Umiddelbart lyder den kommunistiske model meget fin: Alle er lige og kan til enhver tid få tag over hovedet og mad på bordet, uanset om man arbejder meget eller meget lidt. Uddannelser og hospitaler tager ingen brugerbetaling. Man betaler efter evne og indkomst for forskellige offentlige services. Men hvorfor er der så kun få kommunistiske stater tilbage i verden? Og hvorfor holder Danmark fast som et af de sidste kommunistiske lande?
Da man i Kina gjorde op med det fundamentalistiske kommunistiske system i 1978, var det af nød, og ikke af vilje. Det kommunistiske parti havde flere års interne stridigheder pga. økonomiske problemer og uro i befolkningen. Lønmodtagermentaliteten dominerede i datidens Kina, og få var motiveret til at yde for at kunne nyde. Modellen med at tage fra de rige og give til de fattige fejlede, fordi der ikke var flere rige tilbage. Det var nemlig ikke motiverende at få tingene foræret, og man værdsatte ikke de gratis ting.
Da man indførte kommunisme i Danmark (det som magthaverne kalder velfærdssystemet), var det fordi man ville sikre stabilitet i samfundet, så de fattige ikke blev fristet til revolution. Efter flere årtier går det desværre ikke for godt. På overfladen er alle lige, men i virkeligheden er nogle født med privilegier, andre kun kan fantasere om. De gratis uddannelser og hospitaler er blevet ringere med årene, god undervisning og behandling er nu noget, man får, hvis man er heldig eller har råd. Magthaverne har opfundet en masse positive udtryk for at dække over de massive og ødelæggende besparelser: Folkeskolereformen, inklusion, lektiecafe, den nye akutordning etc.
Når økonomien går skidt, finder man nogle syndebukke, det har man jo set før. Disse syndebukke får al skylden for ting, der er gået galt i samfundet. I vores tilfælde er syndebukkene blevet dem, der ikke klarer sig så godt i samfundet. Man har tankeløst uddelt goder til godtroende folk som tog imod dem, nu er det pludselig deres egen skyld, at de er blevet »samfundsnassere«. Systemet har skabt en masse mennesker på passiv forsørgelse, curling indvandrere, den negative sociale arv og mange flere hovedpiner.
Det såkaldte velfærdssystem giver også magthaverne påskud til evigt stigende skattetryk, mens ydelserne bliver dårligere. Mange vil dog stadig holde fast i illusionen om velfærd og foretrække de gratis goder. Men som bekendt kan man kun narre nogle folk hele tiden og alle folk i noget af tiden. Før eller siden vil størstedelen af befolkningen indse, at gratis er den højeste pris.
*Slowclap*
