Tankevækkende.

Forargeligt!

Hvilken anden faggruppe kunne man byde samme vilkår, uden storstrejker, annoncekampagner og spørgsmål til ministeren?

Holland har legaliseret prostitution. Der finder man en god sammenhæng, der siger, at jo mere liberale forhold lande har til prostitution, jo mere attraktive er de for kyniske menneskehandlere.

Tror du har forstået rufleri-lovgivningen og grunden dertil.

Det er jo netop for at man ikke sælger en person mod dennes vilje.

Dette kan jeg ikke se noget galt i.

Desuden bliver du jo ikke bare anklaget for rufleri uden grund, og hvis, så ville sagen j onok blive tabt i retten og igen ser vi at det danske retssystem alligevel fungerer (så godt som et sådan nu kan).

Jeg kan simpelthen ikke tyde hvad du egentlig vil med det du skriver og hvorfor du linker til lovgivningen?

Syntes det er et emne der kræver lidt diskussion, så kom endelig på banen med noget :)

hej fra Italien,

Opfindelser er et absolut lov-lòst territorie, i dkk, ingen hjàlp at hente , ligemeget hvor mange man spòrger. Min fòrste opfindelse som ansat i htas.dk , producerer 6.500 tons om dagen (!), 200-800 USDollars per tons, siden 1993, og jeg har stadig ikke fàet hverken creditter, sags-gennemfòrelse, eller andre kompensationer, med ture i retten i lyngby, siden 1998,.

Trods bedrageri, sminkede underskrifter, tilbage-datering af kontrakter, og andre undragelser af almindelige moralske forestillinger, ses og kan fremses absolut ingen resultater af endog meget givtigt projekt og tekniskt resultat,.

Surt show, at arbejde for sulte-lòn, minus rejse godtgòrrelser, og ingen gevinster.

sirau.

Der findes tre varianter af lovgivning imod prostitution: Prohibitionisme, abolitionisme og regulering.

En prohibitionistisk variant fordømmer prostitutionen som amoralsk, og kriminaliserer forholdet. Begge parter er lige amoralske, og lige kriminelle. Denne variant ses i lande som USA og Kina, samt i muslimske lande.

Den abolitionistiske variant er den mest udbredte i Vesteuropa, og også den vi kender fra Danmark, hvor prostitutionen i sig selv er lovlig, men man forbyder forhold som rufferi. Sverige befinder sig stadig inden for denne lovgivningsvariant.

Endelig er der regulerings varianten der tillader prostitutionen inden for visse lovgivningsfastsatte rammer. Der kan således være en registrering af de prostituerede, eller der kan være regler om f.eks. helbredskontroller m.m. Holland befinder sig inden for denne variant, men andre lande der kan nævnes kunne være Tyskland og Grækenland.

Eksemplet Sverige

Sverige ændrede sin prostitutionslovgivning i 1999. Før den tid havde sexkøb ikke været forbudt siden 60’erne, men nu valgte man at kriminalisere den ene halvdel af et sådant forhold, således at man kriminaliserede den sexkøbende kunde, men ikke den prostituerede selv. Dette er grunden til at den svenske lovgivning stadig betegnes som abolitionistisk, og ikke prohibitionistisk. Strafudmålingen blev sat på linje med simpelt tyveri, og retspraksis blev i løbet af få år lagt på en linje der gav lovovertræderne bøder, der steg i størrelse ved gentagelsestilfælde.

Selvom man således indførte disse nye tiltag, har det ikke vist sig at der nødvendigvis er blevet mindre prostitution i Sverige, om end der i nogle områder tilsyneladende er en mindre grad af åbenlys gadeprostitution.

Et af problemerne i den svenske model viste sig at være bevisførelsen i forhold til hvornår der var tale om et køb, eller hvornår der var tale om et seksuelt forhold. Det var ifølge domstolen således ikke nok at kunden havde hævet penge efter at have samlet en prostitueret op (som det f.eks. er i visse stater i USA). Endvidere er det flere eksempler på domstolene har frifundet tiltalte, fordi man ikke mente der var ført tilstrækkeligt bevis for at der havde været gennemført et seksuelt samkvem. Eksempelvis er det ikke nok blot at have befundet sig på den prostitueredes bopæl eller klinik.

