Frihed kontra frigørelse

I forhold til spørgsmål om ligestilling mellem kønnene vil liberalister altid fokusere på ligestilling i betydningen lige rettigheder som lige valg...

Torben Mark Pedersen,

02/08/2014

I forhold til spørgsmål om ligestilling mellem kønnene vil liberalister altid fokusere på ligestilling i betydningen lige rettigheder som lige valgret, lighed for loven, lige løn for lige arbejde osv.

Det handler om frihed. Det er derimod ikke en traditionel liberal kamp at kæmpe for frigørelse fra traditionelle kønsrollemønstre, undertrykkende normer osv.

Det er nemlig ikke et politisk projekt, men et individuelt projekt, som man godt kan kæmpe for i fællesskab i civilsamfundet, men ingen kan gøre det til et politisk projekt uden at krænke andres frihed.

Burkaforbud er et godt eksempel. Burkaer og det religiøse krav om tildækning i islam er udtryk for en patriarkalsk, kvindeundertrykkende religion og kultur, og mange af os vil gerne støtte muslimske pigers frigørelse fra social kontrol og undertrykkelse, men hvis man vi forbyde piger at gå med tørklæde, så krænker man pigernes rettigheder. Der er piger, der frivilligt går med tørklæde, fordi de har internaliseret religionens værdier og normer og gjort dem til deres egne. Det er meget muligt, at pigerne kan siges at være blevet hjernevasket af årevis religiøs indoktrinering og kulturelt og socialt pres, men uanset hvad så er det uliberalt at ville forbyde tørklæder. Den enkelte ved bedst, hvad der er i hendes egen interesse.

Det har traditionelt været venstrefløjen, der har gjort frigørelse til et politisk projekt, og som vil lovgive om øremærket barsel, kvindekvoter, hatespeechlove osv. For liberale er frigørelse en kamp, der må udspille sig i civilsamfundet, og som staten ikke skal blande sig i, fordi forbud og påbud krænker individers frihed.

Liberalister sætter frihed som det højeste politiske mål, frigørelse er derimod ikke et politisk mål for liberalister.

Negativ og positiv frihed

Forskellen mellem frihed og frigørelse hænger snævert sammen med de to frihedsbegreber: negativ frihed og positiv frihed, der stammer fra Isaiah Berlins ”Two Concepts of Liberty”.

På trods af betegnelserne negativ og positiv er de to frihedsbegreber ikke hinandens modsætninger. Det negative frihedsbegreb er et samfundsmæssig frihedsbegreb, der drejer sig om, hvordan frihed begrænses af andre menneskers (eller statens) tvang eller trusler, hvorimod det positive frihedsbegreb er et psykologisk frihedsbegreb, der drejer sig om at være fri for indre, mentale barrierer, snærende sociale normer, religiøse fordomme, osv.

Det er en udbredt misforståelse, at forskellen mellem negativ og positiv frihed kan beskrives som forskellen mellem ”frihed fra” og ”frihed til”. Negativ frihed er både frihed fra tvang og frihed til at handle: Religionsfrihed er samtidig frihed fra at blive påtvunget en statsreligion og frihed til at dyrke en religon efter eget valg.

Negativ frihed er frihed fra andre menneskers bevidste tvang eller trusler. Berlin skriver: ”I am normally said to be free to the degree to which no man or body of men interferes with my activity. Political liberty in this sense is simply the area within which a man can act unobstructed by others. If I am prevented by others from doing what I could otherwise do, I am to that degree unfree.”

Negativ frihed er den klassiske liberalismes frihedsbegreb, der også udmønter sig i de negative frihedsrettigheder som ytringsfrihed, religionsfrihed, forsamlingsfrihed, frihed fra fysiske overgreb, næringsfrihed, økonomisk frihed, ret til frit at købe og sælge retmæssigt erhvervet ejendom osv.

