At sætte individet i centrum er et fast politisk slogan. I mange afskygninger. Mennesket før profitten, sagde de venstreorienterede engang. Individet frem for staten, siger liberale. Og jeg har selv båret ved til retorikken og holdningen. Vestens særkende har i de sidste 500 år været en fremhævelse af individets betydning på bekostning af slægten, klanen, klassen, racen, kønnet og nationen. Og fremskridtet er i vid udstrækning sket proportionalt med individets frigørelse fra kollektive omklamringer. Ligesom Europas tilbagefald til barbariet skete ved, at mennesket blev reduceret til et klassevæsen eller et racevæsen.
Alligevel er der én særlig og unik kollektiv organisation, som samfundet ikke kan undvære, og som spiller en afgørende rolle for samfundets moral og kontinuitet.
Det er familien og mere snævert ægteskabet.
