt inde i fødselsdagssammenkomsten opdagede hun, at flaget var taget ned. Hvorfor? ”Vi stemte om det og blev enige om, at du ikke er værd at flage for!”, sagde altmuligmanden. Han fik på stedet en advarsel og en lodret ordre om øjeblikkeligt at hejse det op igen – og han adlød.
Det andet slag var et spørgsmål om holdning til, ja egentlig til alt, hvad der foregik på Lotte. Thyra indkaldte til personalemøde efter en uge. Der var mødepligt, og sygefravær ville ikke blive tolereret. Der var fuldt fremmøde, og hun rejste kun to spørgsmål:
”Hvis en af jeres kære skulle på plejehjem, skulle det så være på Lotte?” Svaret kom lidt tøvende - men det skulle det nødig.
”Sådan har jeg det også”, sagde Thyra og spurgte så: ”Har I lyst til at skabe et plejehjem, hvor vi gerne vil have vores nærmeste boende?” Et spørgsmål, man ikke kan svare nej til, højst tie stille, og de tavse opdagede hurtigt, at de var i mindretal. Og så kunne de gå i gang, men ikke alle formåede at spille med, og fire måtte ud i løbet af det første år, deriblandt altmuligmanden.
Ledelse med hjertet kalder Thyra sin ledelsesstil, og hun hearthunter, som hun siger med et af sine slogans, de folk hun skal bruge, og hun ved, hvad hun vil have, og hvordan hun vil have det. Managementprofessorerne, der har redigeret bogen, kalder det topstyret forandringsledelse. Noget mere menneskeligt betegner de også hendes stil som jordnær, hjertelig og præget af et utroligt nærvær. Plus en usædvanligt sikker intuition.
Lotte skulle være et hjem. Derfor skulle personalet ikke længere gå med kittel, og de skulle heller ikke øse op for beboere, der kunne selv. Der skulle ikke bruges hagesmæk, der måtte gerne ryges i opholdsstuen, og man måtte gerne tage sine kæledyr med, når man flyttede ind.
Og så indførte hun to etiske principper: beboerne må aldrig sendes alene ud, fx til læge. De må heller ikke dø alene. Derfor sad der en medarbejder fra Lotte hos vores mormor, da hun døde på hospitalet. Andre deltog i begravelsen.
Thyra Frank er et andet sted nu, men tager stadig vikarvagter på Lotte i en snæver vending
Lotte var ved at blive nedlagt i 1999, men sagen kom ad kringlede veje i medierne, og ”Danmarks bedste plejehjem”, som det blev døbt, blev reddet. Ikke mindst takket være Thyra, som i den forbindelse måtte gøre en embedsmand i kommunen opmærksom på, at hun ikke alene havde ytringsret, men også ytringspligt!
Fra næste år skal også Lotte være et andet sted. I en moderne bygning ud til Roskildevej med toilet på alle værelser. Alle beboere, den forstander, som Thyra selv har valgt til sin efterfølger, og alle medarbejdere minus tre flytter med. Og de får huset for sig selv de første tre år.
Thyra Frank har på mange måder allerede dannet skole. Også udenfor Danmark. For eksempel arbejder alle plejehjem i Oslo efter Lotte-modellen ved udgangen af 2013. Og på Roskildevej ligger altså den ægte, nye model som en påmindelse til en velfærdsstat, som nødig skulle fuske med kopierne midt i den nødvendige fornyelse.
Lad mig sluttte med at tilstå, at jeg for en gangs skyld er enig med Politiken, hvor Kresten Schultz Schultz Jørgensen begejstret skrev om ”denne vidunderlige bog om et varmt og anarkistisk menneske”. Ja, og det mest vidunderlige ved den er, at den ikke handler om politik, men om menneskelighed.
