Igår var jeg til Sexarbejderdemonstration med SIO og de Røde Paraplyer. Vi demonstrerede for flere rettigheder og imod de der ønsker at indføre forbud mod sexkøb. En af parolerne lød "Staten er en stor alfons, den vil godt ha' penge. Men at snakke rettigheder, det kan alle glemme". Og det er sandt som det er sagt. Staten er den værste alfons en pige kunne ønske sig*.
Vi kender den stereotype alfons fra amerikanske film. Tager alle pigernes penge, lader dem arbejde under dårlige forhold, uden rettigheder og overvåger al deres gøren ned til mindste detalje. Det er påfaldende at sexarbejdernes nuværende situation under den gældende rufferilovgivning** falder så godt i hak med danske sexarbejderes virkelighed.
Den dag i dag er prostitution lovligt. Mange prostituerede har valgt at følge lovlydighedens krogede vej og melde deres erhverv til skat. Staten tjener altså en del penge på sexarbejdernes daglige arbejde - især fordi de fleste tjener så godt at de faktisk betaler topskat. Staten tager faktisk over halvdelen af de penge hun tjener. Idet en sexarbejder melder sit erhverv til skat, indlægger hun sig desuden også til tvangstjek og overraskelsesrazziar fra statens side af. Desuden skal hun med smil og pæn opførsel håbe på at hverken politiet eller skat anmelder hende for brud på rufferilovgivningen. Hun er altså afhængig af statens luner og hvis staten en dag beslutter sig for at kriminalisere erhvervet, ved den hvor hun bor.
Samtidigt må hun ikke slå sig sammen med andre piger i erhvervet. Hvis to piger for eksempel deler en lejlighed til erhverv gør de sig begge skyldige i rufferi på hinandens vejne. Nej, sexarbejderne skal holdes adskilt. Vi kan jo ikke have at de begynder at konspirere mod staten sammen - starte et oprør for bedre forhold. Samtidigt må pigerne sætte deres lid til, at staten sørger for deres sikkerhed. Statens vagtpersonel; politiet. Men ligesom i de amerikanske film har "bøfferne" ikke kun pigernes sikkerhed for øje - de holder samtidigt også øje med pigerne for alfonsen. Det er altså svært at stole på de, der faktisk burde beskytte én ikke også samtidigt rapporterer tilbage til staten. Og privat vagtværn kan der ikke være tale om - G4S vil nok næppe anklages for rufferi.
Statens opførsel overfor sexarbejderen kan i sidste ende være enormt krænkende og fornedrende. Under en razzia smides kunden på porten og pigen får knapt nok tid til at få tøj på. Mens hun står nøgen i et hjørne inspiceres rummet. Skufferne bliver gennemrodet, personlige ting granskes af fremmede. "Vi har set dig på nettet. Vi kender godt din profil på den og den side." Pigen må svare for sig det bedste hun kan - måske har de noget på hende. Det er trods alt svært ikke på den ene eller den anden måde at bumle ind i rufferilovgivningen. Hun præsenteres for billeder af andre sexarbejdere der ligner hende; "Vi ved det er dig. Det har du vist ikke indrapporteret, hva'? Prøver du at snyde os, hva'?"
Efter sådan en omgang er det vist tid til at slappe af. Men når sexarbejderen tænder for TV'et er det såmænd også fyldt med apostle, der mener hun er et forbandet fissehul der bare skal tie stille, glemme alt om rettigheder og ellers bare makke ret alt efter det politiske flertal. Ingen spørger hende til råds. Ingen interesserer sig egentlig for hvad der er bedst for sexarbejderen - kun om hun er rigtig eller (i de fleste tilfælde) forkert.
Nej, det er ikke nemt at være luder, når det er staten er éns alfons og alfonsen som vanligt ikke vil høre tale om bedre arbejdsvilkår.
*Dette er selvfølgelig en grov karakterisering. SIO arbejder også for bedre forhold for kvinder, der er udsat for trafficking.
**Læs den gældende rufferilovgivning her.
