1864 Afsnit 3: Swing and a miss...

3

Ikke angivet Ikke angivet,

26/10/2014

3. afsnit af serien er netop løbet over skærmen.

Det er ikke blevet mere klart, hvad Bornedal vil med serien.

"Inges" voice-over virker til stadighed som en politisk kommentar (dels sigøjnerne "med sorte øjne" der "gør verden større") men den står uimodsagt og - hvad værrer er - uforklaret hen. "Alle er blevet vanvittige" får vi at vide. Javel. Hvordan? Speak'en får det til at lyde, som om samtlige danskere Inge og Sigøjnerne fraregnet, går rundt som zombier og råber "brains, BRAAaainnss krig, KRIIIggg". Alle er blevet vanvittige - men hvorfor?

Politikerne er stadig skaller vi end ikke kender navnene på (Monrad undtaget) og det eneste vi endnu har fået at vide om, hvorfor 1864 bliver et krigsår, er at "folket ønsker krig" (et ekko af Inges "alle er vanvittige"), som Monrad siger. Denne proklamation står grebet ud af den blå luft. Seeren er nødt til at tro på, at karakteren Monrad taler sandt, selvom vi de sidste 2 afsnit har fået at vide at han er en galning (og altså utroværdig). Der bruges lidt tid på at sætte Majestæten og politikerne op imod hinanden - det skal muligvis bruges senere. Lige nu er det klart, at Kongen er Monrads marionet-dukke.

Ved skanserne i Slesvig har serien udviklet sig til en slags Beverly Hills, hvor en banal kærlighedshistorie fylder det meste. Eneste lyspunkt er den fremragende Søren Malling - hvis karakter dog lider af en underlig baggrundshistorie og et mere eller mindre mislykket "mystisk" lag.

Men Malling spiller rollen fremragende.

Underligt, at han introduceres nu - men med de kluntede afsnit 1 og 2, har det næppe kunnet lade sig gøre andet.

Generalhovedkvarteret beboet af den excentriske de Meza fungerede fint - men fyldte alt, alt for lidt. Dygtige skuespillere som Sætter-Lassen og Bjerg får et par minutters TV-tid med spændende karakterer, med dette må vige for en forstillet vestjydsk menig soldat fortælle noget om samlivet, uden at tilføre historien noget interessant. Skuespillet var frygteligt, men måske er karakteren vigtig (selvom jeg ikke husker hans navn) senere hen.

På Sydfyn går livet sin vante gang. En fin lille scene med H.C. Andersen, som desværre får karakter af "namedropping" - men finurligt var det. Bornedal mener åbenbart ikke, at seeren har fattet, hvor stort et røvhul Didrik i virkeligheden er. Det blev nu afsløret (lidt klodset, måske) at Didrik udover at være et røvhul, også er kujon og desertør. Bornedal mener åbenbart at en passende nuance på denne karakter, ville være at han lige udfører en rask lille voldtægt i en semi-bevidst tilstand. Scenen virkede inspireret af en lignende scene fra den franske film "Irreversible" af Gaspar Noé. Didrik er åbenbart fuldstændig besat af Inge. Vi var nok klar over, at det rykkede lidt i underhylerne, når han så hende. Men fra at have en flygtig forelskelse til full-blown, voldtægst-fremmanende besættelse, ville være kommet lidt som en overraskelse, hvis ikke man allerede havde fattet, at samtlige karakterer er karikaturer.

Bornedal har åbenbart besluttet, at der skal være en afvigende og/eller grænseoverskridende seksuel scene i hvert afsnit (mindreårig fællseonani og efterfølgende sædstudier, Zoofili og nu voldtægt). Jeg tror hensigten med at bruge 1864 i undervisningen er helt afskrevet nu.

Nutidsscenerne forekommer stadig mindre sammenhængende og enhver relevans til den egentlige historie nu endegyldig fordampet. Jovist, Den Gamle Baron (Mejding) er barnebarn af Inge. Og hvad så?

Alt i alt utrolig lidt kød på serien (kanonerede svin undtaget), nu hvor vi har rundet den første tredjedel. Krigen er blevet erklæret - men dette skulle formentlig være sket senest i begyndelsen af afsnit 2.

Bornedal mener formentlig fortsat, at han beskriver mennesker. Jeg mener fortsat, at han karikerer. Historien mangler fortsat at komme rigtig i gang og seeren er desværre ikke blevet rigtig klogere på de væsentlige karakterer, siden afsnit 1.

Gad vide hvad vi venter på?

Kilde: