En vinterdag i januar 1998. Cirka 140 stolte soldater fylder Sjælsmarks auditorie, og lytter til hvor gode vi har været, hvordan vi som fredsbevarende styrke i Bosnien har gjort en forskel, hvilke ofre vi har gjort og hvor stolt Danmarks er af os. Vi får også at vide, at der vil komme nogle psykiske efterreaktioner, uden at disse bliver defineret nærmere. For at tage nogle af reaktionerne i opløbet spørger kasernens socialrådgiver, om der er nogle i auditoriet,som har nogle oplevelser de ønsker at dele ud af.
Larmende tavshed tolkes som "nå - det er der ikke, pyha hvor heldigt" og herefter blev vi lukket ud i samfundet.
Ud i samfundet uden venner, vest, våben, radio, tryghed, fællesskab, ud i samfundet hvor natten hurtigt bliver din fjende, for det er her, hvis du er så heldig at falde i søvn, du bliver hjemsøgt af mareridt om utilstrækkelighed, billeder af grufulde gerninger fylder hovedet og dæmpes kun af større mængder whiskey. Jeg var heldigvis så heldig, at kende en psykolog, som kunne give mig et telefonnummer til en af forsvarets psykologer og denne kunne berolige mig med ordene, "Det vist meget normalt" og det var så dengang forsvarets bidrag til hjemvendte soldater. Jeg vil gerne understrege, at sådan var det dengang, det er heldigvis blevet meget bedre, men alligevel kan nye tal afsløre at 43 balkan veteraner har taget deres eget liv og vi kender ikke omfanget af dem som er på førtidspension, eller har slået sig permanent på flasken.
Når Danmark bruger milliarder på landstyrker og andet isenkram i ufredelige lande, er det som regel i god sags tjeneste. Vi holder fred, vi starter vækst, vi iværksætter projekter, vi bygger skoler og hospitaler, vi jager skurke og skulle jagten ende i drab, bliver omstændighederne grundigt vurderet og hvis det viser sig at danskerne er skyld i drabet vil familien til afdøde få udbetalt en kompensation, selvom vedkommende er landevejsrøver eller rovmorder. Sådan foregik det ihvertfald i Irak.
Når hellige krigere drager til Syrien for at støtte tilblivelsen af et Islamisk kalifat, kæmper de side om side med mennesker, som skærer hovedet af børn og voksne, voldtager små piger, sælger kvinder som slaver og er direkte årsag til den gigantiske flygtningestrøm, ja de gnubber skuldrer med ophavsmændende til de mest barbariske scene, vi nulevende nogensinde har været vidner til.
Når de kommer til Danmark, bliver de i egne kredse modtaget som helte, fælleskassen har finansieret deres Syrien ophold og fælleskassen står stadig åben ved deres hjemkomst. Politikerne snakker om antiradikalisering, de tilbyder psykologhjælp, jobordninger og man får det helt klare indtryk, at de slipper hvad de har i hænderne for at hjælpe disse krigere.
Men jeg er nysgerrig - hvordan vil politikerne hjælpe disse krigere, når viljen og lysten til at engagere sig i danske soldaters vej tilbage til samfundet har været så ringe?
Skal vi prøve med David Trads metoden. Han anklagede for nylig i "Deadline" Claus Hjordt Frederiksen for ikke at have taget afstand fra Dansk Folkeparti ,dengang Venstre sad i regering ,og det var den direkte årsag til, at Danmark leverede det højeste antal Syrien krigere til borgerkrigen. David Trads mente at man burde behandle DF som man behandler Sverigesdemokraterne", nemlig udelukke dem for indflydelse og nægte dem taletid.
Det vil sige at en udelukkelse af Pia Kærsgårds fremmedfjendske retorik kunne få Ali fra Gjellerup parken til at overveje "Hm - Danmark har givet mine forældre, bedsteforældre og mig adgang til gratis uddannelse, gratis sundhed, gratis advokatbistand, retssikkerhed, beskyttelse, retten til at stemme, retten til at være homoseksuel, retten til alverdens velfærd, men jeg vælger alligevel at drage til Syrien og skære hovedet af kristne og vantro muslimer fordi Danmark har et parti, som insisterer på en indvandrerkritisk debat. Det er muligt. Jeg kunne ikke drømme om at betvivle en kulturradikal borger af frygt for at blive udråbt som et klamt uvidende kældermenneske, men jeg synes måske der er grænser for hvad vi kan beskylde "tonen i indvandrerdebatten" for.
Som tidligere udsendt soldat og medstifter af partiet "Dit-Mandat", går jeg meget op i veteranpoltik, værnepligt og det danske forsvar i det hele taget og jeg hører meget gerne fra alle, som har et bud på hvordan vi kan hjælpe hjemvendte Syrien krigere, eller hvordan vi i det hele taget skal forholde os til mennesker som mest af alt ønsker alle os vantro i helvede.
Rigtig god søndag
