Atter er det blevet tid til Bitter Blogs traditionsrige julebrev. Der er sikkert skrevet utallige afhandlinger om årets emne, men da jeg ikke er specielt belæst - hvilket du bør være glad for, da sådan noget typisk foregår på statens regning, også bagefter, fordi ingen gider ansætte en humanist - vil jeg beskrive mit fokus i lægmands termer, råt, kort og præcist: Socialisterne hader familien.
Socialisterne lever i håb om et samfund, hvor alle - på et hvilket som helst tidspunkt i deres liv, uanset deres handlinger - er lige med alle andre. Dette idealistiske og tilsyneladende fromme ønske er så kønt, at det stadig tiltrækker folk på trods af, at millionvis af mennesker, der i sidste århundrede ikke lige var enige i, at alle skulle være lige, røg lige i graven. Det gør ikke noget, hvis du myrder, så længe du mener det godt. Anders Breivik, undtaget.
I den røde jagt på utopien er familien et irritationsmoment. Prøv at lægge mærke til næsten samtlige lovforslag fra venstrefløjen: De modarbejder familien, fordi den repræsenterer en række forhindringer for socialisternes mål. I tillæg til, at familien er grundlaget for den kristne, vestlige, velfungerende og derfor onde kultur, kan jeg nævne følgende:
- Følelserne i familier binder de implicerede tæt sammen, hvilket giver dem en naturlig modstandsvilje over for tvangssocialisering med andre mennesker.
- Mennesker fødes ind i familier og dermed til de privilegier, de tilbyder i form af tætte bånd.
- Mennesker opfylder roller i familier, som ikke passer særlig godt med den kønsløse, grålige ensformighed, individet ifølge socialismen bør være.
Det seneste eksempel på venstrefløjens had er skatteplyndringen af familievirksomheder. Det skal naturligvis ikke være muligt for de rige svin bare at lade det stykke arbejde, de har knoklet og lidt afsavn for i årtier, gå videre til noget så ligegyldigt og egoistisk som deres eget kød og blod. Nej, frugten af deres hårde arbejde skal flås, parteres og deles ud til alle os andre, så alle får en del, uanset at vi ikke rørte en finger for det. Og vi glemmer behændigt, at familievirksomhederne både betalte skatter og skabte arbejdspladser til glæde for det altfortærende velfærdssamfund, mens den oprindelige ejer levede.
Et andet eksempel er julehjælpen. Den defekte SF'er, Özlem Cekic, udtalte under en debat med julekuglestøderen, at det ikke bør være nødvendigt for nogen at spørge sin familie om hjælp. Det er derimod ganske naturligt, at staten med vold og magt tvinger midler ud af alle andre, som dermed mister muligheden for at hjælpe deres egne familier. På overfladen ser det ud, som om socialisterne støtter familierne, mens de faktisk gør det modsatte: De trækker pengene og dermed magten ud af familien.
Det samme mønster kan ses i den typiske, røde retorik, hvor der tales med patos om børnefamiliernes tragiske situation, og om hvordan vi alle bør betale for deres institutionspladser, overflødige psykiatriske diagnoser og underlige projekter, der skal diktere levevisen for ellers rimelige velfungerende børn. Igen, på overfladen, børnefamilievenlige tiltag, men hensigten er at trække ansvaret ud af familien og ind under statslige institutioner, så vi alle kan blive ensrettet. Og frem for alt lige.
Juletid er familietid, hvilket betyder, at socialisterne hader julen. Jeg ved ikke, om du ligesom mig har fjerne, røde familiemedlemmer, som afskyr julen. Det er mennesker, der ikke har oplevet glæden ved jul i familien, hvorfor de i denne tid væmmes ved dens synlighed. De er misundelige, små mennesker, som aldrig har følt glæde ved julen, fordi ingen kan lide dem. Ingen. Og derfor fandt disse hjemløse, tomme sjæle flugt og lunken erstatningsvarme i socialismen og Moder Stat, hvor de også fik mulighed for at forhindre alle andre, der stadig elsker julen, i at fejre den på behørig vis.
Et glimrende eksempel på socialismens forhindringer for julen er deres angst for at støde muslimerne. Vores tusindårige historie og kultur smides bort i socialismens totalt selvmodsigende, Frank Jensen-agtige slikken af religiøse fanatikere i mundvigen. Socialisternes had mod Vestens frihed har gjort dem blind overfor Islam. De ser ikke, at islam er hundredfold det, de for få år siden hadede ved kristendommen. Nej, muslimerne er blot tidens ofre i den evindelige stræben efter lighed. Og så er det ligegyldigt, at majoriteten af muslimer sikkert slet ikke lader sig støde af julen. Nej, fornærmelsen er en devise, som socialismen konstruerer for at retfærdiggøre dette lighedens uhellige korstog.
Nu du har kæmpet dig igennem dette indlæg, så husk i aften, når du og dine nærmeste danser om juletræet, at I med familien i hænderne danner en ring, et bolværk, som socialismen endnu ikke fundet styrken til at bekæmpe på trods af fedtafgifter, skatter på slik og søde sager samt afskaffelse af hyggelige glødepærer. Kig ud gennem vinduet, grin af gråspurvene, der ligger fastfrosset i græsplænen og af dem, der ikke har råd til at give deres børn gaver, fordi de prioriterede et iPhone kompatibelt lorteanlæg fra L'EASY i 2006. Le hånligt af det scenarie, du ser sig udspille bag den radikale nabos vindue: Grålige nuancer, økologiske ulandsgeder under ståljuletræet, fraværet af svinekød og token somalier i hjørnet. Kig derefter tilbage til din egen stue med de dejligt forurenende lys, flæskestegen, børnenes smittende glæde over de svinedyre gaver, den sære onkels endnu særere smil efter alt for mange juleøl og frem for alt det allestedsværende, paradoksalt røde, varme lys: Symbolet på det, der binder din familie sammen og som aldrig kan erstattes af nogen kunstig samfundskonstruktion: Blodet; Familiens bånd, som skal redde os alle i denne mørke tid.
Bitter Blog ønsker aldrig god jul. Bitter Blog ønsker GLÆDELIG JUL.
Bitter Blog læses bedst på Bitter Blog.
