I løbet af få generationer er det danske landbrug gået fra at være en idyllisk del af den danske arv afbilledet i et fordrejet Morten Korch univers, til at være en overreguleret industri med et kæmpe potentiale. På alle andre områder af dansk erhverv skal vi vinde ‘konkurrencen’ alene på viden og teknologisk udvikling. Ikke på korn til svinefoder og bacon til England, som siden industrialiseringens spæde start i midten af det 19.århundrede har været de fleste bønders levebrød.
Mens de fleste industrier lynhurtigt sigter mod udlandet for at hente både kapital og arbejdskraft på de udenlandske markeder, har dansk landbrug kun formået at hente en beskeden skarer af polske jordbærplukkere og ukrainske stalddrenge. Årsagen til dette skal findes i de regler og restriktioner som landbruget er underlagt.
Reglerne stammer alle fra en tid, hvor det danske landbrug bestod af én enkelt bonde på en gård med en traktor og 30 køer. Størrelsen på de tilbageblevne landbrug vidner om at denne tid - til
manges store skuffelse - er en saga blot. Men reglerne eksisterer stadig; de forringer vores
konkurrenceevne og gør landbruget mindre attraktivt for investorer.
Det er ikke holdbart! Vi bliver nødt til at muliggøre den nødvendige kapitaltilførsel, som skal styrke den teknologiske udvikling i en sådan grad, at vi kan få vendt den uheldige situation. Hvor landmanden alene overlever på et tilskud fra EU, som år for år alligevel forsvinder længere mod øst.
Dette fører ikke alene til problemer for det danske landbrug. Det medfører også mangel på råvarer i den danske fødevareindustri! Hvis vi skal fastholde fødevareindustrien og dens arbejdspladser i Danmark, skal der tilføres flere råvarer; det vil sige at produktion af mælk og kød i primærlandbruget skal øges. Det må nødvendigvis gøres på en sådan måde, at miljøbelastningen ikke øges - og måske endda sådan at dyrevelfærden forbedres. Det kræver teknologisk udvikling, og det kræver kapitaltilførsel.
Derfor skal gøres mere interessant, attraktivt og ikke mindst muligt for store investorer at tilføre kapital til landbruget i et sådant omfang at det bliver økonomisk interessant. Som det er i dag, er det stort set bankerne alene, som står med ansvaret for at holde liv i landbruget.
Et landbrug skal være en virksomhed, og som alle andre virksomheder skal den også drives som én. Som reglerne er i dag, er der bopælspligt ved opkøb. Bopælspligten skal sikre at bedrifterne holdes på danske hænder. Hvilket desværre også har medført en opbremsning i kapitaltilførelsen, især fra udlandet. I og med intet tyder på, at der findes fondsdirektører derude, som finder det særlig interessant at blive selvstændig landmand i Danmark, lige meget hvor idyllisk det end lyder!
Derfor kan man forestille sig en virksomhedsmodel, hvor regeringen giver mulighed for, at investeringsfonde kan oprette virksomheder bestående af individuelle landbrug, uden at fondsdirektøren skal iklædes overalls. Disse landbrug skal drives som selvstændige virksomheder med landmænd, som administrerende direktører på de enkelt landbrug, for at sikre dennes indflydelse i en fælles bestyrelsen. Dette vil kunne tilføre nogle af de kompetencer indenfor styring og økonomi, som landbruget i den grad mangler!
Med en sådan model, vil der være et større incitament for, at kapital virksomheder kan se en gevinst i at investere i det danske landbrug, i og med, at det ikke længere kun er små beløb der kan investeres. Det skal nævnes, at ATP igennem det sidste år har kanaliseret i omegnen af 500 millioner ud i det danske landbrug, i form af en forpagter ordning, med et forventet årligt afkast på op imod 6 procent. Det er dog et enkeltstående tilfælde, da flere tilsvarende virksomheder er tilbageholdende grundet det relativt beskedne omfang, som det er muligt at opkøbe landbrugsjord i.
Derfor bliver vi nødt til at ændre de regler, som igen og igen spænder ben for en industri, som i manges øjne afspejler den danske kultur, og som har brug for en lang række af ændringer, for at kunne gøre sig gældende i et globalt sammenhæng.
