I et debatindlæg i forbindelse med europaparlamentsvalget skriver LAU-formand, Alex Vanopslagh (AV), i Kristeligt Dagblad d. 24.5. (intet link), at ”Den største trussel mod den personlige frihed ligger derimod i en ny kollektivisme: nationalismen, som blomstrer frem rundt om i Europa.”
Man skal være ikke så lidt historieløs for at betragte nationalisme som en ny form for kollektivisme, men det er uden tvivl en kritik, som Barroso og van Rompui vil bifalde, for hele EU-projektet er baseret på antinationalistiske ideologiske strømninger fra mellemkrigstiden og tilsutningen til ideen om en kollektiv ”forenet menneskehed” fremmet gennem overnationale institutioner til erstatning af nationalstaterne (fodnote 1). At Barroso og van Rompui mener det samme, bliver det imidlertid ikke af sig selv rigtigere af.
Ideologikritik som påskud for kulturradikalisme
Selv om debatindlægget indledes, som drejer det sig om ideologikritik, er der ingen definition af ”nationalisme”, og ideologikritikken er da også¨kun et påskud til at – jeg ville gerne kunne skrive ”kritisere”, men ”kritikken” har en sådan karakter, at der snarere er tale om tilsvining af – en række politiske partier. AV benytter ”nationalisme” som et skældsord, ikke som en analytisk kategori.
Der er klart grund til at være bekymret for Gyldent Daggry i Grækenland og den politiske udvikling i Ungarn, men det betyder ikke, at alle nationalt sindede – ja, der kan godt skelnes mellem nationalisme og at være nationalt sindet, patriotisk eller blot kultur- eller nationalkonservativ – partier udgør en særlig trussel mod friheden. De politiske partier, som AV omtaler, udgør en så heterogen gruppe som Dansk Folkeparti, engelske UKIP, Sverigesdemokraterne, Frihedspartiet i Holland, De Sande Finners parti, Front National fra Frankrig, Jobbik i Ungarn og Gyldent Daggry i Grækenland.
Hvis man vil svine nogen til, virker det ældgamle guilty-by-association trick med at proppe dem i samme kasse som nynazister stadig.
Og AV generaliserer: Alle de nævnte politiske partier betegnes nationalpopulistiske, de hævdes alle at føre en socialistisk økonomisk politik, de fremmer fremmedhadske budskaber (det er vel det samme som racistiske?), og de ønsker alle ”en stærk politistat, hvor forstokkede autoritære og konservative værdier er herskende.”
Hverken Sverigesdemokraterne, Frihedspartiet, Front National eller UKIP er ganske vist antidemokratiske, og at hævde at et veletableret demokratisk parti som DF skulle gå ind for en ”stærk politistat” er intet mindre end uhyrligt. Og uærligt. Det samme gælder anklagerne om at "fremme fremmedhadske budskaber." Det er en racismebeskyldning, der ikke kan begrundes med noget fra DF’s partiprogram eller med politiske udmeldinger fra partitoppen.
Det plejer at være forbeholdt den yderste venstrefløj og Radikale at strø om sig med racismeanklager, og på det punkt minder AV’s debatindlæg om så mange andre venstreorienterede debatindlæg i Politiken og Information fra de seneste 30 år, der advarer mod ”højredrejningen” og de ”højrepopulistiske” partier. Samme retorik, samme mangel på dokumentation og samme generøsitet mht. anvendelsen af skældsord.
Socialister?
”De nationalpopulistiske partiers økonomiske politik er socialistisk” slår AV fast. Uden nogen forbehold. Det hollandske frihedsparti er, så vidt jeg ved, overvejende økonomisk liberalt, og UKIP går ind for massive skattelettelser, en flad skat og besparelser på den offentlige sektor på 77 mia. £. Socialistisk?
Igen anvender AV ordet ”socialistisk” som et skældsord, men kan det anvendes om UKIP, kan det også anvendes om Liberal Alliance, Venstre og Konservative. Det kan være meget sjovt en aften på Toga efter 6 fadøl, men et debatindlæg må gerne være lidt mere ædrueligt.
Under alle omstændigheder giver det ingen mening at hævde, at den nævnte gruppe af partier på det økonomiske område skulle udgøre en større trussel end de egentlige socialistiske, grønne og ræverøde partier i Europa, der rent faktisk har stor indflydelse på den økonomiske politik i EU såvel som i enkelte medlemslande. Det er regulært nonsens.
Er DF den største trussel mod den personlige frihed i Danmark?
Lad os vende tilbage til Danmark, som vi alle kender mest til. Kan man seriøst mene, at blandt de mange trusler mod den personlige frihed i Danmark, der skulle DF udgøre den største trussel?
Den største trussel stammer altså ikke fra kommunisterne i Enhedslisten, hvis bagland ikke holder sig tilbage fra at bruge vold og økonomisk støtte terrorbevægelser rundt omkring i verden, og ikke fra SF eller Radikale med deres forbudsivrighed, rød-grønne ideologi og planøkonomi. Ikke fra den massive politiske opbakning til velfærdsstaten, der har ført til et skattetryk på 50-65% (afhængig af målemetode), og som erstatter frie valg med standardiserede one-size-fits-all løsninger. Og end ikke islamistiske organisationer eller enkeltpersoner, der med økonomisk støtte fra udenlandske diktaturer sender danske unge i hellig krig, hetzer mod og fysisk angriber homoseksuelle, jøder, undertrykker deres egne kvinder (men det er måske ligegyldigt, AV, i multikulturalismens navn?), truer ytringsfriheden, begår mordforsøg på Kurt Westergaard og Lars Hedegaard og har begået adskillige terroranslag i Danmark.
Ja, DF er ikke et liberalistisk parti, og ligesom S, SF, R, EL, V og K fører de en politik, der på mange måder udgør en trussel mod den personlige frihed, men at påstå at DF udgør den største trussel mod den personlige frihed er proportionsforvrængning i en grad, man sædvanligvis kun støder på i kommentarsporet til artikler i Information og på Modtryk.
EU og indvandring
Flere og flere liberale og konservative intellektuelle betragter EU som en trussel mod vores frihed, velstand og nationale selvstændighed. Jeg kan nævne Vaclav Klaus, Lars Seier Christensen, David Gress og Kasper Støvring, der alle går ind for en udmeldelse, og det er ikke mærkeligt, at liberalister og nationalkonservative er at finde på samme hold i kampen for at værne om vores frihed, velstand og nationale selvstændighed i forhold til truslen fra EU.
Det er mere overraskende, at AV ikke er på det hold men snarere betragter truslen fra politisk set nationalkonservative partier som DF som større end truslen fra EU, men her er AV på linje med mange kulturradikale og venstreorienterede.
Den kulturradikalisme, som også stikker hovedet frem i dette debatindlæg, har AV givet udtryk for mange gange før. Især i forhold til indvandring. AV kritiserer de nationalpopulistiske partier for at ”forhindre fremmede i at passere grænserne.” Javel. Nu har LA i egen optik den mest restriktive indvandringspolitik af alle partier, og den behøver en LAU-formand naturligvis ikke være enig i, men jeg kunne da godt tænke mig at vide, om AV ikke er enig i, at i et land med pivåbne kasser, vil semilukkede grænser være et bedre værn om vores frihed og velstand end pivåbne grænser? Eller er det fremmedhadsk og nationalpopulistisk? Og hvis så, er det så en karakteristik, LAU-formanden vil anvende om LA’s udlændingepolitik?
Uværdigt
Jeg er stor tilhænger af at kritisere totalitære politiske ideologier, hvis der er substans og ikke bare skældsord i kritikken. Mærkeligt nok har ingen nogensinde set AV kritisere islam for dens totalitære tendenser og trække en ret linje til islamiske partier, grupper, foreninger eller individer. Og jeg er stor tilhænger af at kritisere politikker og politiske partier for alle de måder, hvorpå de udgør en trussel mod den personlige frihed. Det kan man ikke gøre for ofte.
Men hvis kritikken skal have nogen som helst fortjeneste, så skal den være veldokumenteret og velargumenteret. Og med sans for proportioner. Alex Vanopslaghs debatindlæg er hverken eller.
Det er under lavmålet at slå DF og UKIP sammen med Gyldent Daggry, og det rammer ubeskrivelig langt ved siden af skiven at kalde alle disse partier for fremmedhadske, der fører en socialistisk økonomisk politik og går ind for en en ”stærk politistat, hvor forstokkede autoritære og konservative værdier er herskende.”
Det er en retorik, vi normalt kun ser på den yderste venstrefløj, og selv for en kulturradikal liberal som Alex Vanopslagh er det under lavmålet. Det er simpelthen uværdigt.
Note:
(1) Enhver der gerne vil tænke lidt dybere over, hvorfor det måske snarere er den kollektivistiske tanke bag EU, der udgør en trussel mod friheden og den nationale selvstændighed, skulle læse Kasper Støvrings EU-kritiske ”EU som fredens projekt”. Der argumenterer han for, at nationalt homogene nationalstater oftest er mere politisk stabile og bedre sikrer frihed og demokrati end multikulturelle stater eller imperier, der ofte har været præget af nationale stridigheder, politiske konflikter, borgerkrig og etniske udrensninger eller deportationer. Det var vel en vigtig lære af nationalismen.
