Foranmeldelse: Muhammeds piger - Hedegaards hypotese skal stå sin prøve

Lars Hedegaard har en hypotese

_slettet_bruger_6178

15/04/2011

Lars Hedegaard har en hypotese. Og den er, at når der står en masse kvindeundertrykkende ting i islam, og når Muhammed bedrev pædofili, og når vi ind i mellem hører om æresdrab og onkel-voldtægter i indvandrermiljøer, så er det fordi, islam er særlig ond over for børn og kvinder.

Det var den tese, Lars Hedegaard fremlagde i en hjemmevideo sidste år ved julefrokosttid, og som dengang blev kritiseret heftigt fra forskellige kanter, og som også førte til politianmeldelse og retssag, hvor Hedegaard nu står anklaget for racisme.

Det er dumt og urimeligt at trække folk i retten for den slags - urimeligt fordi, Lars Hedegaard jo kan have ret i sin hypotese. Og dumt for nu kan Hedegaard også spille martyrkortet. Foromtalen af Hedegaards nye bog, Muhammeds piger. Vold, mord og voldtægter i Islams Hus, der udkommer 26. april, ser således ud:

Lars Hedegaard: Muhammeds piger. Vold, mord og voldtægter i Islams Hus. ISBN 978-87-92417-21-3. 148 s. Paperback. 150,00 kr.Køb bogen ...

Om bogen

Lars Hedegaard rejste en storm af forargelse, da han for mere end et år siden fortalte om voldtægterne og den seksuelle udnyttelse af kvinder i de islamiske samfund.

Staten svarede ved at sende ham en sag på halsen.

Men kan disse overgreb overhovedet dokumenteres? Hvad siger islam om mishandling og seksuel udnyttelse af kvinder? Hvor er profeten Muhammed henne i dette? Og hvordan forholder vore dages islamiske lærde sig til overgrebene? 

I bogen om Muhammeds piger dokumenterer Hedegaard alt, hvad der foreligger om undertrykkelse, vold, voldtægter, æresdrab og seksuelle familieovergreb, men som ikke må komme frem i en dansk offentlighed.

Det er blevet til en rystende beretning om en voldsom fornedrelse af utallige piger og kvinder verden over. 

Bogen kulminerer med ayatollah Khomeinis chokerende anvisninger på, hvilke seksuelt forhold man kan tillade sig at have til et spædbarn.

Bogen udkommer 26. april. Samme dag, som Lars Hedegaard skal i landsretten.

Martyrrollen har Lars Hedegaard i hvert fald taget på sig: 'Staten' er ude efter dissidenten, bare fordi han fortalte sandheden om islam. Og vi aner også en sammensværgelse:

"... hvad der foreligger om undertrykkelse, vold, voldtægter, æresdrab og seksuelle familieovergreb, men som ikke må komme frem i en dansk offentlighed"

Sandheden MÅ ikke komme frem, den skal holdes skjult for det danske folk, så kulturradikale og venstreanarkister i ledtog med FN og EU fortsat kan oversvømme Danmark med flygtninge og indvandrere fra Muslimistan. Det er vist sådan, ræsonnementet er hos de nationalkonservative.

Den farverige og malende titel på bogen lader under alle omstændigheder ingen tvivl tilbage om, at Hedegaard betragter islam som en særlig ondartet svulst på menneskehedens legeme. Hedegaards hypotese skal stå sin prøve, og han stiller da også indledningsvis det rigtige spørgsmål:

Men kan disse overgreb overhovedet dokumenteres? 

Ja, kan de det? Og er det tilstrækkeligt i sig selv at påvise overgrebene? Hvis Hedegaards argumenter ikke løfter sig over "det står i islam!", "Muhammed sagde selv..." og "Ayatollah Khomeini havde sex med mindreårige geder", så har han ikke påvist, at islam er værre end så mange andre kulturer. Så har han bare påvist, at man også i islamisk religiøs litteratur og historie kan finde, hvad der for et moderne indstillet menneske er ubehagelige udsagn.

Hvis Hedegaards bog ydermere 'påviser' den islamiske ondskab med personlige fortællinger om mishandlede piger og kvinder, så er vi ude i følelsespornoen. At muslimske piger bliver ulykkelige og knækkes af seksuelt misbrug, er jo ikke særegent for islam. Også danske, brasilianske og indiske piger får ødelagt deres liv, når de udsættes for pædofili og mishandling.

Hvis Lars Hedegaard for alvor vil påvise sin hypotese, så må hans nye bog indeholde hårde statistiske fakta om, hvor mange muslimske piger der bliver seksuelt misbrugt af muslimske mænd - fædre, onkler og andre - og han må vise, hvordan dette billede tager sig ud i en sammenligning med tilsvarende tal for europæisk-kristne, indiske eller brasilianske piger.

Uden denne sammenligning står Hedegaards hypotese om 'Muhammeds piger' tilbage upåvist. 

Om der bliver tale om følelsesporno og propaganda, eller om Lars Hedegaard virkelig har nogle solide tal og nogle gedigne sammenligninger at henvise til, det må vi vente til den 26. april med at se.

Kilde: