Jeg var selv hurtigt ude, for jeg opfordrede Hedegaards proselytter til at tylle den bitre kalk, erkende nederlaget. Det tegnede jo til at blive en kende for kultisk, hvis de da tog kampen op, en offerdyrkelsens apoteose ville være i vente.
På venstrefløjen slog jublen ned, de var himmelhenrykte, åndeligt vederkvægede, og lovsangen af en journalist ville ingen ende tage. Det var jo rørende at se: for en stund samlet og forenet, som vi ikke har set det længe, i en pludselig opstået rørelse, der blev befordret af det digital-sociale klaviatur. For som redskab viste de sociale medier deres værd; de muliggjorde, at der kunne fylkes i de kreatives falanks af stand-uppere, musikere og ph.d.-studerende fra RUC, så der effektivt kunne stikkes og stanges. En føljeton blev dannet, men gik der måske spind i det? Journalistisk selvsving?
Der var måske tale om sociale mediers kommunikative selvbestøvning, hvor kultureliten og de medievante skabte en molok af en proces med et klart ideologisk sigte, alt sammen drevet frem af tweets, kommentarer, likes og updates, mens det blev forsømt at forholde sig til kendsgerninger, der selvsagt burde have lagt en dæmper og modereret massebevægelsens aplomb.
Man kunne have set mere nøgternt på visse forhold og med fordel slået det logiske apparat til længe før.
Krasnik-interviewet er altså ikke omkalfatrende. Det er ikke en milepæl. Og hvorfor? Fordi Krasnik svigtede idealet om selvtænkning. Nok sender man en mail, der i sliksøde vendinger inviterer på hyggelig passiar, for senere langsomt og smølende at melde ud, at man nok bør berede sig på kritiske spørgsmål. Det er at lokke med argelist. Det er bestemt frækt, har klang af en mislyd, men som sådan ikke forkert. Og det er heller ikke dét, jeg tænker på, når jeg mener at Krasnik svigter. Nej, Krasnik var til en vis grad doven. For det ene kritikpunkt var en gentagelse af en kritik, der allerede blev repliceret for flere år siden. Og det vidste Krasnik også godt.
Nu er det Weekendavisen. Og det er Wivel. Lader man bare sådan al hæderlighed fare, tænker jeg. Det burde efterlade bulne fingre på WA; avisen som netop er blevet udråbt til nordens bedste af talkshowfænomenet Skavlan - og det med rette. For hvad kan ellers overgå følelsen af at folde en frisk WA ud?
At opstøve smuds i et kommentarspor på en blog alene med det formål at miskreditere blogindehaveren. Det kunne man måske være sluppet af sted med for 5 år siden, men i dag? Er vi ikke blevet ældre med nettet, blevet mere erfarne, og blevet klogere på, hvad der er god opførsel og hvad der ikke er? For som med al anden menneskelig aktivitet, så opstår der vel før eller siden standarder eller implicitte normer i forhold til det aktiviteten kredser om. De fleste lærer at forstå hvordan man bør gebærde sig. Lærer at der er ting man bare ikke gør, fordi det er for billigt og for lavt. Således er der opstået præmisser, som efterhånden burde være sivet ind hos de af os, der benytter nettet til mere end blot at se på katteklip dagen lang.
Det eneste, der sådan set står tilbage i kronikken, som en reel indvending, og som vel er fair at spørge ind til, er Hedegaards udsagn om de parallelle institutioner og kollaboratørers videre skæbne. For hvad menes der med det? Er der bare tale om mundsvejr? (Heller ikke i gårsdagens indlæg (JP) kommer Hedegaard ind på det. I stedet får Krasnik én på kasketten og mødes med et krav om at undskylde for sine løgne)
Men Wivel ved da bedre. Og han er da ordentlig, er han ikke? Er det så en professionel forstillelse der praktiseres? Fordi man selv befatter sig med de samme emner og bare nødigt vil associeres med de "forkerte", så skaber man sig et alibi ved at skubbe andre "mere ekstreme" foran sig. Forlods udøves der altså bod og pønitense, og man kan derfor selv operere frit uden, at der rejses ubehagelige mistanker, motivforskning og hvad der ellers følger med af ubekvemmeligheder.
Og det samme gælder for Krasnik. Nu kan han atter foretage de dybdelodninger, vi periodisk har været vidne til. Ligesom han gjorde i Deadline for et par dage siden sammen med en fransk professor, hvor islam, ja, nærmest blev udråbt til at være en taberreligion. Der blev ikke lagt den sordin på som fintmærkende sjæle har for vane at efterlyse. Men det er åbenbart sådan det skal være.
På den ene side blotlægger man ganske fokuseret skyggesiderne af indvandring og multikultur, men man glemmer heller ikke rutinemæssigt at vise sin afstandtagen til de befængte.
Ja, påfuglen har vel smukke fjer, dog er dens ben fulde af sår.