Et af hovedmålende med lovændring var dog også at få fjernet prostitutionen fra gaderne, hvor de hårdest belastede i miljøet befandt sig. Både for at forbedre gademiljøet i storbyerne, og for bedre at kunne hjælpe de prostituerede via en social indsats, hvilket var en del af konklusionerne i en rapport om prostitution forud for lovgivningsændringen.

I første omgang så dette mål ud til at lykkes i nogen grad. Således blev antallet af kendte gadeprostituerede året efter lovgivningen næsten halveret, i henhold til en rapport fra den svenske socialstyrelse fra 2003. I årene derefter stagnerede antallet dog i Stockholm og Malmö. Der er enemlig en natu7rlig grænse for, hvor mange prostituerede som blot omlægger deres karriere, og i stedet sælger sko, eller arbejder som revisorer, blot fordi politikerne mener de skal. Samtidig er der stadigvæk rekruttering af nye prostituerede til gademiljøet, og det er stadig de hårdest belastede prostituerede der befinder sig her. Ganske som i Danmark.

Samtidigt er der forlydender fra miljøet om, at forholdene for pigerne på gaden er blevet væsentligt forværret siden lovens ikrafttræden. Der er ikke nogle tal der beviser graden af eksempelvis vold mod de prostituerede, da det ikke er opgjort, men informanter har berettet om at man i øget grad er udsat for vold som prostitueret, og at anmeldelserne udebliver oftere end hidtil. Desuden er spredningen af kønssygdomme steget. En af de væsentligste grunde til dette er, at de prostituerede må være mere uforsigtige i forhold til deres kunder. For det første forsvandt de såkaldt ”sikre kunder” hurtigt fra gademiljøet. For det andet er det generelle kundegrundlag for de gadeprostituerede faldet, så den prostituerede ikke har råd til f.eks. at sige nej til usikker sex. For det tredje har kvinderne – selv hvis de vil sortere de ”farlige kunder” fra – i den nye situation ikke mulighed for dette, da der er kortere tid til at vurdere kunden, idet handlen skal ske i hast grundet frygten for den nye lovgivning.

Da langt de fleste af kvinderne på gaden er afhængige af narkotika (det anslås ca. 85 %), vil man sandsynligvis ikke kunne komme videre en afskaffelse af gadeprostitutionen uden samtidigt at følge op med en massiv indsats på det sociale område, hvilket også er en af erfaringerne man har gjort sig i Sverige. Det har således været kritiseret fra folk der arbejder i miljøet, at dette ikke har været tilfældet, hvormed men har ladt de hårdest ramte prostituerede i stikken, samtidigt med at en del af den øvrige prostitution er blevet flyttet til et mere skjult marked.

Eksemplet Holland

I modsætning til Sverige har man i Holland gået i retning af en øget regulering, frem for kriminalisering i forhold til at løse problemer omkring prostitution. Man ser således i dag prostitution som et faktum, der altid har eksisteret og aldrig vil forsvinde, hvorfor man må forsøge at regulere det på den bedst tænkelige måde.

Den nye skillelinje i prostitutionsdebatten er i stedet blevet den frivillige kontra den ufrivillige prostitution. Visse feministbevægelser og interesseorganisationers kamp går derfor på at man vil ’normalisere’ prostitutionen, hvormed man ønsker at fjerne den ufrivillige prostitution, prostitution blandt mindreårige, samt menneskehandel.

Prostitution har aldrig været ulovligt i Holland, og man har yderligere valgt at lovliggøre bordelvirksomhed. Desuden er det blevet muligt at blive registret med prostitution som erhverv, hvormed det bliver lettere lovgivningsmæssigt at benytte den almindelige straffe- og forvaltningslovgivning for at sikre kvinderne mod at blive udnyttet.

En af de store fordele ved lovliggørelsen af bordelvirksomhed har været at man har stillet krav til de lokale myndigheder om de specifikke regler for bordeller. De kan således stille krav til bordellers etablering, åbningstider, overvågning, arbejds- og sundhedsforhold osv., for at der kan gives licens til bordel-drift. Kommunerne kan samtidig pålægges tilsynspligt overfor bordellerne, hvilket sikkert kunne være et hyggeligt job for en flex-jobber en person i arbejdsprøvning.

Med tiltagene har man også opnået, at fjerne en stor grad af de udenlandske prostituerede der arbejdede i landet uden arbejds- og opholdstilladelse. Dette var også et af målene med lovændringen.

I forhold til gadeprostitutionen har flere kommuner tilsluttet sig en model, hvor man opretter en såkaldt zone, inden for hvilken det er tilladt at bedrive prostitution, inden for en nærmere bestemt tidsperiode (oftest om natten, hvor ingen pæne hattedamer er på cafè), hvormed man søger at regulere gadeprostitutionen mest muligt. Samtidigt er der oprettet et sted til de prostituerede hvor de kan opholde sig når de ønsker en pause – hvor de kan drikke kaffe, spise, og snakke med de ansatte på stedet eller andre prostituerede, samt købe eller få udleveret kondomer. Endvidere er der mulighed for frivillig lægekonsultation.

De positive konsekvenser der har været af den nye lovgivning har været at der generelt er kommet bedre forhold for de prostituerede. Samtidigt har politiet generelt fået bedre arbejdsbetingelser, og en langt bedre dialog med folk i miljøet, som følge af den større åbenhed. Dette giver bedre muligheder i indsatsen mod menneskehandel. Det er lettere at anmelde noget til politiet, eller til de sociale myndigheder, hvis man ikke selv risikerer at ryge med i faldet.

Der er dog også kritikere der mener, at det man betegner som en åbenlys prostitutionsindustri, som følge af lovændringen er et skridt i den forkerte retning, da man ser den uafhængige prostitueret som et bedre ideal. Spørgsmålet er så, om vi skal opsætte idealer for bestemte grupper af mennesker, som forsøger at løse deres sociale problemer efter bedste evne.

Eksemplet Danmark

Som lovgivningen er i dag forsøger vi i Danmark at stå på to ben. På den ene side er vi utilfredse med prostitutionsmiljøet, og de forhold kvinderne befinder sig under, mens vi på den anden side ikke vil lovgive imod prostitution. Personligt mener jeg det er en uholdbar situation, og jeg mener desuden at man må vælge en af to veje, enten forbyder man prostitution, eller også indfører man bedre forhold for de prostituerede gennem tildeling af rettigheder, og lighed for loven. Jeg hælder absolut mest til den hollandske model, da den bedst tilgodeser det enkelte menneskes frie valg af erhverv, samt netop stimulerer til ”orden inden for egne rækker”. Hovedparten af de få anmeldelser det danske politi får, som handler om mistanke om menneskehandel/ufrivillig prostitution, kommer fra bekymrede kunder, og bekymrende naboer til de skumle kælder-bordeller. Det giver sig selv, at dette antal vil falde, hvis man som kunde eller nabo pådrager sig selv mistanke, hvis prostitutionskunder kriminaliseres.

Rufferi

Enhver som tjener penge på andres prostitution er en ruffer. Det gælder også ejeren af ejendommen, som har udlejet lokalerne til den prostituerede. Og det gælder den leverandør af møbler, rengøring, telefoni og tøj, som anvendes af den prostituerede. Alene dette forhold burde få de fleste til at tænke ”kan vi virkelig fange og straffe alle de ruffere?”. Og svaret er naturligvis nej. Det kan vi ikke, og jeg tvivler også på at vi egentlig vil.

Loven er tænkt til at ramme de bagmænd, som installerer en eller flere prostituerede i sin kælder, formidler kontakten til skumle baggårds-typer, og scorer profitten. I dag er denne form for ruffere meget sjælden. De prostituerede udbyder selv deres arbejde via hjemmesider, sexportaler og chat-fora på internettet. Undtaget herfra er store dele af de gadeprostituerede, som ”fisker” deres kunder i udvalgte gader i især de store byer.

Rufferiparagraffen er en af mange love som håndhæves meget beskedent. Politiet har slet ikke ressourcer til at overvåge og registrere alle som handler med de 3 – 5000 hel- og deltidsprostituerede det anslås der findes i Danmark. Det er mit indtryk, at politiet alene handler hvis de får en anmeldelse, og slet ikke har ressourcer til opsøgende arbejde i denne forbindelse.