 

Positiv frihed er en helt anden sag. Positiv frihed et psykologisk frihedsbegreb, der handler om selvbestemmelse og selvrealisering. Man er fri i positiv forstand, hvis man ikke er slave af ens egne drifter, hvis man ikke er afhængig af narkotika, ikke har en svag karakter, ikke underlægger sig social kontrol, religiøse dogmer, reklamens magt, eller den offentlige menings tyranni – altså alt det, der kan hindre en selv i at forfølge ens egne autentiske mål.

Frigørelse handler om at blive fri i positiv forstand: At man frigør sig fra et traditionelt kønsrollemønster, fra patriakatets normer, fra gældende seksualmoral, fra reklamens magt, fra herskende autoriteter, fra falsk bevidsthed, fra social kontrol eller fra religiøse dogmatikker.

Da det positive frihedsbegreb er et psykologisk frihedsbegreb, så er frigørelse et individuelt projekt, og kampen for frigørelse må være individuel (men kan udkæmpes sammen med andre i civilsamfundet). Det er derimod ikke et samfundsmæssigt frihedsbegreb, og i liberal optik kan og skal frigørelse ikke gøres til genstand for politik. Så fører det til ufrihed med forbud (ex. mod burkaer) eller påbud (ex. tvungen barsel, kvindekvoter).

Der er derfor en helt afgørende forskel mellem frihed og frigørelse, mellem negativ frihed og positiv frihed. Bemærk også, at hvor negativ frihed og negative rettigheder er nært sammenfaldende, så er positiv frihed noget ganske anderledes end positive rettigheder, om end de positive eller sociale rettigheder ofte er blevet begrundet med ønsket om at sikre alle positiv frihed.

Positiv frihed i en venstre-liberal tradition

Det positive frihedsbegreb er helt og aldeles fremmed for den klassiske liberalisme. Man kan dog godt finde traditionelt liberale tænkere, der har skrevet om frihed som autonomi og selvrealisering, altså det positive frihedsbegreb. Vi finder det i Kant’s begreb om autonomi, og hos John Stuart Mill i værket ”On Liberty”. John Stuart Mill var imidlertid en overgangsskikkelse mellem klassisk liberalisme og socialliberalisme, der på trods af navnet i virkeligheden ikke har noget med liberalisme at gøre men er en form for demokratisk socialisme, og John Stuart Mill flirtede i øvrigt også med socialismen.

John Stuart Mill mente, at det bedste liv er det autonomt levede liv, og at målet er at skabe de bedste betingelser for, at individualitet og selvudvikling kan blomstre. John Stuart Mill var dog stadig så liberal, at han mente, at det opnås bedst ved den maksimale ikke-indblanding fra statens side, som formuleret i hans skadesprincip, men selve det positive frihedsbegreb åbner for alverdens former for statslige indgreb for at sikre undervisning, sundhed, regulere ansættelsesforhold, socialpolitik m.m.

Positiv frihed i en venstre-totalitær tradition

I sin yderste konsekvens kan det positive frihedsbegreb føre direkte til det totalitære samfund. Det er tilfældet, når alle individer påstås at have samme kollektive mål, og at de bare skal frigøre sig fra deres mentale barrierer, der hindrer dem i at indse det. ”Frihed er indsigt i nødvendigheden,” som det hedder med et marxistisk slogan.

Vi kender det fra dansk politik, når Dan Jørgensen ønsker at bestemme, hvad vi skal spise af hensyn til det kollektive mål ”folkesundheden” eller når socialister vil indføre øremærket barsel af hensyn til det kollektive mål om ”lighed”.

I de store totalitære ideologier er det kollektive mål knyttet til klassen, racen eller religionen. Der sættes lighedstegn mellem de kollektive mål og enkeltindividernes sande mål, som de påstås at ville forfølge af egen fri vilje, hvis de var fuldt ud rationelle, og det følger, at de først opnår fuld frihed, når de forfølger det kollektive mål.

