Ah, det er en meget snæver anskuelse. Havde kulturen ikke været støttet af staten her i landet, så ville det ypperste vi kunne præstere være X-Factor, samlebåndsproduceret popmusik på kommercielle radiokanaler og fordummende underholdningsprogrammer. Kreativitet og oprigtighed er nogle skidegode plusord, men de kan desværre næppe dække et levende og sprudlende kulturliv der skal klare sig på markedsvilkår.

Jeg er i det hele taget forundret over, hvordan liberale kan være så meget imod statsligt bidrag til kunst og kultur, og hvordan man kan bifalde f.eks. den absurde nedslagtning af den klassiske musik i Holland. Det er en meget stor del af vores kulturelle arvegods og identitet, og at give den dødsstødet er i mine øjne lige så ødelæggende som det historieløse samfund '68erne har efterladt sig.

Kreativitet og oprigtighed er nogle skidegode plusord, men de kan desværre næppe dække et levende og sprudlende kulturliv der skal klare sig på markedsvilkår.

Det er i hvert fald hvad det etablerede kulturliv gerne vil have befolkningen til at tro - men hvad er støtter egentlig påstanden? F.eks. havde Danmark et ganske velfungerende kulturliv før velfærdsstaten blev landets primære mæcen i 1964.

Jeg er i det hele taget forundret over, hvordan liberale kan være så meget imod statsligt bidrag til kunst og kultur, og hvordan man kan bifalde f.eks. den absurde nedslagtning af den klassiske musik i Holland. Det er en meget stor del af vores kulturelle arvegods og identitet, og at give den dødsstødet er i mine øjne lige så ødelæggende som det historieløse samfund '68erne har efterladt sig.

Som liberal har jeg det meget svært med luftige begreber som "kulturel arvegods og identitet", som i min erfaring kan dække over alt og ingenting, og som typisk påkaldes af mennesker, der ønsker støtte til de kunstformer som falder bedst i deres idiosynkratiske smag og som de derfor ønsker at tvinge andre mennesker til bidrage til. 

Det er i hvert fald hvad det etablerede kulturliv gerne vil have befolkningen til at tro - men hvad er støtter egentlig påstanden? F.eks. havde Danmark et ganske velfungerende kulturliv før velfærdsstaten blev landets primære mæcen i 1964.

Inden velfærdsstatens indtog blev kulturen stadig støttet af magthaverne på privat basis. Sådan er det, kan jeg forstå, i store træk stadig i USA, hvor kulturen i høj grad er afhængig af private donationer.

Mit kendskab til de nærmere økonomiske forhold omkring kulturinstitutioner som f.eks. Det Kongelige Teater eller landsdelsorkestrene er ikke særlig stort. Men at drive en ballet, et teater, en opera eller et symfoniorkester er en kæmpe underskudsforretning. Skal man foretage en meget grov udregning af den økonomiske baggrund bag en helt almindelig koncert med DR RadioSymfoniorkestret, så kan man håbe på, at de sælger 1600 billetter á ca. 250 kr. til en torsdagskoncert. Det giver en indtægt på 400.000 kr.

Af de penge skal godt og vel 100 musikere aflønnes. Der er cirka 25 arbejdstimer i en produktion. En professionel orkestermusiker med minimum 5 års uddannelse tjener måske 28.000 kr. om måneden, rundt regnet, hvilket for en uges arbejde er noget i retning af 7.000 kr. x 100 - altså en udgift på 700.000 kr. Dertil kommer hele administrationen bag et orkester, alle udgifter i forbindelse med at afholde koncerten, udgifter til dirigent, assistenter og eventuelle solister, som hurtigt kan løbe op i et svimlende beløb.

Det er ikke mit indtryk, at der blandt klassiske musikere er en generel modvilje mod at tjene penge og kunne få butikken til at køre rundt af sig selv, men jeg tror simpelthen ikke det kan lade sig gøre. Er løsningen så at lukke hele lortet ned? Hvis man når et kulturelt mæthedspunkt af at se Vild med dans om fredagen og høre The Voice i bilen på vej til arbejde, så gør det nok hverken fra eller til om man har et substantielt kulturliv ved siden af de kommercielle tilbud. For mig at se vil det efterlade os med et fattigt samfund.

Som liberal har jeg det meget svært med luftige begreber som "kulturel arvegods og identitet", som i min erfaring kan dække over alt og ingenting, og som typisk påkaldes af mennesker, der ønsker støtte til de kunstformer som falder bedst i deres idiosynkratiske smag og som de derfor ønsker at tvinge andre mennesker til bidrage til.

Jeg kan sådan set godt se synspunktet, men jeg synes der er mere i det end det banale spørgsmål, om en gruppe selvtilstrækkelige mennesker ønsker at tvinge alle andre til at bekoste deres fritidsinteresser. Efter min mening er det vigtigt for et samfund at kunne værne om netop ting som teater, kunst og musik, fordi det - uden det skal gå hen og blive alt for langhåret - er en vigtig del af vores kulturelle selvforståelse og historie, som stadig har relevans den dag i dag. Det, at alle har muligheden for at få disse kulturoplevelser, synes jeg er ekstremt vigtigt, og jeg synes ikke man kan skære det væk som overflødigt fordi det ikke er i stand til økonomisk at stå på egne ben.

