Inspireret af Gunnar Langemarks, dejlige, klumme om de mange pæne damer – overalt i det danske samfund – og deres indflydelse (mere eller mindre: I orden), er dette skriv fremkommet i min syge hjerne. Nu ved vi jo, at alt er relativt, hvorfor min syge hjerne også må betegnes som relativt syg – det er i al fald dét, som mangt en debattør (læs: Kvinde) har fortalt mig gennem tiden. Specielt i forbindelse med diverse diskussioner og debatter, hvor mine synspunkter – relateret til indholdet i den gode Hr. Langemarks klumme – er blevet frit luftet og indgået som argumenter i en meget unuanceret ligestillings- og opdragelsesdebat.
Lad mig først lige slå fast: Jeg har været usædvanlig heldig, at få ”leveret” to børn af hunkøn – to døtre - så lykkeligvis har jeg ikke haft diverse ”problemer” med ”utilpassede” drenge, som ikke fattede en hujende papfis af hva' der blev sagt til dem og derfor sku' medicineres.
Jeg har tit spekuleret over, hvornår det gik galt? Hvornår var det, at mennesker – herunder min egen generation – skruede hovedet af og lagde det i ned kommodeskuffen, så snart de fik børn?
Hvad var det disse mennesker blev så traumatiseret af i deres egen barndom, siden de besluttede, at pakke deres børn ind i vandfast-støvtæt-slagfast-virkelighedsfjernt-stødabsorberende fulddragter med en skvæt vat på albuerne?
Når jeg sådan spoler min egen film tilbage – helt tilbage – så minder den, i plottet, om dét som Hr. Langemark har beskrevet i sin film. Jeg voksede op på en gammel Herregård, som søn af traktorføre Nielsen (tjaeee, i dag hedder det sikkert noget fancy engelsk manager-ét-eller andet...), 2. søn af første og eneste ægteskab. På gården var vi en masse unger – der var nemlig flere Area Tractor Managers i tjeneste på Herresædet og vi HYGGEDE os, gu så.
Vi flintrede rundt på arealerne, i skoven, i halmbalderne, på digerne, i bugten, i laderne, i staldene, på hølofterne, i kornsiloerne, ved åen, i og på vandtårnet - alle de steder, hvor der var eventyrligt og sjovt at lege. Nogle gange faldt vi ned og slog os ad pommeren til...øhhhh...ad helvede til. Nogle gange rev vi hul på låret, knæet eller en finger og fik det forbundet. Nogle gange var vi, næsten, i livsfare, fordi vi ikke vidste bedre. Nogle gange sloges vi, så blodet det sprøjtede ud af næsen – hylede og løb hjem til mor...altså...øhhhh...altså løb hjem og fandt ud af at mor ikke var hjemme, hun var jo oppe i køkkenet på hovedhuset...pokkers...jeg mener...PIS!...
Som det fremgår, gik det jo helt forrygende og alle havde det kanon – piger som drenge, store som små. HÆ – enkelte gange legede vi doktor og patient med pigerne og så, så de min, hvis jeg fik lov til at se deres...wauuuu... Ud over den nævnte fællesleg, var drenge, drenge og piger var piger – pigerne kunne kun bruges til fanger og blive bundet til totempælen.
Det gik sgu meget godt - ingen mistede livet, ingen mistede lemmerne, ingen fik nogensinde andet end almindelige, overkommelige, knubs og hudafskrabninger. Ingen blev invalid, ingen fik traumatiske oplevelser og ingen har haft en dårlig barndom.
Selvom jeg voksede op på en gård og mine forældre arbejde dér, var der sgu ikke altid nogen hjemme – vi måtte for en stor del, klare os selv i timerne fra skole til spisetid. Selvfølgelig var det fedt, når far førte traktoren tæt på gården så ku' man lige løbe ud til ham og Oluf og få en ”bajer”. Og det var skønt når mor havde en fridag, så var der æggesnaps og saftevand til alle. Eller når Magny havde en fridag, så var der franskbrød med ost og te. Men for det meste var de ikke tæt på, eller hjemme og vi havde heldigvis ingen pæne damer til, at feminisere os.
Når så jeg spoler en anelse frem i filmen og starter lige dér, hvor jeg fik at vide jeg skulle være far, så ser jeg en yngre mand grebet af panik. Allerede fra start fik jeg tudet ørerne fulde af, at det skam ikke er nogen ferie at få børn. Når man får børn må man sætte sig ind i sagerne – hvis ikke, så bliver det ganske forfærdeligt for de stakkels børn. Du ska' læse den her og den her og den her og den her og den her og...
Efter 2 uger var der lånt og indkøbt ca. 234 bøger om: Graviditet, fødsel, navne, det første år, det andet år. Præ pubertet, pubertet og teenagealderen m.m. Adskillige forfatterskaber af: Sygeplejesker, pædagoger, lærer, psykologer, terapeuter, mødre, barneplejesker, læger, præster og intellektuelle stod nu på min reol og ventede på at jeg skulle læse dem – for hvis ikke, så gik det galt.
Jeg husker, at jeg tænkte: Hilde helvede (sagde det jo ikke højt) dét var godt nok mange bøger, som ska' læses men jeg har jo selvfølgelig, næsten, 9 måneder. Jeg startede, frejdit, på en af de mange bøger, af en barneplejeske, og læste hele 13 sider. Da jeg var færdig med 13. side lukkede jeg bogen og sagde til min kone (en pædagog): Dét her gider jeg sat'me ikke – nu har mennesket opfostret sit eget yngel i generationer uden bøger, så mon ikke også vi finder ud af det?
For helvede da en ballade der blev – hun blev helt rød i ansigtet og skældte mig ud. Det var fandeme (hun bandede, sgu) ikke for sjov, at hun havde slæbt alle de bøger hjem og hvis jeg ville ha' børn så sku' jeg sat'me (...igen...) bare komme i gang med at læse...sgu' jeg!
Nå – hun faldt jo ned igen men jeg åbnede ikke én eneste af de bøger igen. Tænk, jeg fik den tanke, at: Det kommer sgu sikkert til mig når jeg står med det lille menneske i armene – og dét var jo lige hva' der skete. Fra dag ét af vidste jeg i store træk, hvad jeg skulle og hvordan – det var ikke noget jeg tænkte over, ikke noget jeg sådan analyserede men bare noget jeg gjorde. Det ka' da godt være, at jeg har gjort nogle fejl og taget forkert på min første datter engang i mellem men hun har da ikke mén af det i dag.
Filmen spiller videre og vi er kommet til min datters 3 års alder og mor, farmor, mormor og morfar har pakket hende ind i vat fra dag ét. Jeg selv og farfar ser lidt anderledes på det og de knubs hun har fået indtil nu, har hun fået under vores opsyn... Hun stavrer rundt i haven en solbeskinnet sommerdag – alle er på besøg og forguder den lille ”skid”. Morfar render rundt efter hende med armene på hver side af hende – tænk, hvis hun sku' falde – så han ka' gribe hende. Jeg beder den ”sure gamle mand” om at sætte sig og la' tøsen rende rundt uden livline. Moderen kigger brysk på mig og siger: Bare fordi du er ligeglad med at hun får blå mærker, behøver vi andre jo ikke være ligeglade... (...jeg stopper lige filmen...). Var det hér, det gik galt?
Når alle er samlet i dag og snakken falder på mine pigers (nu voksne) barndom siger de samstemmende: Det var altid sjovest, når mor ikke var hjemme – vi blev ikke overvåget i alle ender og kanter af far.
Jeg har naturligvis aldrig været ligeglad med om mine børn fik blå mærker eller brækkede en arm. Jeg har bare altid holdt for øje, at livet ka' gøre ondt – både fysisk og psykisk – og hvis et barn aldrig erfarer dette tror jeg at voksenlivet bliver mere besværligt på nogle områder.
Også jeg har tjent på en institution og set/hørt de pæne damer. Overværet, hvordan børn ensrettes og feminiseres i en uhyggelig grad. Set effekten af drenge, som ikke er blevet brændt af når mor eller far har afhentet dem – MEN: De er jo ikke kommet til skade, i hverfald.
Jeg spoler lidt frem til en meget underholdende scene: På nævnte institution havde vi anlagt en crossbane og indkøbt 5 stk. ATV'er med små hæstekræfter. Hver dag var der en flok drenge og 2 piger, som kørte cross. En pædagog var udnævnt til at være Cross Manager – en kvinde – og ungerne skul' stille op på en række og for retfærdighedens, og ligestillingens, skyld bestemte Cross Manageren rækkefølgen som herefter blev noteret ned, således at hun kunne holde styr på sagen. Hver dag var der ballade ved startstedet og hver dag brugte de oceaner af tid på denne rækkefølge med dét til følge, at de kun kunne køre nogle enkelte omgange pr. barn.
