Microsoft nægter at udlevere europæiske data til USA

Microsoft blev i april pålagt at udlevere en række data fra en kundes emailkonto til de amerikanske myndigheder, på trods af at personens data var ...

Ikke angivet Ikke angivet,

12/06/2014

Microsoft blev i april pålagt at udlevere en række data fra en kundes emailkonto til de amerikanske myndigheder, på trods af at personens data var gemt på en server i Irland.

Dommer James Francis vurderede, at en ransagningskendelse udstedt i USA er nok til at kræve, at amerikanske firmaer skal overdrage informationer om deres kunder, uagtet hvor dataene er gemt.

Men Microsoft har ikke tænkt sig at acceptere dommen og har nu indsendt en officiel indsigelse.

Vil ikke udføre ransagninger på regeringens vegne

I det 38 sider lange dokument argumenterer Microsoft blandt andet for, at de amerikanske myndigheder ikke ville have mulighed for fysisk at trænge ind i et datacenter i Irland.

Derfor mener de heller ikke, at den amerikanske stat kan tvinge Microsoft til at 'eksekvere' ransagningskendelsen, når myndighederne ikke selv har ret til det.

Kort sagt mener Microsoft, at de samme regler må gælde for data, som ville gælde, hvis det var fysiske dokumenter, der var gemt inde i deres datacenter.