At få sin forudindtagethed bekræftet er ikke én af de mest overvældende nydelser, men… den er heller ikke at foragte.
Hermed indrømmet: Jeg var så forudindtaget, at jeg allerede så småt var begyndt at skrive denne blog, da jeg for flere uger siden tog plads i en biograf for at se Skyfall; årets mest sete film i Danmark.
Min bekræftede forudindtagethed var denne: Siden Sean Connerys første 5 film - Dr. No (1962), From Russia with Love (1963), Goldfinger (1964), Thunderball (1965), You Only Live Twice (1967) - har James Bond været på et langt, ørkenvandrende forfald fra superhelt til ganske almindelig filmstjerne i actionramasjang og -komedier.
De første film
Takket været det indtryk de ovennævnte film efterlod, lykkedes det James Bond at overleve hele 51 år på det store lærred.
Blandt de faste ingredienser i succesformlen kan følgende nævnes: Mandigt udseende, fortræffelige nærkampsevner, spektakulære actionscener, levemands manerer, ekspertise i avanceret teknik, excentriske og ondskabsfulde skurke - og, svært at overse, sexede kvinder af den slags der provokerer snerpede rødstrømper.
Men… alt det ovennævnte, alene, ville kun have skabt letforglemmelige film, intet af længere varighed.
I sine første 5 år havde James Bond en særlig magi, som fascinerede drenge og piger, mænd og kvinder. Derfor spørger jeg nu (med et anstrøg af opstyltethed): Hvad var denne magi, som fik disse ellers almenbrugte ingredienser til at hænge sammen og overleve i karakteren James Bond?
I første omgang er svaret: Sean Connerys James Bond havde humor, masser af humor og en eksplicit seksuel appetit. Han havde ikke overlevet årtier uden disse to elementer, der udgjorde hans særpræg.
I anden omgang er der tale om noget, som er større end humor og seksuel appetit; noget, som måske er betingelsen for at disse overhovedet kan manifesteres: Overskud.
Manden med det gigantiske overskud
Både i al almindelighed og i selv de farligste, højtideligste og/eller erotiske situationer, havde James Bond overskud til velplacerede humørfyldte replikker.
James Bonds utvetydige signal til smukke kvinder var, at kom de i nærheden af ham… så fik de sex, uforpligtende sex. Et budskab som sexforskrækkede neurotikere og ægteskabsfundamentalister i alle tidsaldre og kulturer ikke bryder sig om. Han banede vejen for de sene 60eres seksuelle frigørelse. Fra From Russia with love: James Bond:You’re one of the most beautiful girls I’ve ever seen. Tatiana: Thank you, but I think my mouth is too big. James Bond: No, it’s the right size… for me.”
At dømme efter kvindernes reaktioner og ytringer, hænger sexappeal og humor godt sammen hos mænd. Hvor ofte har man ikke hørt kvinder sige, at de fandt en mand attraktiv, eller decideret faldt for ham, “fordi han fik mig til at grine” Jeg har længe haft den anelse, at hos kvinder begrænser grinets sammentrækninger sig ikke kun til hals og mave. Superagentens direkte hentydninger fik kvinderne til at rødme og grine.
Selvironien er også et tegn på overskud, og det havde den første James Bond masser af. Fra Thunderball: James Bond: You don’t think I enjoyed what we did, do you? What I did tonight was for King and country! You don’t think it gave me any pleasure, do you? Fiona Volpe: But of course, I forgot your ego, Mr. Bond. James Bond, who only has to make love to a woman and she starts to hear heavenly choirs singing… but not this one. What a blow it must have been, you having a failure. James Bond: Well, you can’t win them all. (oversat til dansk som: Nåh… nogle gange kan det svigte).
Vigtigt i forhold til at skabe overskud, var James Bonds solide tilhørsforhold og den deraf medfølgende værdibasis. Verdensmanden over alle opfattedes først og fremmest som britisk - og kæmpede for king and country for at redde verden. Ingen tvivl om at han stod for det bedste ved sit lands kultur. Han var en patriot, som havde et fædreland han kunne regne med. James Bond illustrerede det gensidige tillidsforhold, som bør eksistere mellem en nation og dens frontkæmpere.
Af andre tegn på overskud kan man nævne: –En præcis og smart motorik, fik James Bond til at fremstå som selve indbegrebet af selvsikkerhed. Han kunne hurtigt overskue situationer og med nøje, afmålte bevægelser finde opfindsomme løsninger, gøre det af med en skurk eller afklæde en kvinde. –Viden om det gode liv. Jamen Bond kunne blande martinier, spille golf, tilberede kaviar, identificere kvindelige parfumer, vine og champagne, osv. –Avanceret teknologi var en iøjnefaldende del af James Bonds film. Han var et skridt foran og kunne betjene avanceret apparatur i kampen mod skurkene. Hans film var et indblik i fremtiden.
Summa summarum: Sean Connerys James Bond var en slags livsbekræftelses superhelt… som ikke besad overmenneskelige evner, eller brugte tåbelige ydrerumsagtige dragter. Han var den filmiske dimensions superhelt af kød og blod.
Daniel Craig og den ”tidssvarende” James Bond
I Casino Royale, den første film med Daniel Craig, ser vi en James Bond som bliver forelsket, for senere at føle sig meget svigtet af den bryllupsudkårne kvinde. En forelsket James Bond som vil giftes… det næste er nok lyserøde, bryllupslovende agentromaner for teenagepiger - i stil med læge/sygeplejerske- og pilot/stewardesse romaner.
I den næste film Qvantum of Solace (den titel siger alt) fortsætter den hjertesørgende superagent. En James Bond som ikke kan gå videre i livet, som sidder på nedtur, nostalgisk og stirrende bedugget på sit glas i en bar, er et uudholdeligt, blasfemisk syn. Altså, jeg kan drikke mig fuld på en snusket bar og se patetisk ud på grund af hjertesorg - men ikke James Bond!
I Skyfall er genreforvirringen i hvert fald enorm. Jeg er sikker på at læseren har set mere end én (eller 10) film baseret på dette kendte plot: Fordrukken og forsumpet forhenværende helt kæmper for at komme ind i kampen igen. Som regel en politimand, sportsmand, privatdetektiv, advokat, elitesoldat, journalist, og så videre. Man følger den afdankede helts strabadser for at være den, han var engang. Hvad har det at gøre med superagenten James Bond?
Skyfall leverer en fordrukken, surmulende, deprimeret James Bond. Han ser muggen og sammenbidt ud, som om verden har behandlet ham alt for dårligt. Han er ikke mere den der styrer begivenhedernes gang. Han ligner et offer.
Der er næsten ingen sex. Ingen forførelse, ingen humor. På et tidspunkt kysser han en kvindelig agentkollega på ryggen. Det forstås at han har haft sex med hende før, så der er tale om en slags rutineret, arbejdspladspræget kollegasex, som han (ligesom manuskriptforfatteren) er forpligtet til at vise.
Og så de såkaldte Bond girls… jeg kan dårlig huske, hvordan Skyfalls så ud. Dertil var de for almindelige. Til gengæld hører Ursula Andress og Luciana Paluzzi til min teenagetids uigendrivelige indtryk.
Og så skurken. Er det kun mig der syntes at skurkens gestik i påfaldende grad lignede Heath Ledgers Joker… i Batmans The Dark Knight? Og læg mærke til at skurken er en tidligere M16 agent, som var blevet dårligt behandlet og nu ønsker at hævne sig. Skurken er blevet dét, fordi selve det system der forsvarer England har gjort ham sådan. Her får vi også national masochisme, “samfundets skyld” og “det er også synd for skurken” indført af bagdøren.
Og så actionscenerne… som er filmet så hurtigt, at man overhovedet ikke kan opfatte hvad der foregår. Her ligner James Bond The Flash; en ældre, lidt morsom tegneseriehelt med underlig dragt og en unaturlig, maskinel hurtighed.
Og så de våben James Bond plejer at få til at udføre en mission; en intetsigende pistol, som kan genkende hans fingeraftryk. Det er for tyndt og uinteressant - ikke et opfindsomt, teknologisk vidunder. Udover pistolen var der muligvis andet, som jeg ikke kan huske.
Og så musikken… uopfindsom. I lange passager lyder den som i serien med Jason Bourne (navnelighed?).
Og så slutningen… den typiske, letkøbte fra tredje klasses ramasjangfilm: På den mest usandsynlige, forcerede måde, møder helten masser af skurke i et forladt hus ud på landet. Og der følger gigantiske eksplosioner, som ville kunne ses helt fra Danmark, uden at nogen overhovedet reagerer i England.
Daniel Craigs James Bond er en forbedring i forhold til Roger Moores og Pierce Brosnans, når det kommer til udseende og, alligevel, noget mere nutidig action. Men… han er alt for tidssvarende i forhold til nypuritanske strømninger.
Udvikling og fornyelse af den oprindelige James Bond
Det skulle have taget afsæt indenfor de præmisser, som gjorde ham til en livsbekræftelses superhelt. Og her var hans livsoverskud - herunder humor og seksuallyst - uundvigelige elementer.
Allerede i begyndelsen af 70erne burde James Bond have præsteret sofistikeret, omtaleværdig sex. For eksempel en trekant med to stewardesser i en flyvemaskine, eller to sygeplejersker på en sygestue, eller lignende. Se bare på alle de eksperimenter Silvia Kristels Emanuelle foretog sig - i 1974. Blandt meget andet havde hun sex med to fremmede i en flyvemaskine fra Paris til Bangkok. Den ene scene udspillede sig oveni købet under trange og lettere skandaliserende forhold; på flyets toilet. Alt i mens Roger Moores James Bond blev mere og mere en familiekomedie.
At dømme efter de millioner af vestlige kvinder der har drømt sig ind i Fifty Shades of Gray, skulle en nutids James Bond i hvert fald have haft sin private sexkælder og for længst have udviklet seksuelle forløb opkaldt efter ham… og stadig være en patriot, der blandede martinier og bekæmpede nationens og verdens fjender.
Men sådan er det ikke gået - og det bliver nok ikke bedre.
Ja… vi kan lige så godt få noget morskab ud af det. Her følger mit bud på en kommende James Bond film:“Not a man - but a human”
I åbningsscenen ser vi et luksus hotelværelse.
Det store vindue viser et panoramisk landskab af Stockholm. En M16 agent hvis ansigt forvrides af smerte er bundet til en seng. “VADER…” siger han, “VADER!” En sexet kvinde i udsøgt lingeri nyder synet af den døendes sidste kramper… hun udstøder en hånende latter.
Så ser vi James Bonds filmiske logo: Manden ved enden af pistolløbet. Derfra kører det bare med sangen: “Not a man - but a human” sunget af en eller anden kendt sangerinde.
I M16s hovedkvarter meddeler M James Bond, at flere mandlige agenter er blevet myrdet i Stockholm. Endelig har M fundet en aktiveringsmission til den aldrende og gået-i-stå James Bond. En kvinde han var vild efter at gifte sig med, forlod ham i sidste øjeblik til fordel for en yngre kontoransat i M16. Siden har James Bond været deprimeret. Han drikker og onanerer for meget, hvilket har bekymret hans arbejdsgiver.
M er glad for denne mission i det nærliggende Skandinavia. For James Bond nægter at udføre missioner i verdens fjerne afkroge. Det er nemlig gået op for ham, at han altid har været kristen og britisk - per definition en imperialist, som historisk har undertrykt og fornærmet fremmede kulturer. En dyb erkendelse, som har fyldt ham med skam på sin kulturs vegne.
M16 forundersøgelser har vist at VADER ikke ligner en fjende, nogen James Bond film har opfostret før. VADER står for Vagina Dentata Revansh. En yderliggående, svensk feministisk terrorgruppe hvis endelige hensigter stadig er ukendte.
Som sædvanlig skal James Bond have udleveret avanceret teknologi til at udføre missionen. En feministisk terrorgruppe kræver apparatur med en psykologisk dimension. Han får et lokum, han kan bruge til at træne i at tisse siddende, så han kan leve sig ind i sin feminine side. Lokummet besidder flere features, kan for eksempel spille spirituel new-age musik, og kan hurtigt forvandles til en flyvende raket, i tilfælde af luftkampe mod andre skurke eller mod flyvemaskiner.
Til Stockholm kommer James Bond
Han indlogerer sig på det samme hotelværelse fra den indledende scene. Tanken om at blive politimand i en almindelig TVserie har længe hjemsøgt ham. Derfor undersøger han politi- og obduktionsrapporter om de myrdede M16 agenter (hvilket bestemt ikke er noget en superagent ellers beskæftiger sig med).
Sideløbende arbejder han sig op: Han tisser siddende på sit medbragte lokum, med lukkede øjnene og sindet fordybet i new age musik for at komme i dybere kontakt med kvinden i sig selv. Lidt efter lidt begynder den slags mandlige actionscener at virke meget forkert på ham.
James Bonds undersøgelse fører til hårrejsende konklusioner. Alle de myrdede M16 agenter døde med en erigeret penis; en fallos. Den svenske presse havde undladt denne særprægede detalje, som kunne virke forstyrrende for landets fremherskende kønspolitiske stemning.
Han opdager også at VADER har udviklet en dræbende nervegas: Fallogox, som påfører mænd en pindefuld krampedød så snart deres mandlige lem erigeres. Endvidere styres VADER hårdhændet af en stærk og ligeså grusom som karismatisk kvinde, der kalder sig Nad Kram. Hendes fortid er et mysterium. Hendes mandehad kompromisløst. Og hendes planer uhyggelige: At angribe den mandlige befolkning med Fallogox, først i Sverige og så i resten af verden. Kun små drengebørn og meget gamle mænd kan overleve Fallogox.
Men, noget action skal der være
Det er jo en James Bond film. Midt om natten angriber en meget stor flok VADERs skurke vores helt på hotelværelset. Han forsvarer sig tappert, men han bliver overmandet. Lyset tændes - og, ikke overraskende, er alle skurke kvinder. Derpå bindes han til en seng.
Og ind i scenen træder Birgitta; hende, som i den indledende scene grinede hånligt, da M16 agenten led krampedøden. Iført det frækkeste undertøj tvinger hun James Bond til at indånde den dræbende Fallogox. Derpå gnider hun sig provokerende på ham og hans køn. En smertefuld krampedød truer superagenten. Men takket være den hårde træning på sit specielt M16-designede lokum, er han i stand til at opleve sig selv som et menneske, ikke som en mand. Så… nul erigering. Han kan modstå Fallogoxs virkninger.
James Bond er den perfekte mand, føler Birgitta, og falder pladask for ham. Der følger en scene hvor de er i seng sammen… som mennesker, der sanser hinandens nærhed, ikke noget med mand og kvinde og den slags gammeldags konstruktioner.
Birgitta og James Bond bliver nu forfulgt af VADER. Anføreren, den frygtelige Nad Kram, tilgiver ikke forræderi blandt sine følgesvende.
Eftersom dette udkast allerede er blevet for langt, springer vi med det samme til opgøret mellem James Bond og den frygtelige Nad Kram. Mens de slås oppe i Stockholms TVtårn, kommer det helt bag på vores helt at Nad Kram, en kvinde, kan være så stærk og er ved at vinde denne kamp på liv og død. Desperat, af ren instinkt, tager James Bond Nad Kram mellem benene og klemmer hårdt. “Auch!” råber Nad Kram… som er en mand! James Bond er så overrasket, at han slipper taget. Det udnytter Nad Kram, som springer fra TV-tårnet. “Jo flere kvinder… des bedreeee!” råber han, mens han falder og udstøder en kæmpe latter. Sekunder efter åbner han en faldskærm.
James Bond forsøger nu på dramatisk vis at afmontere Nad Krams gasbombe. Snart slippes tonsvis af Fallogox over Stockholm, og alle erigeringsdygtige i den mandlige befolkning vil dø. Birgitta lægger endelig 1 og 1 (Nad og Kram) sammen: Kun en dansker kan præstere noget så politisk ukorrekt! Han er helt sikkert også främlingsfientlig! Bombens kode skal nok være: ROEDGROEDMEDFLOEDE. Superagenten skynder sig at taste … og sådan: Bombens ur standser et sekund før udløsningen!
Vi nærmer os en happy-end
Birgitta og James har bosat sig i Sverige, hvor man kan være i fred for alt det besvær relateret til kønsforskelle og samliv. De bor i et idyllisk træhus i Kiruna, så langt væk som muligt fra det fordærvende Danmark.
Men den vakse biografgænger ved udmærket, at der altid ulmer et eller andet under enhver ideologisk idyl. Birgitta er blevet ved med at synes om det frække undertøj, hun brugte til at ophidse M16 agenter; en mission der ikke var så forfærdelig som hun dengang gav udtryk for. Og James… ja, han er blevet ved med at sidetisse og opleve den fred og skønhed der er i kønsløsheden… i den absolutte neutralitet, hvor man lige så godt kan være en ting, en stille genstand i det uendelige univers. Af og til føler James sig svigtet, fordi Birgitta vil trække ham tilbage til fordums forkerte mande- superagentroller. Han vil hellere være tidssvarende.
Den vakse biografgænger ved også, at i film som denne skal der være sidste øjebliks overraskelser. Således dukker den vederstyggelige dansker, Nad Kram, op i Kirunas idylliske træhytte. Han angriber Birgitta, som er i stuen, mens hun frækt klædt venter på at James kommer ud af badeværelset, hvor han igen mediterer på sit lokum. Hun skriger efter hjælp, men James viser sig ikke. Nad Kram, stadig klædt som kvinde og med en ordentlig fallos under nederdelen, forgriber sig seksuelt på hende.
James er nu helt afklaret:
James Bond var en mandlig misforståelse, som var i vejen for hans menneskelige udvikling. Han aktiverer affyringsraketerne på sit lokum, flyver spektakulært ind i stuen og videre ud gennem vinduet, som knuses til glasstumper. Birgitta skal i hvert fald ikke med, tænker James, for det ville ligne alt for meget Thunderballs slutscene, hvor han fløj af sted med den smukke Domino. Desuden… det så ikke ud som om Birgitta havde det så dårligt i hænderne på den vederstyggelige dansker.
Og nu må det være slut: Vi ser James raketere sig alene gennem den svenske nattehimmel… væk fra det hele, væk fra den han var engang.
OBS! Vi må ikke glemme sangen: “Not a man - but a human”, som bliver sunget mens biograflysene langsomt går op.
Sxxxx… mange tak! - for tegningen, som kan ses her
