I går aftes var David Trads på banen i Deadline med sine sædvanlige bredsider mod alt, hvad der bare lugter en smule af nationalisme. Han har sikkert siddet og har beundret den nazi-paranoia, der hersker på den anden side af Øresund - det er helt McCarthy-istiske tilstande. Enhver, der ikke med det samme siger "værsgo og halleluja", når talen falder på 48 milliarder ekstra kroner til asylområdet, og 400.000 flygtninge de næste 4 år, er i udgangspunktet nazister og bør isoleres som sådan.
Med David Trads' forhistorie in mente, så må han bare beundre den ihærdighed, den nidkærhed, hvormed den svenske elite jagter enhver dissident. "Vi er de 87%" proklameres der fra ypperstepræsterne i Stockholm. Og så må de 13% forstå, at de er umennesker, der ikke er værdige til det fine svenske samfund. Og den model så David Trads gerne implementeret her i Danmark. "Hvilke muligheder", tænker han.
David Trads må virkelig hade, at han er en hvid, heteroseksuel mand. Ifølge ham er han (desværre) en del af en gruppe, der er skyld i alt, hvad der er ondt, om det så er parallelsamfund som Gellerup parken eller Islamisk Stats opståen og fortsatte succes. Den brune/sorte mand har ikke et ansvar for egne handlinger. Vi må forstå på David Trads, at den brune/sorte mand altid er en uskyldig, umælende brik i et stort spil, der kun spilles af hvide, heteroseksuelle mænd.
Det er i det hele taget sigende, at en mand, der hader andre så meget, at han gerne vil udskamme dem og få dem til at holde mund, stiller sig i spidsen for den gode tone. Efter Henrik Gade historien burde David Trads have gravet sig ned i sin baghave og være blevet der. Men det ville kræve en samvittighed og noget selvindsigt, som han bare ikke ejer.
