Som selvstændig har man mulighed for at blive medlem af en a-kasse. Det er fint, tænker man. Så er jeg sikret, hvis virksomheden går konkurs.
Men i praksis, er det ofte langt fra tilfældet.
For at få dagpenge skal du nemlig opfylde dels et beskæftigelseskrav - dvs. du skal kunne godtgøre hvor mange timer du har arbejdet - og her skæver man ofte til fakturerbare timer. Dvs. udviklingsarbejde og opsøgende salg ofte ikke tæller med.
Og dels skal du have tjent penge. Med det mener man ikke blot, at dine egne timer skal være omsat til noget positivt. Samlet set skal virksomheden have givet overskud i mindst ét regnskabsår. Ellers er kassen ofte smækket i.
Derudover kommer en problemstilling i forbindelse med ægtefæller, for disse antages ofte at arbejde med, hvis de bliver arbejdsløse - og dermed kan de ikke få dagpenge så længe den anden part har egen virksomhed.
Ydermere er der en regel, at man kan få beregnet sin dagpengesats ud fra de to bedste af virksomhedens seneste 5 regnskabsår. Dvs. hvis en virksomhed har tjent penge og har en solid egenkapital, så gør ejeren klogest i at lukke inden der foreligger 4 dårlige regnskaber. Ellers ryger dagpengene. Man straffes altså, hvis man kæmper til sidste blodsdråbe.
Alt i alt betyder disse regler, at mange enten dropper drømmen om egen virksomhed, eller at de tror de har en sikring de slet ikke har - og dermed betaler for en forsikring, der ikke er det papir værd den er skrevet på.
Er det rimeligt, at iværksættere på denne måde forfordeles af a-kasserne og at der stilles skrappere krav til dem, for at opnå samme dagpengedækning som alm. lønmodtagere?
http://moelgaardjensen.blogs.business.dk/2014/08/15/men-ham-der-lob-risikoen-fik-ikke-en-krone/#
