Sådan skabte Kongen af Ghargaroo et frit samfund - en historie fra Djævelens ordbog

Nedenstående historie er taget fra Ambrose Bierces The Devil's Dictionary

_slettet_bruger_419

03/07/2011

Nedenstående historie er taget fra Ambrose Bierces The Devil's Dictionary. Den er ment som den uddybende artikel til opslaget Opposition, der starter således: "Opposition, n. Indenfor politik det parti, der forhindrer regeringsmagten fra at gå for vidt ved at skære haserne over på den." Og så videre til historien:

Kongen af Ghargaroo, der havde studeret statskundskab udenlands, udpegede 100 af sine fedeste undersåtter som parlamentsmedlemmer, således de kunne lave love, der skaffede staten indtægter. Fyrre af dem udnævnte han til at være Oppositionspartiet, og han satte sin premierminister til omhyggeligt at forklare dem, at deres opgave var at modsætte sig ethvert royalt lovforslag. Men ikke desto mindre, det første der blev fremsat blev enstemmigt vedtaget. En overordentligt ufornøjet konge så sig derfor nødsaget til at nedlægge veto mod forslaget, og han gjorde straks Oppositionen opmærksom på, at hvis det skete igen, så ville de komme til at betale for deres opsætsighed med deres hoveder. Samtlige fyrre svarede øjeblikkeligt igen ved at sprætte deres maver op.

"Hvad gør vi nu?" spurgte Kongen. "Et frit samfund kan ikke opretholdes uden en opposition."

"Universets vidunder," svarede premierministeren, "det er sandt nok, at disse mørkets hunde har mistet deres legitimitet, men alt er ikke tabt af den grund. Overlad blot sagen til denne usle orm."

Derefter sørgede ministeren for, at ligene af medlemmerne af Hans Majestæts Opposition blev balsameret og fyldt med strå, genindsat i deres sæder og sømmet fast. Der blev fremover registreret fyrre stemmer imod samtlige lovforslag, og nationen blomstrede. Men en dag blev et lovforslag, der introducerede en skat på vorter, nedstemt - for man havde glemt at sømme medlemmerne af Regeringspartiet fast til deres sæder! Det gjorde Kongen så rasende, at premierministeren blev henrettet, parlamentet blev opløst under artilleri-beskydning og en regering af folket, gennem folket og for folket ophørte med at eksistere i Ghargaroo.

Kilde: