Kære Annie - jeg forstår godt, du er i affekt over overfaldet på din søn, der kunne have kostet dig ham. Jeg kan så levende sætte mig ind i det som far. Imponerende, at du så snart er klar til at omsætte din indre oplevelse i et sagligt indlæg. Meget velovervejet og behersket i betragtning af det, du har gennemgået. Så derfor vil jeg ligeledes vove mig ud i en diskussion af, hvad der kunne være kilden til det, der synes helt uforståeligt og meningsløst.
Du skriver bl. a.: "Det ændrer ikke ved det faktum at de rabiate muslimer ER en minoritet i forhold til det samlede antal muslimer, og at mange etnisk danske OGSÅ er "bøller", der opfører sig meget dårligt."
Men Annie - det var jo IKKE de rabiate muslimer, der overfaldt din søn. Så der er noget, der fejler i din analyse på lige det punkt. Jeg ville personligt til enhver tid hellere være nabo til "rabiate muslimer", end til "utilpassede". Lad mig en gang perspektivere:
Jeg har også en søn. Og en datter.
Hvis min datter en dag kom hjem med en muslimsk kæreste, ville jeg spørge ham rent ud, hvad hans holdning til, at min søn var kæreste med denne unge muslimske mands søster ville være. Hvis hans opfattelse var, at det ville han ikke acceptere, kunne vi stadig omgås. Men vi kunne ikke være fortrolige, og vi kunne ikke være venner. Jeg vil ikke blande mig i min datters valg af partner, men jeg er solidarisk med min søn! Han skal ikke sidde og være nødt til at holde gode miner til slet spil over for en person, der både mener, at han har ret til at bestige min søns søster, og til at forøve vold på hendes bror, hvis han drister sig til at føle, at han har samme ret til at gøre sine hoser grønne. Sådan en menneskeligt uværdig stilling skal min søn ikke tvinges til at blive anbragt i, uden at have adgang til genmæle.Min datter skal vide, at det er et pikant valg, hun foretager, når hun inviterer et menneske med den holdning til os, hendes danske far og bror, ind i vores hjem.
Og dermed er vi faktisk inde ved kernen i konflikten, mener jeg. Også i forbindelse med overfaldet på din søn. Det er jeg ret sikker på, som værende vokset op i miljøer med mange indvandrere siden de tidlige halvfjerdsere.
Psykologien bag overfaldet på din søn (for det er altid det mellemmenneskelige, aldrig det ideologiske, der er den egentlige årsag. Mennesker er i almindelighed ikke ideologiske, det ved vi egentlig godt) er efter min mening den samme, som når det skønnes for farligt at lukke unge muslimske mænd i flok ind på vore diskoteker fredag aften:
Disse unge mænd, der ikke tillader deres egne søstre at gå på diskotek vil altså selv ind på diskoteket og - hvad? Ja, ind og "score" nogle - for at bruge et pænere udtryk, end de selv ville bruge - løsagtige danske pi'r. Jeg kan love dig for, at de ikke har respekt for deres egne motiver, og at de selv synes, de er nogle dumme svin. Det siger sig selv, at det er en forsimplende tankegang. Forhutlende både for drenge og piger.
Og det gør i yderste konsekvens de unge muslimske drenge/mænd særdeles farlige. Selvbeskrivelsen "dumt svin" går unge mænd fra den muslimske kulturkreds slet ikke så sjældent rundt med i en sådan grad, at de lyser langt væk af den. Dét er problemet! Og udkommet af en ganske særlig, kulturelt betinget politik over for kønnene, som din søn er blevet offer for.
Det er nemlig hele den praksis med, at muslimske piger skal giftes - helst i hjemlandet - som jomfruer, og desuden kun med muslimer og sågar ofte udelukkende folk af egen, etniske oprindelse, som stikker en kæp i hjulet på ethvert forsøg på at skabe ligeværdige relationer mellem forskellige mennesker og kulturer. Den sociale kontrol, kender vi det som.
Det er en køns- og kultursegrerende praksis, som er meget udbredt, på ingen måde marginal, og som bør være den egentlige målestok for integrationsniveauet.
- På nøjagtigt samme måde, som man kan sige, at en muslimsk mand, der ikke tillader sine døtre et frit partner-, seksual-, livsstils-, og religionsvalg, ikke er bærer af en demokratisk kultur. I Ægypten vil en sådan person aldrig kunne håbe på demokrati for sig selv, som vi snart vil se. Og i Danmark må han nasse på den demokratiske kultur, der bæres af det folkeslag, han har slået sig ned iblandt. For demokrati baserer sig alene på generøsitet, og er alene summen af den indflydelse, vi bevilger hinanden. Det og kun det.
