Nogle stater giver statsborgerskab til enhver, der bliver født på deres territorium; det gælder således USA. Tysker bliver man derimod ved at have tyske forældre, uanset om man så er født i Australien; dansk statsborgerskab tildeles på samme måde. Er man barn af en dansker, kan man som 18-årig vælge at blive dansker.
Statsborgerskab som dansker kan man derfor kun opnå (hvis man altså ikke er født med det) ved at opgive andre statsborgerskaber. Det har i årenes løb kostet især mandlige, tyrkiske indvandrere dyrt, fordi Tyrkiet krævede betydelige beløb for at lade dem opgive det tyrkiske statsborgerskab. Undskyldningen var, at de skulle købe sig fri for værnepligt i det tyrkiske forsvar.
Et forslag til ændring af loven mod dobbelt statsborgerskab er undervejs. I mellemtiden er indfødsretsudvalget indstillet på at ændre praksis, så de folk, der ikke kan slippe af med – eller overhovedet etablere – et andet statsborgerskab, alligevel kan blive danskere. Det almindeligste argument mod dobbelt statsborgerskab er, at det også vil betyde delt, politisk loyalitet. Sat på spidsen, at en dobbelt statsborger vil være en slags femte kolonne, fjendens mand i tilfælde af krig.
Forestillet femtekolonnevirksomhed fra folk med dobbelt statsborgerskab blegner imidlertid en del, når man betænker, hvad det danske statsborgerskab mon har betydet for folk som Sam Mansour. Eller for de hundredvis af danskere, som i øjeblikket fører jihad i Syrien. Eller dem, der deltog aktivt i forsøgene på at myrde danske soldater i Helmand. Man kan desværre ikke se på folks pas, hvor deres loyalitet ligger.
Læs hele artiklen her :
