Jeg kan godt lide Erik Clausen. Erik Clausen har nemlig lavet mange gode film. Når det så er sagt…
Erick Clausen har ladet sig interviewe til papirudgaven af Jyllands-Posten. Der beriger han menneskeheden med hans betragtninger om hans seneste film Ledsaget Udgang. I den film indgår en scene med en Muhammed-tegner, hvilket afføder et oplagt spørgsmål;
Hvad vil du fortælle med Muhammedtegneren i filmen?
Jeg vil begynde med at spørge læserne: Hvornår er der tale om kunstnerisk ytringsfrihed eller en politisk handling?
Jeg var så ikke klar over at “kunstnerisk ytringsfrihed” og “politisk handling” var et enten/eller, og ikke et både/og. Men jeg kan tilsyneladende godt pakke mit venn-diagram af vejen, og bygge en helt ny kunst-forståelse op omkring Erik Clausens visdomsord.
Den tegning var ikke en stor kunstnerisk præstation, men den blev brugt som en politisk prvokation af Jyllands-Posten, og det må avisen stå til ansvar for, og det gør den også.
“…og lidt til” fristes man til at tilføje med tanke på gentagne mordforsøg og attentatplaner. Oh, well… videre i teksten.
Problemet er bare, at hele Danmark også skal stå til ansvar, og det giver anledning til en konflikt, der er så dramatisk, at jeg synes, at den ikke er det værd.
Retten til at kritisere ethvert dogme er ikke et par fornærmede arabere værd?
Retten til at tale magten midt imod er ikke tre udbrændte eller eksploderede ambassader værd?
Retten til at hæve sig over dit forhold til mit forhold til dit dogme er ikke mit liv værd?
WHAT THE FUCK!?!
Man kunne fristes til at sige: “Det begyndte med en jødevittighed og endte med et gaskammer”. Hvor langt kan kunstnere gå med deres satire?
Det begyndte med en Muhammed-tegning, og det kan ende på to måder:
Det kan ende med en Muhammed-tegning, som mødes af menneskehedens kollektive ligegyldighed, og dermed udgør et sikkert tegn på at verden er kommet videre med sit liv, eller… Det kan ende med et gaskammer fyldt med Muhammed-tegnere
Erik Clausen pisser på muslimer
I pæne og ordentlige kredse påberåber man sig ytringsfrihed, men hvis jeg går ned i den anden ende af Istedgade og stiller mig foran en rocker på et værtshus og siger: “Flyt dig din bøssekarl”, er det ikke sikkert, at han respekterer min ytringsfrihed. Så får jeg en på kassen.
…
På byggepladser er der ikke ytringsfrihed, kan jeg godt fortælle dig. Der skal du passe på med, hvad du siger.
Glem et øjeblik det absurde præmis om at Westergaard har opsøgt og krænket muslimer, fremfor at muslimer har opsøgt Westergaard med henblik på at lade sig krænke.
I Clausens optik er muslimer værsthus-frekventerende rockere, som møder ord med næver. Den islamiske verden er en byggeplads, hvor man holder kæft, makker ret og ikke står fast på sit. Danmark er derimod en pæn og ordentlig kreds. Godt så…
Hvad var lige argumentet for at den pæne og ordentlige kreds skal føje sig for byggepladsen?
Hvad var lige argumentet for at lade rockerens næve blive det sidste ord i den danske debat?
Svar udbedes.