På samme måde med diskrimination: De muslimske mænd, der påstår sig diskriminerede, er de første til at diskriminere på en meget total og yderst ondartet måde, med repressalier af den grusomste art. Vi ser dem sjældent eksekveret. For vi ser sjældent, at muslimske piger trodser truslerne og går ud på eventyr i deres eget liv. For de er helt klar over, at de ikke er tomme, truslerne. De har set de samme eksempler, vi andre også har set, de få gange, nogen har vovet det i trods.
Synes du ikke også, det forekommer ekstremt, at så få muslimske kvinder - søstrene og mødrene til de rodløse og fritgående drenge, der overfaldt din søn - kan vælge frit? Jo jo - de "vil selv" bære tørklæde, siger de. Og det er jo godt. For det er ikke et kontroversielt valg. Det er det først, hvis de frit vælger at leve på polsk med deres danske kæreste på et kollegium, hvor de bor mens de tager en uddannelse efter eget valg.
Så slaven er altså ikke fri, selvom slaven "selv vil" være slave. De muslimske pigers første forsøg på at opnå frihed har været "selv at ville" (for så oplever de et valg - i forholdet til, ak, et tørklæde ...). Det skal vi forstå, men vi må ikke lade os stikke blår i øjnene af bare velvillighed. Disse piger har ikke et frit valg. Vi kender godt et frit valg, når vi ser et.
Så ekstremt det lyder, er det de helt almindelige vilkår i de muslimske enklaver. Jeg ved godt, du kan nævne undtagelser: Rushy Rachid (der plagede sig til at få lov at gifte sig med Jens Højbjerg, men faktisk ikke fik sin frihed) og Sosun Sendi (der brød ud og fandt en dansk kæreste). Men de er yderst få - så få, at vi ikke ser dem på gaden.
Er det så så sært, at betingelserne for "kulturmødet" også er ekstreme?
De muslimske drenge, der stak din søn i låret havde helt åbenbart ingen intentioner om at slå ham i hjel. Der var "kun" tale om såkaldt "dominans-kriminalitet", så farlig den end er. For dem er din søn helt upersonlig, blot den potentielle “rival”, som de kæmper om "de danske piger"s gunst med, og deres foretrukne våben i den kamp er fornedring. Fornedring af din søn. Det er en form for symbolsk "kastrering", som er helt parallel til det fænomén, at unge muslimske mænd intimiderer og kaster med sten på brandfolk og reddere - nemlig alt, der har "nosser" i det danske samfund og "lugter af testosteron".
Den dag din søn forelsker sig i en af hans voldsmænds søstre – og skulle han ikke kunne det? – stikker de ham måske i hjertet. Eller endnu mere sandsynligt: Hende. Men det gør han måske heller ikke? Det har han vel forstået, at han ikke skal. Så det er naturligvis kun spekulation.
Nej, problemet udspringer ganske rigtigt ikke af islams lære, det er vi enige om, men sagen er, at islam - og fundamentalistiske interessenter - tilbyder de "utilpassede" fra den muslimske kulturkreds en myte om dem selv, der kan give dem den retfærdiggørelse, de så såre har behov, for ikke at skulle føle sig som dumme svin midt i deres i realiteten misbrugsorienterede adfærd. De får pludselig lov til at føle sig som en del af en makrohistorisk bevægelse, når de begår deres ynkelige og stupide kriminalitet. Derfor er en stærkt muslimsk identitet blevet meget populær blandt disse unge.
Hvad vil du lære din søn herefter? Ikke at hade, selvfølgelig. Det vil vi alle, uanset, hvad vi beskylder hinanden, “danskerne”, for. Vil du undervise ham i, at han skal dukke nakken og “respektere” de vilkår en ekstremt patriarkalsk, ikke-demokratisk klankultur dikterer? At se ned og tænke på noget andet, hvis han møder en dejlig muslimsk pige, som han ikke er værdig til? Og i øvrigt passe på ikke at “krænke” hendes brødre. Og siden bare se at hytte sig med en statusgivende eksamen, så han kan tiltrække "en sød akademikerpige" og ellers lade Fanden tage resten?
Det vil jeg ikke i min søns tilfælde. Jeg kan ikke og jeg synes, han fortjener meget mere livskvalitet, end som så. Men jeg er samtidig hunderæd for at opdrage ham til at have sine meningers mod og holde på sin værdighed, når jeg ved, at svaret meget vel kan være kniven.
Men den selvbeskyttende løsning er imidlertid den, en stor del af parcelhus- og andelsboligdanmark har i sinde at ty til. Med gatede gårdhaver og eksklusive betalingsskoler. Samt fine, fine meninger.
Så er det bare S-togene og Kystbanen, samt stationerne, der er kritiske områder, indtil de unge, priviligerede ikke-muslimske mænd får kørekort. Men statistisk er risikoen måske til at overse. Det må vi krydse fingre for.
Ja, for hvem Helvede skal vi være solidariske med, hvis ikke vore børn?
- - -