Tjek koncepter som kickstarter.com ud! Kulturliv uden statslig indblanding.. frivillige donationer til idéer og projekter.. Works like a charm!

Har blandet andet spyttet Diaspora ud (open source Facebook)!

Det er en fænomenal idé, og den slags skal man naturligvis bare støtte op om. Men derfra og så til at financiere den klassiske kultur - der er altså stadig lysår!

Efter min mening er det vigtigt for et samfund at kunne værne om netop ting som teater, kunst og musik, fordi det - uden det skal gå hen og blive alt for langhåret - er en vigtig del af vores kulturelle selvforståelse og historie, som stadig har relevans den dag i dag.

Det er sådan set heller ikke fordi jeg fuldstændigt uenig. Men jeg savner nok en diskussion af begreber som "vores kulturelle selvforståelse" (f.eks.: Hvem er "vores"? Danskerne? Europæerne? Er indvandrene med? osv.), der hæver sig over skåltalernes klichéer. 

Når de typiske "kulturpersonligheder" (Suzanne Brøgger, Carsten Jensen, Klaus Rifbjerg etc.) udtaler sig i medierne bliver man ikke ligefrem efterladt med en fornemmelse af at der er inviteret til et fællesskab, som jo ellers skulle være en forudsætning for at bruge et begreb som "vores kulturelle selvforståelse". Tværtimod. 

Begreber som national og/eller kulturel identitet er notorisk svære at udtale sig både konkret og fornuftigt om, og det virker nogen gange som om man i kulturlivet ignorerer dette forhold, og i stedet tyer til "hold kæft, og giv os bare nogen penge"-retorik.

Men jeg savner nok en diskussion af begreber som "vores kulturelle selvforståelse" (f.eks.: Hvem er "vores"? Danskerne? Europæerne? Er indvandrene med? osv.), der hæver sig over skåltalernes klichéer. (...) Begreber som national og/eller kulturel identitet er notorisk svære at udtale sig både konkret og fornuftigt om, og det virker nogen gange som om man i kulturlivet ignorerer dette forhold, og i stedet tyer til "hold kæft, og giv os bare nogen penge"-retorik.

Det er klart, at ligesom kunstens opgave i stor udstrækning er at stille spørgsmålstegn ved tingene, så må vi også stille os kritiske overfor kunsten - hvad vi jo i den grad også gør. Kulturelle tiltag, der ikke er gangbare, overlever kun meget sjældent. Der er sikkert folk der kan få noget ud af en akademisk diskussion om, hvad national kultur identitet indebærer; det vil jeg ikke selv kaste mig ud i, ud over at jeg synes, at kultur er lige så vigtig som f.eks. at bibeholde en alment dannende gymnasieuddannelse med alle de fag, som man ikke umiddelbart synes man kan bruge til noget (navnlig oldtidskundskab, latin o.a.).

Den her med, at der i kulturlivet skulle herske en udbredt "hold kæft, og giv os bare nogen penge"-holdning, er vist temmelig overdrevet. Der bliver skåret i budgetterne alle steder, og jeg tror mange i kulturlivet er oprigtigt bekymrede for deres egen overlevelse. Og det er vel en forsvindende lille del af kunstnere der ligefrem lever godt af det.

Når de typiske "kulturpersonligheder" (Suzanne Brøgger, Carsten Jensen, Klaus Rifbjerg etc.) udtaler sig i medierne bliver man ikke ligefrem efterladt med en fornemmelse af at der er inviteret til et fællesskab, som jo ellers skulle være en forudsætning for at bruge et begreb som "vores kulturelle selvforståelse". Tværtimod.

Jo, men det er folk med en politisk dagsorden. Det er ikke rimeligt at gøre de typer til repræsentanter for alt hvad der har med kunst og kultur at gøre.

Lige præcis. Bare se på vindmølleindustrien. Det er iøvrigt alt for få, der får sammenstillet de to helt identiske størrelser af kunststøtte og erhvervsstøtte. tak for det.

Bliver de aldrig voksne og dannede?

Nogle gør. Se f.eks. Karen Jespersen og Ralf Pittelkow.

+1

men det er okay at råbe kommunist..  

Han har skrevet underholdende og velpointeret på K-forum. Det er holdt passende kort, så mon ikke han bare har brugt ½ time på det?

Men du har ret - det er ikke værd at spilde sin tid på.

Henrik Dahl gør det godt!

 Vh Abel.

HAHAHA!!! Netop. Det gælder i øvrigt alle typer af parasitter - også erhvervslivsparasitterne, der vil have substituteret deres aktiviteter, helt ligesom kunstnerne. Man behøver ikke kunsten til at sætte spørgsmålstegn - det kan andre gøre skarpere og bedre.men kunst er udmærket for dem, der kan betale.