“Store, lille roman” eller “lille, store roman”… jeg vidste ikke hvilken var den rigtige vending at bruge om denne udgivelse fra Forlaget Hjulet: ”Kafkas leoparder” af Moacyr Scilar.
De ekstremt få resultater efter en Googlesøgnig på begge formuleringer lod mig konkludere, at ingen af dem var den korrekte i forhold til den anden. På samme grundlag konkluderede jeg, at der ikke var fare for at komme til at bruge en kliche.
Måske skulle jeg bare sige det på en anden måde, for eksempel: Denne bog er en fantastisk historie på 119 sider.
Og historien begynder i Brasilien, i 1965. Et år forinden havde militæret kuppet den folkevalgte præsident af - og derpå installeret et grusomt diktatur. En ikke ualmindelig foreteelse i Latinamerika på den tid.
Kafka kommer ind i billedet
I byen Porto Alegre bliver den venstreorienterede aktivist Jaime Kantarovitch anholdt af politiet. I følge den lange og omstændelige politirapport havde den anholdte været i besiddelse af et stykke papir med en håndskreven tekst så underlig, at det ligner en kodificeret meddelelse angående oprørske, venstreorienterede aktiviteter.
“Leoparder bryder ind i templet og tømmer offerkarrene til sidste dråbe; dette sker igen og igen; til sidst kan man forudberegne det, og det bliver en del af ceremonien.”
Man kan næppe bebrejde det brasilianske, paranoide diktaturpoliti, at sådan en absurd læsning kan få dem til at forestille sig alt muligt. Hvad de ikke kan vide er, at teksten var blevet nedfældet årtier tidligere af en jødisk-tjekkisk forfatter, Franz Kafka, hvis forfatterskab netop associeres til det absurde. Teksten er ikke fiktiv; den er Kafkas.
Det ovenstående understreger den kendsgerning, at alle historier har flere (måske uendelig mange) tidligere begyndelser. Kafkas mærkelige tekst i Porto Alegre fører os tilbage til 1916, til Chernovitsk; en dengang fattig, jødisk landsby beliggende i Bessarabien, under den russiske zars herredømme.
I Chernovitsk ulmer de revolutionære, kommunistiske ideer. En gruppe unge, idealistiske jøder er glødende beundrere af revolutionslederen Lev Davidovich Bronstein, alias Trotski.
Utopisternes store drømme
Iossi hedder én af disse unge revolutionære. Han er rede til at yde hvad det måtte kræve og mere til for den revolution, som vil ændre verden for bestandig. For ham er Det Kommunistiske Manifest, hvad Toraen er for de religiøse jøder. Efter revolutionen vil der hverken være rige eller fattige, undertrykkere eller undertrykte. Fred og retfærdighed vil herske. Ingen vil blive forfulgt. Og vigtigt: “…jøderne vil være som alle andre mennesker.”
Iossi rejser til Paris og møder sit idol, Trotski, der som bekendt selv var jøde. Først spørger Trotski Iossi, hvorfor han ikke hellere vil være rabbiner, som er et udmærket erhverv for én, der godt kan lide at læse og studere. Iossi tænker at spørgsmålet helt sikkert er en test med henblik på at afsløre, om han er en sand revolutionær eller ej. Han svarer at religionen er proletariatets opium, at han agter at tjene revolutionen om det måtte koste ham livet. Så betror Trotski ham en yderst vigtig mission der kræver, at han skal rejse til Prag.
Inden rejsen til Prag kommer Iossi forbi Chernovitsk. Desværre bliver han alvorlig syg… og ved sit dødsleje uddelegerer han missionen til sin gode ven og trosfælle Benjamin Kantarovitch (ja, samme efternavn som den unge brasilianske aktivist, der 49 år senere vil blive anholdt i Porto Alegre).
Benjamin, hvis udseende har gjort ham fortjent til øgenavnet Lille Mus, rejser fil Prag. Han er bange og forvirret, han er kikset, og han er også temmelig uheldig… men han tror fuldt og fast på missionen; hans bidrag til den bedste af alle verdener.
Vejen til helvedet…
Bogen breder sig over flere tråde. En særlig kilde til eftertanke var dét, der fulgte den utopiske tankegang; i dette tilfælde den kommunistiske i zarens Rusland, med forestillingen om en voldelig revolution, som ville ændre alting til det bedre, til det paradisiske.
Med erfaringer og dokumentation til overmål ved man i dag, at der kun er et skridt fra den utopiske tro til den blinde, totalitære overtro - og ligeledes fra det utopiske paradis til det virkelige undertrykkelses helvede på jorden, som var/er de kommunistiske samfundseksperimenter. Til forsvar for bogens unge kommunistiske utopister i en landsby i udkanten af zarens imperium, kan man sige, at det kunne de ikke vide meget om.
Bogen viser med humor og selvironi, at idealistiske mennesker let kan forføres af tilsyneladende gode, velklingende ideer og, uvidende, komme til at arbejde aktivt for det modsatte end dét, de inderligt tror på. Vejen til helvedet er brolagt med gode hensigter påstår det gamle mundheld, på flere sprog.
Hermed forlangt i forbifarten, men i fuld alvor: Historiefaget på folkeskoleniveau burde inkludere sociale utopier og deres forfærdelige resultater, som et særligt undervisningstema. Kan man forestille sig andet end at danske skolelærere er ivrige efter at motivere børn, vores fælles fremtid, til at lære af historien?
Gennemgående handler denne roman om noget, utallige andre romaner også gør: Tilfældighedens evige, lunefulde indvirkning på menneskeskæbner… som altid er interessant at læse om, vel at mærke, hvis historien er velfortalt - og denne, på en gang charmerende og dybsindig, er det.
Kort om forfatteren
Jødisk-brasilianske Moacyr Scliar, blev født i den samme by hvor det meste af romanen udfolder sig: Porto Alegre. Han døde i 2011, 73 år gammel.
I følge Academia Brasileira de Letras, noget i retning af Det Brasilianske Litterære Akademi, var Scliar en af Brasiliens mest repræsentative forfattere af moderne litteratur. Den jødiske storbyindvandrer udgjorde et gennemgående tema i hans arbejde. Han beskrev middelklassen ud fra en “supra-real vinkel” (og hvad dette er, må være en sag for litterater). Hans værker er udkommet på flere sprog - og listen, over præmier og hædersbevisninger han fik tildelt, er ret lang.
