De onde kapitalister: Ny DR-dokumentar om salg af statslige selskaber

SF forlod regeringen og demonstranter gik på gaden, da staten i begyndelsen af 2014 solgte dele af det statslige selskab DONG til Goldman Sachs

_slettet_bruger_14860 Ikke angivet,

03/11/2014

SF forlod regeringen og demonstranter gik på gaden, da staten i begyndelsen af 2014 solgte dele af det statslige selskab DONG til Goldman Sachs. Men salget af DONG var ikke det første statslige frasalg. Nu graver DR Dokumentar i tre programmer dybt ned i de mange tidligere sager, hvor staten har solgt selskaber til udenlandske købere. DR Dokumentar følger pengestrømmene ud af selskaberne og ud af landet.

Milliarder forsvinder i udbytter

Første program sendes på DR1 onsdag den 5. november og handler om det største danske frasalg nogensinde. I 1997 sælger staten det statslige teleselskab, der dengang hed TeleDanmark, til et amerikansk firma. Få år senere skifter telefonselskabet både ejere og navn, og TDC udbetaler senere udbytter på mere end 50 milliarder kroner til nye ejere primært i skattelylande. Samtidig får selskabets direktører i Danmark udbetalt store beløb i form af blandt andet bonusser og aktieoptioner.

DR Dokumentar ser på pengestrømmene ud af selskabet efter salget. I programmet får vi også for første gang et indblik i hemmelige skatteaftaler, som multinationale selskaber laver i Luxembourg, for at betale mindst muligt i skat.