DR2 bragte den 18. september 2010 programmet 'Carsten, konen - og deres kærester' i forbindelse med en temaaften om polyamourøse forhold.
Det var oplysende men mærkeligt at se, hvordan den udspekulerede og selviscenesatte alfahan i skikkelse af Carsten Graff pissede territoriet af og søgte sine egne behov opfyldt 100 % under dække af en eksperimenterende og åben livsstil, som i øvrigt ikke rigtig rummer nogle nyheder, men Carsten Graff nærmer sig jo også 50.
Hans kone med det yogaklingende navn, Chandini, lystrede ham i ord og handling og hvorfor mon? Da de kører af sted i bilen, udtaler hun noget i retning af: "Det er sådan et hus, jeg gerne vil bo i, kan der blive til det?"
Ved du ikke selv, om der kan blive til det, Chandini?
Formentlig ikke, for mens hun sidder og leger med keramikken og sine urtepostejer, er det åbenbart Carstenmanden, der styrer finanserne og tjener pengene. Det er hun nok rigtig afhængig af, og hun lystrer blindt. Finder endda en han nr. 2, som hun kan parre sig med i overensstemmelse med Carstens fantasier, men hun sørger sørme for at finde sig en lille forpjusket tæppehandler, der ingenlunde kan true den store, ranke filosof.
Forpjusket tæppehandler og han nr. 2 kan faktisk ikke gå som betahan, snarere gammahan, og en lille listepik der fantaserer om at få kvinden for sig selv, hvilket han indrømmer som en lille, uartig dreng.
Så er der den alt for følsomme Anne, der er forblændet af det store filosofiske unikum. Åhhhh, hvor vil hun gerne anerkendes og accepteres og være helt rigtig. Jeg tror ikke, at Annes far har husket at fortælle Anne, at hun er god nok og pæn nok og sød nok. Ærgerligt og spild af Anne! Da Anne møder førstehustruens fjendtlighed ved deres første møde, laver hun den totale underkastelse og beder om at blive holdt i hånden. Efterfølgende skal hun finde sig i at blive rakket ned af konen, mens Carsten Graff lurende følger eksperimentet som et andet rovdyr.
Udsendelsens absolutte højdepunkt viser Carsten Graffs fuldstændige mangel på empati og situationsfornemmelse: Stemningen er spændt og førstekonen fjendtlig, Anne føler sig åbenlyst truet og er sårbar - de sidder om havebordet - og mon ikke hr. Graff så finder det passende lige at fri til dem begge, men som en formildende omstændighed bemærker han, at de ikke behøver at være kærester alle sammen.
Se udsendelsen her: http://www.dr.dk/DR2/Temaaften/Udsendelser/lørdag/2010/07/20100901095933.htm?play=%2FForms%2FPublished%2FPlaylistGen.aspx%3Fqid%3D1759454
Det var oplysende men mærkeligt at se, hvordan den udspekulerede og selviscenesatte alfahan i skikkelse af Carsten Graff pissede territoriet af og søgte sine egne behov opfyldt 100 % under dække af en eksperimenterende og åben livsstil, som i øvrigt ikke rigtig rummer nogle nyheder, men Carsten Graff nærmer sig jo også 50.
Hans kone med det yogaklingende navn, Chandini, lystrede ham i ord og handling og hvorfor mon? Da de kører af sted i bilen, udtaler hun noget i retning af: "Det er sådan et hus, jeg gerne vil bo i, kan der blive til det?"
Ved du ikke selv, om der kan blive til det, Chandini?
Formentlig ikke, for mens hun sidder og leger med keramikken og sine urtepostejer, er det åbenbart Carstenmanden, der styrer finanserne og tjener pengene. Det er hun nok rigtig afhængig af, og hun lystrer blindt. Finder endda en han nr. 2, som hun kan parre sig med i overensstemmelse med Carstens fantasier, men hun sørger sørme for at finde sig en lille forpjusket tæppehandler, der ingenlunde kan true den store, ranke filosof.
Forpjusket tæppehandler og han nr. 2 kan faktisk ikke gå som betahan, snarere gammahan, og en lille listepik der fantaserer om at få kvinden for sig selv, hvilket han indrømmer som en lille, uartig dreng.
Så er der den alt for følsomme Anne, der er forblændet af det store filosofiske unikum. Åhhhh, hvor vil hun gerne anerkendes og accepteres og være helt rigtig. Jeg tror ikke, at Annes far har husket at fortælle Anne, at hun er god nok og pæn nok og sød nok. Ærgerligt og spild af Anne! Da Anne møder førstehustruens fjendtlighed ved deres første møde, laver hun den totale underkastelse og beder om at blive holdt i hånden. Efterfølgende skal hun finde sig i at blive rakket ned af konen, mens Carsten Graff lurende følger eksperimentet som et andet rovdyr.
Udsendelsens absolutte højdepunkt viser Carsten Graffs fuldstændige mangel på empati og situationsfornemmelse: Stemningen er spændt og førstekonen fjendtlig, Anne føler sig åbenlyst truet og er sårbar - de sidder om havebordet - og mon ikke hr. Graff så finder det passende lige at fri til dem begge, men som en formildende omstændighed bemærker han, at de ikke behøver at være kærester alle sammen.
Se udsendelsen her: http://www.dr.dk/DR2/Temaaften/Udsendelser/lørdag/2010/07/20100901095933.htm?play=%2FForms%2FPublished%2FPlaylistGen.aspx%3Fqid%3D1759454
