Øhavsmuseet - Langeland 2011,
279 sider, rigt illustreret
kr. 350
Havefolket kan deles i to grupper. Der er de resultatorienterede, og så er der dem, der mere går op i processen. De første skal helst være færdige med havearbejdet så hurtigt som muligt – med tryk på hurtigst muligt. I det hele taget en lidt kedelig kategori. Den anden kategori, som jeg henregner mig selv til, er mere spændende. Vi betragter haven som terapi. Som en afveksling i forhold noget andet – som for eksempel erhvervsarbejde. Vi har indset, at vi aldrig bliver og såmænd heller ikke ønsker at blive færdige med havearbejdet. Vi arbejder i haven så længe, vi gider. Så sætter vi os ned, nyder det gjorte, tager en øl eller måske en kop kaffe, samtidig med at vi måske planlægger næste skridt. Men færdige bliver vi aldrig. Og gud ske lov for det. Nærværende bog vil interessere haveelskere af enhver kategori.
Fra disse synkrone betragtninger til den foreliggende bogs diakrone, dvs. historiske perspektiv. Den ønsker at beskrive de skiftende roller, som parcelhushaven har spillet i danskernes hverdag og bevidsthed i de seneste 60 år. Og rollerne er mange – pædagogisk illustreret på omslaget i både billeder og ord. Gulerødder, græs eller granit. Forfatteren, Helle Ravn, etnolog og gennem 30 år museumsinspektør på Langelands Museum, røber allerede på de første sider kærlighed til arbejdet, som har strakt sig over mange år. Forud er gået tre andre bøger om havehistorie – delvist udgivet sammen med gemalen Peter Dragsbo.
Lad det være sagt med det samme. Det er en vidunderlig, smuk og velskreven bog, der til fulde bekræfter det synspunkt, at humanistisk forskning først rigtig er lykkedes, når den i et læservenligt sprog er formidlet til den læsende del af offentligheden. Desuden bekræfter bogen indtrykket af, hvor megen gedigen og læservenlig forskning, der i dag bedrives på det store net af egnsmuseer af enhver kategori, der ligger spredt ud over det ganske land. De har såmænd heller ikke noget valg. Bøgerne skal nemlig også skæppe i en slunken kasse ved at blive solgt til museets besøgende.
Den foreliggende bog rummer ved siden af et væld af gode skrevne historier også ”historiske” og nutidige fotografier i alle formater. Der er stort set ikke en side uden billeder. Det er faktisk muligt at få et troværdigt indtryk af bogen ved blot at kigge billeder og læse de tilhørende tekster. Helle Ravn har kigget over mange hække og ind af mange indkørsler. Hun har forsøgt at se huse og haver fra vidt forskellige vinkler. Endog kørt rundt i Langelands Museums høje lastbil for bedre at kunne kigge ind i haverne.
Når man i dag læser avisernes og nettets boligannoncer, er det slående, at der så godt som aldrig er parcelhuse til salg. Nej, det er enten patriciervillaer eller en anden form for villaer, der tilbydes køberne, Og det til trods for, at over halvdelen af alle danskere i dag netop foretrækker parcelhuset som boligform. Og på trods af, at mange af dem selv er vokset op i et sådant. I perioden 1960-80 flyttede faktisk 1,5 million danskere i eget hus, omgivet af en parcelhushave. Men ordet parcel signalerer åbenbart den dag i dag – ligesom i 1960´erne og 1970´erne - myter om borgerdyr, mappe-folk og ligusterfascister, der har det bedst i deres eget selskab og derfor forskanser sig i deres borge bag høje hække. ”My home is my castle” – med andre ord.
Bogen beskriver parcelhushaven og dens skiftende funktion fra 1950´erne og frem til i dag. Det gøres historisk og regionalt i bogens to hovedafsnit. Regionalt behandles haver så forskellige steder som i Assens, Sønderborg, Viborg, Rudkøbing og Dragør. Historisk bevæger bogen sig fra en tid, hvor køkkenhaven var dominerende. Og hvor køkkenhaven i begyndelsen – det vil sige, før huset overhovedet var bygget – måske fyldte hele byggegrunden og forsynede familien med livsnødvendige basisgrønsager som kartofler, gulerødder og kål.
Dernæst beskriver bogen en tid, hvor begge ægtefæller blev udearbejdende, og hvor køkkenhaven derfor blev fortrængt af en mere børnevenlig græsplæne. Og den fortsætter frem til nutidens Danmark, hvor store dele af parcelhushaven bliver belagt med (billig) kinesisk granit. Det er parcelhushavens kulturhistorie, der er i fokus. Bogen rummer derfor ingen anvisninger på, hvordan man dyrker persille, anlægger sin have, eller hvilke planter, man skal foretrække og hvornår.
Gulerødder bliver det bogstavelige symbol for parcelhushaven fra 1950´erne til ind i 1960´ere. Af økonomiske grunde er byggeri af eget hus i dette årti betinget af en righoldig køkkenhave. Der var ikke råd til de store plantekøb – man klarede sig med aflæggere fra familie og venner. Haven skulle i bogstavelig forstand gøre nytte, og den var kendetegnet ved orden og omhyggelig pasning. Nøjsomhed dikterede adfærden.
Ordet græs symboliserer de næste årtier frem til midt-90´erne. Sidst i 60´erne og hele det næste årti var præget af et enormt byggeboom, af kvindernes massive indmarch på arbejdsmarkedet og af affolkede og stille villaveje om dagen. Soveby-begrebet opstår. Store og børnevenlige græsplæner fortrænger i denne periode køkkenhaven. Stedsegrønne træer og buske samt enkelte stauder og roser omkranser plænen. Haven skulle være nem at passe. Når far og mor kom hjem fra arbejde, ville de nyde solen og eventuelt en drink på terrassen og ikke knokle i haven.
I de næste årtier udvikledes nydelses-momentet yderligere. Haven fik mere og mere funktion af at være et ekstra og fuldt integreret rum i boligen. I 1980´erne ofte for eksempel materialiseret i form af en såkaldt velfærdsknast – en have- eller udestue, der forår og efterår kunne forlænge havesæsonen. Og være tilflugtssted i det evigt tilbagevendende ustadige danske sommervejr. Også børnene blev yderligere tilgodeset – i form af legestativer og legehuse.
Endelig bliver granit symbol på haverne fra midt-90´erne og ind i det nye årtusinde. Større og større arealer bliver belagt med granit, skærver, klinker eller betonsten. Alt sammen nu måske udført i moderigtige farver. Haven bliver udendørs rum til boligen. Med fast gulv, udekøkken, opvarmning på kølige aftner, grill- og bålplads og måske oven i købet udendørs bademulighed. Hermed opstår de ”dovne” haver med lidt dyrkning af udvalgte økologiske sommergrønsager og krydderurter. Der behøver ikke længere være økonomi i havedyrkning. Man betaler gerne overpris for tomaterne – ved at dyrke dem selv på terrassen. Fortidens nøjsomhedshave er afløst af overflodssamfundets wellness-have.
Det er efter ovenstående næppe nogen hemmelighed, at jeg er vild med denne bog. Den henvender sig ikke kun til havefolk – af hvad kategori, de end måtte være. Bogen kan med udbytte og fornøjelse også læses af den alment historie- og kulturinteresserede. Den fortæller med livet i parcelhushaven som omdrejningspunkt for danskernes historie gennem et halvt århundrede. Og hvor guleroden ændrede rolle fra blot at være et basalt levnedsmiddel til at blive økologisk snack.
<p
