Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfeldt: "De Anstændige", 423 sider, 300 kr., Gyldendal, udkommet 9. juni 2013
Af Ole Olesen
De Anstændige er seneste nummer i den række af bøger, som forfatteren Jens-Martin Eriksen og professor Frederik Stjernfeldt (Aarhus Universitet) har skrevet om de politiske strategier, som vestlige samfund udvikler i mødet med muslimske indvandrere og islamistiske politikere.
Deres grundholdning, som formuleres i forordet, er, at den bedste politiske rettesnor er det liberale demokrati med lige, individuelle rettigheder. At gå på kompromis med det vil nødvendigvis indskrænke det åbne samfund. Derfor kritiserede de allerede i deres bog "Adskillelsens Politik" fra 2008 idéen om, at kulturer skal tildeles rettigheder over for individer, med den begrundelse, at det er et princip, der strider mod menneskerettighederne.
De problemer, der opstår, når kulturer, eller mere præcist religion, eller fuldstændigt præcist: islam, kræver særrettigheder med hensyn til kritik, det vil sige kræver religiøst begrundede indskrænkninger i ytringsfriheden, blev krystalklart illustreret i den uendelige historie om opgøret om Muhamed-tegningerne i Jyllands-Posten.
Eriksen og Stjernfeldt skærer i en fin pædagogisk forenkling diskussionen til som et spørgsmål om anstændighed - en moralsk forpligtelse til at tale pænt om og med hinanden, ikke krænke hinandens religiøse følelser i det offentlige rum – i modsætning til ytringsfrihed frit fra leveren inden for lovgivningens rammer og regler om blasfemi, racisme og injurier. Og de giver til brug i diskussionen en kort definition af en Anstændig: en debattør, der hævder, at man af anstændighedsgrunde må undlade at krænke religion.
Som repræsentanter for anstændigheden udvælger de ”... to af de mest fremstående, der har deltaget intensivt i den offentlige formulering af anstændigheden og bestræbt sig på at gøre den til en konsistent doktrin: tidligere udenrigsminister og Venstreformand Uffe Ellemann-Jensen og Politikens alt for tidligt afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden”. For, som de skriver, ”Det er kompetente personer med omfangsrige og vigtige karrierer, der kalder på anerkendelse. Samtidig har de anstrengt sig for at formulere anstændigheden på en måde, der er mere gennemtænkt og explicit end de fleste Anstændige, også blandt kommentatorer, forfattere, politikere, intellektuelle osv. Det er derfor personer som dem, man skal gå til, hvis man vil kende det nye anstændighedsbegrebs detaljer”.
Og faktisk var det også Seidenfaden, der introducerede netop anstændigheden i debatten så langt tilbage som i foråret 1997, da Ekstrabladets chefredaktør Sven Ove Gade lancerede en kampagne med titlen ”De fremmede”, hvor han problematiserede den førte indvandrerpolitik og samtidig optog læserbreve af meget grov karakter (”Sæt dem i lejre”). Seidenfaden brugte ved den lejlighed udtrykket ”Politiken eller en anden anstændig avis” om blade, der gik op imod dem, som brød tabuet om at bringe indvandrerpolitikken og de tilhørende grove udfald på banen i det offentlige rum.
Seidenfaden vender her helt om i forhold til sine tidligere holdninger, som i bogen illustreres med et citat fra en leder, han skrev i Politiken i februar 1994 i anledning af femårsdagen for Irans fatwa mod Salman Rushdie: ”At alt for mange hidtil har været tavse, er et udtryk for, dels hvor stærkt den nye politisk-religiøse islam står, dels hvor levende og bogstavtro – og dermed latent intolerant – mange muslimers reaktion stadig er. De problemer hans situation aktualiserer, havde været de samme, hvis forfatterskabet havde været ordinært, blasfemien plump og mennesket personligt og politisk problematisk.”
Ellemann går ind på Muhameds side langt senere end Seidenfaden, nemlig først efter JP's offentliggørelse af tegningerne 30. september 2005. Og da han tidligere – helt tilbage i 1993 – i forbindelse med statsminister Poul Nyrps aflysning af et besøg af Salman Rushdie havde kritiseret Nyrup for den skade, som denne skandale havde forårsaget på Danmarks omdømme, vælger Ellemann i Muhamed-sagen at udvikle en politik baseret på argumenter, han ikke havde spillet ud med under Rushdie-sagen, hvor han implicit havde taget forfatterens ytringsfrihed for givet og ikke bestred den.
”Nu blev Ellemann-Jensen nødt til at forholde sig til ytringsfriheden og dens mulige grænser,” skriver forfatterne. Er den ukrænkelig eller er der visse realpolitiske og nye multikulturelle betingelser og hensyn, der gør, at man må indgå visse kompromisser, spørger de og gør opmærksom på, at Ellemanns eget synspunkt i Muhamed-sagen også er helt nyt i forhold til hans synspunkt i Rushdie-sagen. Det drejer sig nu ikke om at være enig eller uenig med det eller de udsagn der er udtrykt i karikaturerne, men om at bestride det moralsk retfærdige og politisk rimelige i overhovedet at fremsætte dem.
Og deri ligger unægtelig en helt afgørende forskel. Nu er det faktisk ytringsfriheden, som presses af et krav om at være rimelig, fornuftig eller - anstændig. Der stilles spørgsmålstegn ved, om karikaturerne havde en moralsk ret til at blive publiceret. Et synspunkt, der illustreres ved, at Ellemann i Politiken den 8. februar 2006 decideret krævede, at JP's chefredaktør Carsten Juste skulle tage sin afsked.
Et andet, nærmest frastødende, eksempel på Ellemanns synspunkter er en udtalelse til Berlingske den 23. maj 2010 om terrortruslerne mod Kurt Westergaard og brandattentatet mod den svenske kunstner Lars Vilks: ”Det er jo ikke terror... Lars Vilks har jo tigget og bedt om at blive angrebet. Jeg har ikke ondt af den svensker, der har gjort alt, hvad han kunne for at provokere ...”
Altså: man skal ikke have ondt af Vilks, for han har ønsket at krænke muslimer, og derved misbrugt ytringsfriheden på en moralsk forkastelig måde.
Med disse og mange andre eksempler på, hvordan de Anstændige, personificeret i Seidenfaden og Ellemann, gradvis bevæger sig fra forsvar for ytringsfriheden over i uldne moralske krav om en civiliseret og urban debattone underbygger Eriksen og Stjernfeldt deres centrale budskab: Friheden til at tænke og tale er altid vigtigere end den gode tone. ”Og hvis de to kommer i konflikt, den gode tone og friheden til at ytre sig, så er det ikke friheden, der bør vige. For det vil føre til et samfund i stigende kvælning af stivnede autoritetsstrukturer og religiøse tabuer – med deres eviggrønne følgesvende; bigotteri (skinhellighed), hykleri, dobbeltstandarder ... frygt og bluff samt slesken for værdier, man reelt ikke oprigtigt tror på.”
Forfatterne tager skarp afstand fra både anstændighedsbegrebet og krænkelsesbegrebet, fordi begge begreber er subjektive og og ikke tilgængelige for måling af nogen art og derfor kan bruges til hvad som helst. Og hvis de to så kobles af de Anstændige, er der basis for fuldstændigt kaos i debatten. Det legitimeres at definere sig selv som krænket og at anklage de påståede krænkere for uanstændighed i det groteske samspil, der har udviklet sig mellem den islamistisk influerede krænkelseskultur og den paternalistiske anstændighedskultur. Et samspil, hvor krænkelser kan blive genstand for kynisk oppumpning, manipulation og teater, som de Anstændige vil reagere på med krav om undskyldninger fra staten og om mere velvillig selvcensur.
Bogen er i øvrigt langt mere end Seidenfaden og Ellemann. Blandt andet et skarpsindigt tilbageblik i idéhistorien med forbløffende aktuelle afgrænsninger og diskussioner af ytringsfriheden hos forskellige filosoffer (Spinoza, John Locke, John Stuart Mill). Og en 60 sider lang ”Tidslinje” med en rigtig interessant og meget oplysende gennemgang af flere hundrede ”Begivenheder i forbindelse med voldelige anslag mod ytringsfriheden samt anstændige reaktioner siden 1989 (fatwaen mod Rushdie).” Alt sammen velskrevet, vittigt og veldokumenteret.
Bo Bjørnvig skriver i Weekendavisen i en gennemgang af, hvad forskellige anmeldere har ment om ”De Anstændige”: ”Man kunne forestille sig, at bogen i sin kortlægning af de intellektuelles bortforklaring af islamismens totalitære træk blev en øjenåbner på linie med Bent Jensens bog ”Stalinismens fascination”. Det var den, der tog de danske intellektuelle ved vingebenet for deres stadige undskyldninger for Stalins ugerninger. Foreløbig ser det nu ikke sådan ud. Og dog. Bent Jensens bog blev modtaget med lignende benægtelser (som nogle anmeldere fremsætter om de anstændige), da den kom. I dag er den almen viden,” slutter Bjørnvig.
Jeg er enig med ham.
Denne artikel er kommet i stand takket være penge fra 180Graders superbrugere, der har tegnet et abonnement til 39 kr. om måneden. Du kan blive superbruger ved at klikke her.
