Den velskrivende og dygtige journalist Søren Villemoes, søn af en berømt journalist, er i en ung alder blevet et fast navn på WA. Sådan noget tager man hatten af for.
For 2 uger siden gjorde han noget uventet. Han indrømmede i P1's radioprogram Faglitteratur, at han dagligt læser med på en blog kaldet Uriasposten. Den er simpelthen bogmærket og indgår i den daglige besøgsrunde.
Løft øjenbrynene. Man læser Uriasposten. Bemærkelsesværdigt.
Man får ellers indtryk af, at journalister skyr den slags blogs som pesten. Skulle de en sjælden gang bevæge sig derind, enten i et svagt øjeblik eller i et arbejdsrelateret ærinde, så foregår det overlæsset med fordomme og udtalt skepsis. Og sker det, at der skal der berettes noget hjem, så anvendes der per refleks en stram dramaturgi, som om man lige har opdaget en giftig og ond planet.
Det er lige så forudsigeligt, som det er gennemskueligt. For sådan forholder det sig jo ikke rigtigt. Det er forstillelsens kunst. Et slags show.
Forleden skrever jeg om det her. Jeg ville have inkluderet en passage om, at man da lige så godt kunne gå til bekendelse og indrømme, at Uriasposten og Snaphanen jo i virkeligheden er den vildeste undergrundslitteratur for journalister. Alle læser med, ingen vil indrømme det. Det er i hvert fald min formodning.
For så meget har jeg ikke at have den i. Den bygger mest på en anklage fra religionsforskeren Skovgaard-Petersen rettet mod WA's Klaus Wivel (tilbage i 2011) og et observeret mønster, der kan udspille sig i mediebilledet, hvor visse historier først var at finde på føromtalte blogs.
Men så er det jo glimrende, at de selv kan sige det. Om end polituren ikke helt går af. For man har vel stadig honnette ambitioner og glemmer ikke hvilke cirkler man bevæger sig i. Så Søren Villemoes får lige indskudt et par afstandtagener undervejs, et par besværgelser og forsikringer om at han da godt ved, at bloggen er højreorienteret, at den skal læses kritisk og så videre og bla bla. Ja ja, så er man stadig positioneret, rigtigt og korrekt.
Der er altså stadig lidt af et skuespil over seancen. For den politiske korrekthed gennemtrænger og indkapsler fortsat verdenen i sit sprog, udsagn, meninger, idéer, definitioner og normer og alt.
Men Villemoes går her til grænsen af det tilladelige. Det er sådan set modigt. Og det skal vi da ikke forklejne i den store sammenhæng. Tænk bare på efterspillet, ifald en svensk journalist gik til bekendelse. Ja, det kunne der skrives saftspændte og giftige kriminalromaner om.
Og kudos til Uriasposten. Officiel anerkendelse skal man aldrig kimse ad.
Holder vi os til fortællingens spor, så må bloggen siges at være en slags anti-helt. I virkelighedens verden, befriet for fiktion, har Uriaspostens formkurve dog været for nedadgående længe - til eksempel dette, hvorfor er Villemoes' udmelding ikke blevet til et indlæg på Uriasposten?
Det er dog alligevel svært og uretfærdigt at bebrejde blogindehaveren noget som helst. Mest af alt fordi skrivevirksomheden foregår på frivillig basis. Ulig de andre der jo kan leve af at skære hakkelse til rejsestalden.
