Kostbart fravær

Af Lars Helleskov Engelbrektsen Anmeldelse af: Fra sygt til sundt fravær - En håndbog i nedbringelse af sygefraværAf Ann-Kristina Løkke Møller88 ...

Lars Helleskov Engelbrektsen,

05/11/2014

Af Lars Helleskov Engelbrektsen

Anmeldelse af:

Fra sygt til sundt fravær - En håndbog i nedbringelse af sygefravær
Af Ann-Kristina Løkke Møller
88 sider, 125 Kr., hæftet.
Jurist- og Økonomforbundets Forlag. 1. udgave, 2013

Cand.merc, Ph.d. Ann-Kristine Løkke Møller har begået en fin lille bog om et stort og vigtigt emne. Nemlig fravær, sygefravær. Et stort og alvorligt problem, samfundsmæssigt, organisatorisk, som individuelt. Ifølge forfatteren mangler der opsamlinger og vidensdeling omkring initiativer mod sygefravær, der virker. For det positive tiltag findes. Takket være Ann-Kristine Løkke Møllers bog, får vi serveret fire casebeskrivelser på et sølvfad. Faktisk lige til at lade sig inspirere af for bogens læserkreds, som naturligt må være HR folk, tillidsrepræsentanter, fagpolitiske engagerede og ikke mindst ledelsen, både den nærmeste personaleansvarlige, som den øverste og i sidste ende økonomiske ansvarlige. 

'Fra sygt til sundt fravær' er en håndbog til alle, der arbejder med sygefravær og som har brug for raske medarbejdere. Formålet med bogen er, at bidrage til at sætte sygefraværet på dagsordenen og gøre det til et naturligt indsatsområde i alle organisationer.

Bogens forfatter giver en introduktion til den forskningsbaserede viden om emnet, samt en række konkrete eksempler på både offentlige og private virksomheder, der har haft succes med at nedbringe sygefraværet til gavn for både medarbejdere, kunder og ikke mindst bundlinjen. En succes, som alle kan tage ved lære af og bruge som inspiration til at igangsætte egne indsatser i kampen mod fraværet.

Der er i bogen fire konkrete og relevante casebeskrivelser.
I Horsens Kommune har man nedbragt sygefraværet med 20 procent over en to-årig periode ved at indføre en 1-5-14 dages model, hvor der rettes kontakt til den sygemeldte på 1., 5. og 14. fraværsdag.

Sydjyllands Postcenter halverede sygefraværet fra 10 pct. til under 5 pct. ved bl.a. at indføre trivselsdage, hvor medarbejderne har mulighed for at tage en selvbetalt fridag. Sydjylland Postcenter har som tommelfingerregel, at én procents sygefravær betyder én million på bundlinien i runde tal. 

Amagerværket, der har nedbragt fraværet fra 8 til 3 pct. ved hjælp af bl.a. fokus på et anerkendende arbejdsmiljø. Nordea Liv & Pension har via implementering af et sundhedsprogram reduceret sygefraværet for gravide medarbejdere med hele 78 pct.

Forskning viser, at medarbejderne 'smittes' af lederens fraværsmønster. Medarbejderne aflæser ledernes fraværsfrekvens og anvender denne som norm for fravær. Lederen spiller naturligvis også en rolle i forhold til at være den person der skrider ind over for fravær. Ledelsen kan bl.a. gøre brug af værktøjer som sygesamtaler, skriftlige advarsler, mindre udbetaling af bonus, færre udfordrende arbejdsopgaver, og mindre kompetenceudvikling. 

Men det gælder, at der skal være fokus på datadisciplin i forbindelse med fraværsregistrering og raskmelding. Statistikken er ikke bedre end det indrapporterede. 
Bogen læses vel på et par timer, men kan netop anvendes til egne projekter i forhold til nedbringelse af sygefraværet, hvorfor betegnelsen håndbog har sin berettigelse. Håndbogen kan være afsæt for gode drøftelser om emnet.

Og når den er hurtigt læst, er det fordi den er godt skrevet. Der ligger utvivlsom stor viden bag og indsigt i emnet, fra en professionel formidler.

Sygefraværet skal nedbringes, men hvordan? Ofte igangsættes initiativer i blinde. Bogen er et lille opgør med usikkerheden. Skal sygefravær nedbringes, skal emnet aftabuiseres og må ikke betragtes som absolut hørende privatsfæren til.

Hver dag er 150.000 danskere sygemeldt fra arbejdspladsen. Det svarer til 5 pct. af arbejdsstyrken. Omkostninger beløber sig til 37 milliarder kroner om året, hvoraf de 25 milliarder er betalt af arbejdsgiveren. De resterende 12 milliarder er betalt af det offentlige. Bogen beskæftiger sig med årsagen hertil. Bogen slutter af med 10 bud på nedbringelse af fraværet og jeg vil ikke afsløre noget her. Men ledere bør læse bogen. De har betydning for fraværskulturen.

Kilde: