Jeg genså for nylig gangsterfilmen "The Untouchables" med Sean Connery og Robert de Niro m.fl. Filmen tager udgangspunkt i historien om Eliot Ness og hans mænd, der var dem, som fik Al Capone dømt og fængslet.
Eliot Ness arbejdede for det føderale skattevæsen, som af præsident Herbert Hoover fik til opgave at sætte en stopper for Al Capone. Man besluttede sig for at retsforfølge Al Capone - ikke for mord, som man måske skulle tro - men for skatteunddragelse. De gik med andre ord efter forretningsmanden Al Capone, ikke efter morderen Al Capone.
Forretningsmanden Al Capone levede primært af at omgå statsforbuddet mod alkohol (men også af spil og prostitution, der ligeledes var forbudt). Han solgte øl og whisky m.m. til folk, der blot stod fast på den menneskeret, som det burde være at kunne købe og indtage den mad og drikke, som man ønsker. Ud over skatteunddragelsen forsøgte Ness også at retsforfølge Capone for smugleriet og salget af alkohol, men det endte med kun at blive skatteunddragelsen, at Capone blev dømt for.
Rent moralsk var det derfor statsmagten, der var på den forkerte side i retsopgøret mod Capone. For det første ville staten, jvf. anklagen om skatteunddragelse, altså have del i den profit, som Capone havde tjent på ulovlige aktiviteter. For det andet forsøgte staten ved at fjerne Al Capone at forhindre folk i at købe de varer og tjenester, som de ønskede.
I ”The Untouchables” er det skattevæsenets folk, der bliver fremstillet som heltene. Men det er nok nærmere Al Capones folk, der er heltene, og skattefolkene, der er skurkene. Capone og hans folk dækkede – med livet som indsats – et behov for varer og tjenesteydelser, som staten forsøgte at forhindre folk adgang til. Det er heltemodigt. Det er derimod ikke en heltegerning at nægte folk adgang til at købe det, som de efterspørger, eller at konfiskere andre folks penge for at kunne finansiere en undertrykkende statsmagt.
Der eksisterede utvivlsomt folk som den hæderlige og ubestikkelige politibetjent, der i filmen blev spillet af Sean Connery, som med en malplaceret tyrkertro på at lovgivningen pr. definition er retfærdig gav deres liv i en nyttesløs og skadelig kamp mod smugleriet. Men andre folk på statsmagtens side såsom f.eks.Ness fortjener i endnu mindre grad at blive idoliseret. I det virkelige liv blev Ness efter ophævelse af alkoholforbuddet i 1933 skatteopkræver med ansvar for at opkræve afgifter af den hjemmebryggede alkohol, som private producerede i Ohio, Tennessee og Kentucky. I samme periode begyndte han selv at drikke en del i selskabelig sammenhæng - måske han også havde fået en tår over tørsten under forbuddet? – og i 1942 var han indblandet i en trafikulykke, efter sigende p.g.a. sin egen spirituskørsel.
Der kan drages mange nutidige danske paralleller til statsmagtens hykleriske optræden i 30ernes USA. Således mener den danske stat, at det er amoralsk og skal være forbudt at spille om penge – medmindre det sker hos statsejede Danske Spil eller på de kasinoer, som staten har autoriseret, og som staten brandbeskatter med særlige spilleskatter. Ligeledes mener staten, at det er slemt at ryge og drikke alkohol – medmindre man betaler en mindre formue til staten i afgift, når man gør det. I så fald er det OK.
”The Untouchables” er desværre ikke den eneste gangsterfilm, hvor manuskriptforfatterne i Hollywood har valgt forkert side. Også en nyere film som ”Public Enemies” med Johnny Depp har moralsk slagside. I denne film er det gangsteren (John Dillinger, spillet af Depp), der fremstilles sympatisk. Dette uagtet, at manden levede af at plyndre private banker – ikke af at smugle - og ikke stod tilbage for at myrde folk, der kom i vejen for ham. I modsætning til Capone udførte Dillinger således ingen samfundsgavnlige opgaver.
Både Capone og Dillinger nød forholdsvis stor sympati blandt offentligheden i Chicago tilbage i 30erne. Efter krakket på Wall Street i 1929 åbnede Capone suppekøkkener, hvor fattige på hans bekostning kunne få et måltid mad. Igen gjorde Dillinger i modsætning til Capone intet for offentligheden. Men i 30ernes økonomiske krise – i lighed med den nuværende økonomiske krise – var det populært at skylde skylden for krisen på de private banker, så mange så til med skadefro, når Dillinger plyndrede dem. At ”Public Enemies” fik premiere midt i den nuværende finanskrise har således næppe skadet dens popularitet. Men hverken den eller ”The Untouchables” viser hvem de virkelige skurke var.
Eliot Ness arbejdede for det føderale skattevæsen, som af præsident Herbert Hoover fik til opgave at sætte en stopper for Al Capone. Man besluttede sig for at retsforfølge Al Capone - ikke for mord, som man måske skulle tro - men for skatteunddragelse. De gik med andre ord efter forretningsmanden Al Capone, ikke efter morderen Al Capone.
Forretningsmanden Al Capone levede primært af at omgå statsforbuddet mod alkohol (men også af spil og prostitution, der ligeledes var forbudt). Han solgte øl og whisky m.m. til folk, der blot stod fast på den menneskeret, som det burde være at kunne købe og indtage den mad og drikke, som man ønsker. Ud over skatteunddragelsen forsøgte Ness også at retsforfølge Capone for smugleriet og salget af alkohol, men det endte med kun at blive skatteunddragelsen, at Capone blev dømt for.
Rent moralsk var det derfor statsmagten, der var på den forkerte side i retsopgøret mod Capone. For det første ville staten, jvf. anklagen om skatteunddragelse, altså have del i den profit, som Capone havde tjent på ulovlige aktiviteter. For det andet forsøgte staten ved at fjerne Al Capone at forhindre folk i at købe de varer og tjenester, som de ønskede.
I ”The Untouchables” er det skattevæsenets folk, der bliver fremstillet som heltene. Men det er nok nærmere Al Capones folk, der er heltene, og skattefolkene, der er skurkene. Capone og hans folk dækkede – med livet som indsats – et behov for varer og tjenesteydelser, som staten forsøgte at forhindre folk adgang til. Det er heltemodigt. Det er derimod ikke en heltegerning at nægte folk adgang til at købe det, som de efterspørger, eller at konfiskere andre folks penge for at kunne finansiere en undertrykkende statsmagt.
Der eksisterede utvivlsomt folk som den hæderlige og ubestikkelige politibetjent, der i filmen blev spillet af Sean Connery, som med en malplaceret tyrkertro på at lovgivningen pr. definition er retfærdig gav deres liv i en nyttesløs og skadelig kamp mod smugleriet. Men andre folk på statsmagtens side såsom f.eks.Ness fortjener i endnu mindre grad at blive idoliseret. I det virkelige liv blev Ness efter ophævelse af alkoholforbuddet i 1933 skatteopkræver med ansvar for at opkræve afgifter af den hjemmebryggede alkohol, som private producerede i Ohio, Tennessee og Kentucky. I samme periode begyndte han selv at drikke en del i selskabelig sammenhæng - måske han også havde fået en tår over tørsten under forbuddet? – og i 1942 var han indblandet i en trafikulykke, efter sigende p.g.a. sin egen spirituskørsel.
Der kan drages mange nutidige danske paralleller til statsmagtens hykleriske optræden i 30ernes USA. Således mener den danske stat, at det er amoralsk og skal være forbudt at spille om penge – medmindre det sker hos statsejede Danske Spil eller på de kasinoer, som staten har autoriseret, og som staten brandbeskatter med særlige spilleskatter. Ligeledes mener staten, at det er slemt at ryge og drikke alkohol – medmindre man betaler en mindre formue til staten i afgift, når man gør det. I så fald er det OK.
”The Untouchables” er desværre ikke den eneste gangsterfilm, hvor manuskriptforfatterne i Hollywood har valgt forkert side. Også en nyere film som ”Public Enemies” med Johnny Depp har moralsk slagside. I denne film er det gangsteren (John Dillinger, spillet af Depp), der fremstilles sympatisk. Dette uagtet, at manden levede af at plyndre private banker – ikke af at smugle - og ikke stod tilbage for at myrde folk, der kom i vejen for ham. I modsætning til Capone udførte Dillinger således ingen samfundsgavnlige opgaver.
Både Capone og Dillinger nød forholdsvis stor sympati blandt offentligheden i Chicago tilbage i 30erne. Efter krakket på Wall Street i 1929 åbnede Capone suppekøkkener, hvor fattige på hans bekostning kunne få et måltid mad. Igen gjorde Dillinger i modsætning til Capone intet for offentligheden. Men i 30ernes økonomiske krise – i lighed med den nuværende økonomiske krise – var det populært at skylde skylden for krisen på de private banker, så mange så til med skadefro, når Dillinger plyndrede dem. At ”Public Enemies” fik premiere midt i den nuværende finanskrise har således næppe skadet dens popularitet. Men hverken den eller ”The Untouchables” viser hvem de virkelige skurke var.
