Husker man Bambi og Stampe fra Disneys julekalender?
Bambi med de lange, stive ben kan simpelthen ikke stå oprejst på den glatte is. Det kan Stampe selvfølgelig slet ikke forstå, for det er da så pærelet! ”Du skal bare gøre sådan, Bambi, se bare her”.
Stampe har kaninøjne og ser virkeligheden gennem dem.
Nu har Stampe også fået et fornavn, nemlig Zenia, og Zenia Stampe er bange. Så bange, at hun opgav sit ordførerskab på udlændingeområdet for de radikale. Det viser sig nemlig (DR2-programmet ”Ti stille, kvinde”), at hun – på linje med en række andre kvindelige politikere og debattører har modtaget trusler; foruden hån, spot og latterliggørelse.
Det er grimt og kan selvfølgelig på ingen måde retfærdiggøres – truslerne, altså.
Selvfølgelig skal intet menneske i Danmark frygte for sit liv og helbred – eller familiens – på grund af politiske holdninger og meninger. Derfor er fremsættelse af falske beskyldninger og trusler da også forbudt ifølge injurieloven, straffeloven og selve grundloven (§78, stk.2).
Jeg nævner dette, fordi nogen kunne få den tanke, at man ikke må håne, spotte eller latterliggøre Zenia Stampe, Johanne Schmidt Nielsen, Özlem Cekic m.fl. Det må man selvfølgelig godt, selvom jeg ikke synes, det er sundt for debatten, at inddrage modpartens røv, patter eller køn i det hele taget. Det er heller ikke gavnligt at udnævne dem til skimlede kældermennesker; men det er heldigvis ikke forbudt.
Men injurier og trusler om vold og død, og det, der er værre, nemlig truslernes gennemførelse, er forbudt, og straffes - sommetider - hårdt.
Hverken de tre nævnte kvinder eller undertegnede kan leve med trusler. Jeg forstår dem så udmærket. Det er ganske enkelt invaliderende at leve med daglig utryghed og angst.
Derfor kan jeg heller ikke forstå, at netop de tre kvinder – og mange af deres meningsfæller – som i årevis har været på forkant med at sikre øget indvandring fra især nogle særlige lande og kulturer og derved fremmet modsætninger i samfundet og svækket sammenhængskraften, ikke har større forståelse for mennesker, der netop p. gr. a. disse kulturelle modsætninger hver dag må leve med sådanne trusler og ikke – som Zenia – har nogen mulighed for at ændre deres situation.
Hvorfor kan de 3 kvinder heller ikke forstå, at politimænd, brandmænd, lærere, socialarbejdere og andre offentligt ansatte i stigende grad oplever angst ved at gå på arbejde?
Jeg undskylder gerne, hvis jeg er en uvidende narrehat, der bare ikke er fortrolig med Zenias, Johannes og Öslems medfølelse og forståelse med de mange udsatte medborgere.
Men så vil jeg da gerne oplyses om, hvilke effektive forslag til løsninger, de gennem årene har fremsat – og som med rimelig sikkerhed vil virke.
