Mikael Jalving: Hævnen er sød

Kendiskokken Claus Meyer har fået sine klø, og de er ham vel undt. Af en eller anden grund får hans blotte fremtoning mig til at se ham som en, der lider af den skavank, at han er gået gennem livet i kronisk medvind.

Som de fleste nok vil huske, var Meyers delikate dumhed at ansætte en voldsmand i færd med at afsone en seriøs fængselsdom som lærling i et kendisprojekt, som skulle gøre ham og andre kriminelle til Michelinkokke på nulkommafem.

Vel var vi nogle, der fik en gratis griner ved denne nyhed som idéudviklet til Aftenshowet efter det kolde gys i februar, da voldsmandens ekskæreste gav sin beretning og spurgte, om det i dette land kun er gerningsmanden, der skal have en chance til?

Under den efterfølgende debat blev der talt med store bogstaver, og Meyer selv har berettet, hvor helt igennem ubehageligt det var at befinde sig på en ressort i Bolivia eller Bahamas med sin familie, mens folk derhjemme havde travlt med at de-friende ham på Facebook, Twitter og Myspace. Totalt nederen for en mand, der samler på venner døgnet rundt og lever af god og slesk omtale.

En ting har Meyer formentlig ret i. Der er noget råddent ved, at vore fængsler fungerer som en forbryderskole. Spørgsmålet er, om de ikke altid har været det – og hvad man gør ved det? Kan der gøres noget?

Claus Meyer gør det, at han tilbyder voldsmanden – ikke offeret – et kokkekursus i den bedste sendetid. Nobelt? Tja, bom-bom. Resocialiserende? Det véd vi ikke endnu. Måske.

Hvad der imidlertid er tydeligt for enhver, er Meyers intuitive humanisme. Den bøjer i neon, hvad man nok allerede havde på fornemmelse: Se, hvilket menneske!

Godheden til trods sidder djævlen imidlertid der, hvor han altid har gemt sig: i detaljen. Læg igen mærke til, at Meyers humanisme retter sig mod gerningsmanden, ikke mod offeret. Han vil hjælpe den dømte, ikke den voldsramte. Det er her, miseren i mine øjne begynder. I den holdning, at man skal hjælpe den, der har forvoldt skade, frem for den, der er objekt for skaden og såmænd stadig lider på grund af ugerningen.

Det er skævt, er det, til at begynde med, og i familie med at foretrække abstrakt godhed frem for det konkrete gode – offerets situation.

Voldsmanden, han lider også i Vridsløselille, og han har krav på hjælp, vil nogle måske sige, men forskellen mellem ham og hende er, at hun ikke bærer ansvaret for resultatet; det gør han. Med ansvaret følger hæderen og straffen, i dette tilfælde kun straffen.