Ideologisk kan og skal man som liberal forsvare et abstrakt frihedsbegreb, hævde individets naturlige eller gudgivne rettigheder, selvejerskabstanken eller postulere nogle universelle menneskerettigheder. Som et moralsk postulat må friheden være universel, den må gælde alle mennesker qua de er mennesker, og uanset deres etnicitet, religion, politiske overbevisning, køn, seksualitet eller andet specifikt.
Historisk har kampen for frihed derimod altid være konkret. Den kan have været begrundet i abstrakte principper og idealer, som den tidlige liberale kamp for kvinders lige rettigheder og for negerslaveriets ophævelse, men de politiske kampe har altid været konkrete. Det gælder kampe for national selvstændighed, for religionsfrihed og ytringsfrihed, kampen mod censur og for trykkefrihed, for kvinders stemmeret, for negerslaveriets ophævelse og for sortes stemmeret, for lige rettigheder for homoseksuelle osv.
Der er desværre en del liberale, der i forbindelse med sympatimarchen lørdag for jøders ret til ikke at blive udsat for vold, trusler eller chikanerier, ikke har villet bakke ubetinget op om denne konkrete frihedskamp for en bestemt befolkningsgruppe, fordi den ikke også drejede sig om muslimske kvinders ret til at gå med religiøst hovedtørklæde eller ikke generelt handlede om tolerance og mod hatecrimes.
I mange tilfælde dækker den type argumentation over, at de pågældende rent faktisk ikke vil bakke op om demonstrationens formål, man i stedet for at sige det direkte, så kalder de det noget andet.
Et godt eksempel på den taktik er Fathi El-Abed, formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening. Han deltog i sympatimarchen, men han kunne tydeligvis ikke få sig selv til, eller turde ikke i forhold til sit politiske bagland, bakke op om marchens formål, jøders ret til ikke at blive overfaldet eller chikaneret. I stedet gik han med et skilt, hvorpå der stod ”Tolerance er for alle”. Noget ingen kan være uenig i, måske lige bortset fra Fathi El-Abeds eget bagland af Hamas- og terrorsympatisører.
Fathi El-Abed forskyder med sit skilt fokus fra kampen for en konkret frihed til noget abstrakt, men også intetsigende. Dermed fjernes fokus på de konkrete problemer, der er, med antisemitisme i Danmark, og det var nok ikke utilsigtet fra Fathi El-Abeds side, for det er ikke en kamp, han vil bakke op om.
Det giver ikke nogen mening at lave en demonstration generelt for tolerance og imod hate crimes. Det vil alene blive en feel-good demonstration for cafe latte-segmentet, hvor demonstranterne viser, hvor Gode mennesker de er, men en sådan demonstration vil ikke kunne sætte fokus på noget konkret problem. Og kampen for frihed er altid konkret. I dette tilfælde handlede den specifikt om jøders problemer med at kunne gå klædt, som det passer dem, uden at blive udsat for chikanerier, trusler og vold fra – lad os være ærlige – muslimske indvandreres side, og sikkert ikke mindst mange fra Fathi El-Abeds politiske bagland.
Når nogen liberale efterlyser, at der samtidig skulle være sat fokus på muslimske kvinders ret til at gå med tørklæde, så er det ikke alene en relativering af de alvorlige problemer, der er for jøder i Danmark, der slet ikke kan sammenlignes med de tilfældige chikanerier, som tørklædetildækkede muslimske kvinder kan risikere at blive udsat for, men det vil også fjerne fokus fra problemerne, der er konkrete og ikke er de samme for jøder som for tørklædetildækkede muslimske kvinder.
Skulle sufragettere måske også have demonstreret for homoseksuelles rettigheder? Og skulle Martin Luther King også have holdt marcher for jøder og amerikanske indianeres borgerrettigheder?
Nej! Det er nødvendigt at sætte fokus på de enkelte problemer, hver for sig, hvis det skal have nogen effekt, og hvis offentligheden, medier og politikere skal råbes op. Kampen for frihed er altid konkret, for problemerne er konkrete, og vi må tage de kampe, kamp for kamp. Og at man deltager i én demonstration og engagerer sig i én konkret frihedskamp betyder ikke, at man ikke synes, at andre frihedskampe også er vigtige, men vi må alle prioritere vores indsats. Tak til Rasmus Jarlov for at tage denne kamp for jøders frihed, og lad det så være en opfordring til alle kritikere om at tage initiativ til at kæmpe andre kampe.
