Sidste afsnit af serien er nu løbet over skærmen - og man må sige at det slutter hvor det begyndte: Ligegyldighed og kvasi-politisering.
Søren Mallings karakter drager ud som postmand - reelt uden formål. Han overbringer et - reelt intetsigende - brev til Inges mor, som brænder det efter det er læst højt (effekten ville måske have været mere kraftfuld, hvis læseren ikke blev klar over, hvad der stod (af floskler) i brevet).
Han fortæller Peters mor, at Peter ikke døde ved Sankelmark - men oplyser ikke om mere. Alt i alt en ligegyldig færd, da Lausts budskab aldrig når modtageren, og Peter alligevel kommer hjem - til moderens overraskelse.
Alt i alt en række ligegyldige scener. Baronens død ved selvmord, kunne lige så godt have været en fredelig død - effekten havde været den samme. Sigøjnerpigen vil af en eller anden grund have barnet opkaldt efter Peter, som hun formentlig ikke har brugt meget mere end et par timer med, hele sit liv. (Og hun kan pludeslig tale!!!) What the F? Var det ikke mere passende, at drengen blev opkaldt efter hendes egen bror, der døde i et forsøg på at hævne hendes voldtægt? Nå, men heldigvis bliver Peter forelsket i hende efter nogle sekunder - pyh! Man får det indtryk, at Bornedal har glemt at skrive dialog til sigøjnerpigen - og så gjorde hende stum, fordi det var belejligt. Indtil det ikke var belejligt længere.
Didrik bliver atter udstillet som en unuanceret idiot - indtil Inge til allersidst fortæller, at han vist blev lidt mildere med tiden. Hvorfor ikke lade den karakter udvikle sig i serien, frem for at sige til sidst, at han forresten var nuanceret?
Hele det centrale persongalleri står som tomme skaller som seeren ikke har det mindste tilovers for. Inge er det længe siden man opgav - Didrik ligeså, og Peters afsluttende, moraliserende "dølg din indre svindhund"-tale fjerner den smule sympati, man måske måtte have haft for dén karakter.
Man står efterladt med det indtryk at samtlige karakterer - og deres historie - er fuldstændig ligegyldig, filmisk såvel som dramatisk. Kun momentvis (afsnit 7) kommer krigens gru tæt på. Men det behøvede ikke have noget med 1864 at gøre. Det kunne være en hvilken som helst konflikt.
På den politiske scene har kongen gjort det eneste fornuftige - og Monrad mister forstanden og slutter ca. der, hvor han startede. Lundbye nævner noget med en vision - men seeren har aldrig fundet ud af, hvad den vision var. Men nu er serien ved at være slut, så ingen grund til at åbne dét bal, vel Bornedal?
Det politiske aspekt af serien har været et misfoster af underlige karikaturer og en uforklaret baggrund. Vi er aldrig blevet klogere på, hvorfor Danmark går i krig, og scenerne virker unødvendige og reelt misvisende ift. at oplyse den uvidende seer det mindste om krigen i 1864.
I nutidsscenerne sker der intet - udover at gamlingen dør. Nå. Var der nogen som blev påvirket af dét? Ja, udover at Emoen nu kan sælge smykkerne og komme videre i sit liv?
Også disse scener er - i det enkelte afsnit og i serien som sådan - unødvendige. De bidrager ikke med noget som helst - der er ingen histore, ingen udvikling og virker på alle måder malplacerede.
Jeg havde personligt glædet mig til at se flere træfninger på Als i stil med afsnit 7. Men vi bliver spist af med endnu et ligegyldigt afsnit som ikke fortæller noget om 1864, men forsøger at binde en sløjfe på nogle ligegyldige karaktereres skæbner.
Men da vi som seerer ikke har noget som helst investeret i disse karakterer, er vi ligeglade med deres skæbne - og dermed med afsnittet. Og reelt med serien.
Skulle man give afsnittet en karakter, ville jeg placere den på 2/6 - på linje med hele serien, som også får 2/6 - alene fordi der er nogle gode kampscener i afsnit 7. Ser man bort fra afsnit 7, er vi klart på 1/6 for serien.
