I 2006 - kort før Påske, kom den daværende Anders Fogh Ramusen-regerings udspil på baggrund af Velfærdskommissionens grundigt sonderede anbefalinger, og indholdet så jo på papiret ganske lovende ud, men var det tilkstrækkeligt? - det er det jeg ved nærværende tillader mig at sætte spørgsmålstegn ved.
Færdselsloven indeholder en mængde veldefinerede bestemmelser om hvorledes trafikanterne skal forholde sig til dette og hint, men substansen heraf kan aflæses i én ganske specifik og udtømmende sætning: "Man skal køre efter forholdene" - så enkelt kan det siges - forståeligt og uden omsvøb.
Det samme er tilfældet med Velfærdskommissionens anbefalinger, hvor især én sætning i de overordnede emnekredse skærer igennem: "Danmark skal være et mere fremsynet samfund, hvor det er attraktivt at uddanne sig, arbejde, investere og drive virksomhed" - Det er en præcis, eksakt og uendeligt rammende formulering, fordi det hele er "nedkogt" på en for alle let, enkel og forståelig måde.
Den gennemgående devise i det offentlige forum var i 2006 den, at Danmark klarede sig relativt godt - på trods af en stor offentlig sektor og et højt skattetryk, fordi økonomien havde andre styrker,som indtil videre kompenserede visse svagheder. Ligeledes fik vi samme år vækkelsesbudskabet om at Danmark nu var blevet gældfrit. Tillykke med det - og hvorledes skulle det så bedst forvaltes? Ville denne situation nu omsider bevirke, at Danmark rykkede økonmisk, uddannelsesmæsigt og integrationsmæssigt markant i den rigtige retning? Var tiden inde nu, til at sikre velfærdssamfundets overlevelse i fremtiden i kraft af store historiske og nødvendige reformer? Spørgsmålene var mange - og her i 2011 lader svarene øjensynligt stadigt vente på sig - en rum tid endnu.
Der skal meget, meget mere til, end blot floskuløse postulater og fine ord, som kun har varm luft som substans. Tiden er kommet dertil, hvor det danske samfund - i alle afkroge skal være medvirkende til at tage ansvar og være aktive medspillere - simpelthen fordi det er tvingende nødvendighed for at vi kan overleve og bevare de velfærdsydelser som alle skriger efter, men som kun et stadigt faldende mindretal vil være i stand til at være leverandører til.
Afgørende nydannelser og innovation skabes af både eksisterende virksomheder og af helt nye virksomheder, hvor især sidstnævnte har mulighed for at skabe nye forretningsmodeller og sætte nye standarder for hele brancher, men forudsætningen for at kunne udnytte disse muligheder i den globale videnøkonomi, kræves der en markant og banebrydende forandring i hele vores iværksætterkultur. Til trods for, at vi har en høj iværksætterrate på niveau med USA, er kendsgerningerne den, at kun 5% i Danmark oplever en vækst på mere end 60% i de første år - imod 16% i Korea og 20% i USA. Det både må, kan og skal gøres bedre!
Skal vi opleve nedgang i antallet af ledige, forudsætter det, at alle ansvarlige kapaciteter i Danmark virkeligt formår at være nytænkende -. Der kræves kreativitet og risikovilje, idet det er nødvenlige egenskaber for at hænge på i udviklingen af det, morgendagens marked efterspørger - og lige netop derfor skal iværksætterkulturen gødes og plejes efter alle kunstens regler, så vi undgår, at alt for mange nye iværksættere tabes på gulvet - ofte med offentligt bureaukrati som følge og alt for mange uvæsentlige, inkompetente og uduelige rådgivningsled.
Når det gælder fremtidens jobskabelse, er der ingen anden bedre løsning end at overlade opgaven til arbejdsmarkedet selv, hvorfor vi skal opfordre det offentlige til at lade forskellige mentorordninger, iværksættercentre og innovationshuse gennemgå et kraftigt serviceeftersyn - og overveje skabelsen af en selvstændig fond, som kan sikre en koordination og stabilitet i de offentlige initiativer på iværksætterområdet og styrke den private sektors rådgivningskompetencer. Fonden skal ledes af en bestyrelse bestående af repræsentanter fra erhvervslivet, venture-kapital, business-angels samt kapaciteter med særlig indsigt i nye virksomheders vilkår og udfordringer. Skal fremtidens danske virksomheder være i verdensklasse, kræver det lærerkræfter og kapaciteter, som allerede besidder verdensklasse - og som har det fornø'dne erfaringsgrundlag. Danmark både må og skal stå stærkere i konkurrencen om højtkvalificeret arbejdskraft - og hvor vi i øjebliket kun står med ca. 20% højtuddannede indvandrere, er det af tvingende nødvendighed, at vi forøger aktiveringen for en markant forbedring af integrationen.
I efterdøningerne af Muhammed-krisen,som placerede Danmark i frontlinien i en global konflikt, kan kun konkrete tiltag og innovation afhjælpe den rutsjetur som landet overfor den rabiate, muslimske verden havnede i. Det danske "brand" blev i allerhøjeste grad svækket - og er det stadigt, hvilket afkræver indsats - ikke blot fra politisk side, men fra alle sider i det danske samfund.
Man kommer ikke foran og bliver verdensmester ved at gå i andres fodspor - det kræver langt, langt mere. Såfremt de flotte ord fra Velfærdskommisionen i 2006 skal omsættes i praksis omkring Danmarks fremtid, må vi sande på mange måder at være godt rustet - men samtidigt på andre områder erkende, at halte håbløst bagefter. Nogle mennesker ser tingene som de er, og spørger sig selv hvorfor? - Vi burde i Danmark istedet for se på ting som er mulige - og spørge os selv, hvorfor ikke?
Viribus Unitis - kun ved forenede kræfter!
Frank Eriksen, direktør
Foreningen Visionær Fremtid