Rousseau (1712-78) mente, at der findes en indre kerne i alle mennesker, deres virkelige jeg, som er ens, og at denne indre kerne repræsenteres af almenviljen. Når borgerne indgår i almenviljen, så er er de fuldstændig frie, for de følger kun love, som de pålægger sig selv: ”Obedience to the law one has prescribed for oneself is freedom.” Borgerne er kun frie, når de indgår i almenviljen, og der er derfor ingen modsætning mellem individ og stat/almenviljen. Det er til borgernes eget bedste, hvis de tvinges til at være frie: “Whoever refuses to obey the general will shall be constrained to do so by the entire body; which means only that one will force him to be free.”

Denne tankegang er opskriften på et totalitært samfund, og Rousseau kan siges at være den ideologiske fader til den franske revolution og terroren under Robespierre (1758-94) , der opfattede sig selv som legemliggørelsen af almenviljen.

Vi finder samme tankeskema hos Karl Marx (1818-83), hvor arbejdernes løn er lavere end værdien af det, de producerer. De skaber en merværdi, som kapitalisterne tilegner sig, og arbejderne udbyttes under kapitalismen. Arbejderne har derfor nogle objektive klasseinteresser om at blive fri for udbytning, men mange arbejdere er præget af falsk bevidsthed, og kun den revolutionære elite forstår arbejderklassens objektive klasseinteresser. Arbejderne bliver kun frie, når de gør arbejderklassens mål til deres egne og via klassekampen gennemfører en revolution.

Frigørelse i den totalitære tradition handler om at gøre sig fri af de mentale barrierer, der hindrer en i at indse, at ens sande mål er at indgå i almenviljen (Rousseau), gøre arbejderklassens objektive klasseinteresser til ens egne (Marx), eller gøre indførelsen af Kalifatet til ens eget mål.

Frigørelse som politisk projekt er venstreorienteret – men kan på visse punkter fremme en liberal kultur

Frigørelse er et åbenlys frihedsfjendsk ide, der er næret af formynderiske og paternalistiske ideer om falsk bevidsthed eller manglende evne til at indse, hvad der er deres eget bedste.

Omvendt kan frigørelse fra visse fordomme, racistiske eller kønslige fordomme eksempelvis, fremme en liberal kultur, hvor flere mennesker går ind for, at alle mennesker har lige rettigheder uanset race, køn eller seksualitet. Frigørelsesprojekter kan derfor sagtens fremme liberale – frihedsorienterede – mål, men kun såfremt det er en kamp, der foregår i civilsamfundet og uden statslig indblanding.

En ideologisk splittelse i LA

Der kan spores ansatser til en ideologisk splittelse i LA. Der er en venstrefløj eller kulturradikal fløj i partiet, nogen kalder sig selv for hippieliberale, der nok er økonomisk liberale, men som på det værdipolitiske område er venstreorienterede eller kulturradikale, og som vil lægge det positive frihedsbegreb til grund for værdipolitikken. Vi så det forleden, hvor en tidligere LAU-formand ville gøre kvindefrigørelse til et liberalt politisk projekt uden at respektere kvinder og mænds ret til at selv at vælge karriere og priotere i deres liv.

Det holder ikke at tage John Stuart Mill til indtægt for, at det positive frihedsbegreb skulle være forenelig med liberalisme. Det er det ikke. Promoveringen af det positive frihedsbegreb fremmer sociale rettigheder, en ubegrænset statsmagt og i sin yderste konsekvens et totalitært samfund. Når frigørelse gøres til et politisk projekt, så indebærer det, at påtvinge andre mennesker ens egne værdier og præferencer for, hvordan samfundet skal indrettes. Det er vejen til trældom.

Promoveringen af det negative frihedsbegreb vil derimod fremme respekten for individet. Kun det liberale samfund, muliggør, at mennesker med vidt forskellige mål og værdier kan leve fredeligt sammen, blot de respekterer andres lige rettigheder. Rettigheder er alternativet til, at magt er ret.

Kilde: