Til barnets bedste - Den subjektive vurdering af en, der ikke betaler regningen

Brugeren Borger linkede i en debattråd til denne stæke berretning fra en kvinde der var barnet/offeret i en skilsmisse, nu 25 år efter

Ikke angivet Ikke angivet,

16/09/2014

Brugeren Borger linkede i en debattråd til denne stæke berretning fra en kvinde der var barnet/offeret i en skilsmisse, nu 25 år efter.

Det kommer ikke på tale, at hun skal besøge sin far. Der kommer et postkort fra ham, mens han i perioder arbejder i udlandet. Sarah husker, at moren siger, at det måske er bedst, at Sarah holder op med at se ham, hvis han alligevel ikke er interesseret i hende

 Sarah forstår det ikke. Hvorfor ville han sende et postkort, hvis han ikke er interesseret i hende? Men hun spørger ikke. Når man er 8 år, er der mange ting, som man må affinde sig med, at de voksne ved bedst.

En dag siger moren, at hun tror, at stedfaren er ked af, at Sarah ikke kalder ham far. Så en eftermiddag, hvor stedfaren er nede i kælderen, skal hun kalde på ham. Bag hende står moren. Det byder Sarah sådan imod. Helt inderst inde. Men hun gør det alligevel; kalder ’far’ ned til ham.

Selv om der ikke er nogen der piller fysisk, så rejser hårene sig alligevel på ryggen...