Vi står på randen af en katastrofe, som WHO kalder en af nutidens største helbredsmæssige udfordringer. Hvis udviklingen fortsætter, vil hele vores sundhedsbudget være beslaglagt af fedme- og diabetes patienter i år 2030.
Vi har brug for mere debat om emnet og især hvordan vi kan knække fedme- og diabeteskurven.
I Danmark er der mere end 250.000 personer, som lever med diagnosen "diabetes" og der er ifølge Diabetesforeningen lige så mange, som lever med sygdommen uden at vide det.
Industrielt fremstillet sukker tilsættes i mange, mange fødevarer og supermarkederne bugner med sukkervarer. Ifølge den seneste undersøgelse fra DTU, Fødevareinstituttet konsumerer børn og unge mere sukker end den officielle anbefalede mængde.
Der er basis for nu, at tage initiativer. i efteråret 2011 godkendte EU, efter mere end 25-års sagsbehandling, at Steviol Glykosider må anvendes som tilsætningsstoffer til fødevarer. Steviol Glykosider er udtræk af sødestofferne i den Sydamerikanske plante Stevia, som indianerne i flere hundrede år har brugt som søde- og lægemiddel. Stevia planten er desværre stadig ikke godkendt i EU, så vi må enten ty til produkter, som bærer betegnelsen "kun til kosmetisk brug" eller vente med at få glæde af Stevia planten.
Men, der må være meget andet vi kan gøre for at få bugt med den ildevarslende advarsel fra WHO.