Jeg blev forfremmet til Cross Manager og den første dag kom ungerne fisende hen til mig og de råbte og skreg i munden på hinanden om hvem, som sku' starte. Jeg førte dem om bag en meget stor jordbunke så ingen pædagoger ku' se os - ungerne gloede på mig som spørgsmålstegn. ”Nu har 3 minutter til at afgøre hvem der er stærkest og derefter er DÈT rækkefølgen hver dag, okay?”... Efter 3 minutter var hakkeordenen fundet og siden da var der ingen ballade og de ku' alle køre mange omgange, hver dag.
I lighed med Hr. Langemark mener jeg feminismen har taget overhånd – den har gennemsyret samfundet i en uhyggelig grad og efterladt, specielt, drenge og mænd i et pseudounivers, hvor der ingen accept ér af maskuline dyder og adfærd. Det ses jo tydeligt på det enorme udbud, der efterhånden er på terapeut-markedet – snart har hver en flække en mandeterapeut, som tilbyder weekendkurser i at være mand. Nu ska' hele generationer ud i skoven og mærke kulden på den nøgne krop – de ska' lære at skråle ud over en fjord, slå sig på brystet og mærke hvor kolde nosserne bliver i -2 gr. kulde. For bare få år siden, var det sgu kun Carl Mar, som foretog sig den slags idioti...åhhhh...undskyld, jeg brugte det grimme ord.
Se nu bare på interessen for jagt. Hilde makrel (er ved at lære det)! Da jeg gik på jagt og plaffede alt ned for fode, blev der sgu set ilde til mig – jeg var jo bare en skide morder og dyreplager. Helt galt gik det, når endelig en ”mand” spurgte: Hvorfor? Og jeg så svarede: Suset ved at dræbe – adrenalinen som pumper rundt i kroppen lige inden jeg trykker på aftrækkeren og afgiver det dræbende skud...og selvfølgelig for naturoplevelsen...(gab)... Nogle ”mænd” valgte at udvandre og aldrig tale til mig igen – nåeeee ja, det gjaldt sådan set også nogle pæne damer. Hvis drabet ikke ”tænder” noget i dig, ska' du sgu ikke gå på jagt.
Men jeg har også tænkt på, hvorfor mænd hele tiden – gennem de seneste mange år – hyler op, som en flok tøser, over hvor synd dét er for dem, at feminismen skyller over dem ,som en tsunami? Jeg mener: Det kunne vi vel forvente og forudse for længst - nu har vi (mænd) på det nærmeste tvunget kvinderne til, at leve i vores verden siden tidernes morgen, så hva' fanden havde vi forestillet os? At kvinderne bare ville blive ved at finde sig i det?
Jeg er sådan set skide ligeglad med feminismen – kvinder har de samme rettigheder som mænd, de samme muligheder for at skabe deres liv. Det rager mig en hatfuld om kvinder ikke sidder i bestyrelser – eller mænd for den sags skyld – bare de ikke tvinger mig til, at sidde ned og tisse, eller gå i terapi fordi jeg har sagt: Fandenedeme, foran et par børnehavebørn. Jeg gider ikke høre på feminismens evindelige ligestillingspladder, som i dag, i stor stil, går ud på, at kunne køre som gratist i det danske samfund.
Hvis kvinderne er så skide selvstændige, intellektuelle, uddannede og frie så ka' de sgu da bare gå efter guldet og skide på os mænd – vi ska' sgu nok klare os. Hvorfor fa'en ska' de ha' særbehandling, i hoved og røv, når nu de er, åh så, frie og selvstændige? Jeg ka' den-onden-lyne-mig ikke forstå, hvorfor kvinder ska' gøre alting til et problem og ha' alle andre til at rette ind, efter deres forskruede verdensbillede, når nu de altid ska' ha', en eller anden knallert af en mand, til at rage kastanjerne ud af ilden for dem. Om jeg fatter, hvorfor alting ska' feminiseres ud over enhver, rimelig, grænse så drenge ikke længere ved, om de ska' lege med biler eller Barbie dukker.
HOVSA! Nu forløb jeg mig måske en smule – ikke noget de pæne damer vil synes om – og fjernede mig en anelse fra emnet...hvornår?
Jeg ved ikke lige, hvor det gik galt – hvor forældre tabte hovedet og afsage logik, fornuft og realistisk tankegang. Det eneste jeg kan konstatere ér: Det gik galt – vi tabte hovedet og blev pisset ned i halsen på et tidspunkt, og nu har vi pisset ned i vore børns hals og hele generationer er mærket med en label og på medikamenter, bare fordi de vil lege cowboys og indianere, eller tæve genboens søn, fordi han trampede på ynglingsbilen.
Det duer ikke – det er en ommer.
