Min barndoms biograf var Tønder Kino. Søndag kl. 14 spillede den som regel enten Tarzan- eller cowboyfilm. Så stod man i kø et par timer, inden billetsalget startede. Pladserne var naturligvis u-nummererede, så det gjaldt om at få en god plads.
Et par timer i selskab med junglens hersker, hans pige Jane og chimpansen Cheta kunne pirre sanserne i en sådan grad, at det hele skulle afprøves derhjemme på gården. Udrustet med tømmen eller et andet reb klatrede jeg op i træerne og brugte dem som lianer, mens omgivelserne for en stund var omdannet til en afrikansk jungle.
Vore to heste kunne også bruges, når menuen stod på Det vilde Vestens cowboys. De var et meget umage par. Den ene, Lotte, var en tung jysk hoppe, der ikke helt svarede til præriens letfodede gangere. Den anden derimod – Max - var udsprunget af Danmarks ældste nationale hesterace, frederiksborgeren - med rødder i de spanske heste, i deres ædelhed og elegante holdning. Så det blev Max, der var udset til at efterligne filmstrimlens bedrifter.
Så gik det i galop - naturligvis uden sadel - ud over prærien, undskyld græsmarken, og indianerne fortrak. Mens et par malkekøer med højspændte yvere lå og tyggede drøv. Hvad gik der mon af knægten og den normalt fredelige hest? Mindre glorværdigt var imidlertid et andet ridt, hvor jeg skulle bringe Max til skoning hos smeden. Men det passede åbenbart ikke ind i Max´s planer for den dag. Eller også har det været for prosaisk en opgave for det ædle dyr. For pludselig foretog han en manøvre, der sendte mig i grøften, mens han selv resolut vendte om og målrettet løb hjem i stalden. Det var en slukøret ”cowboy”, der den dag kom luntende hjem.
