Ruslands Ukraine politik: Minder fra 1930erne

Som selvbestaltet Tysklands ekspert for det 20 århundrede, så er det overraskende hvor meget historien kan gentage sig selv

Ikke angivet Ikke angivet,

28/08/2014

Som selvbestaltet Tysklands ekspert for det 20 århundrede, så er det overraskende hvor meget historien kan gentage sig selv.

Hitlers magtovertagelse skete på baggrund af tabet fra 1. Verdenskrig, som skabte store økonomiske omvæltninger, samt betød at det tidligere kejserriges grænser blev mindre. Hitlers politiske agenda var at skabe et Stor- Tyskland, hvor tyskerne i de omkringliggende lande skulle "Heim ins Reich", hjem til riget.

Målet skulle skabes militært og med størst mulig opbakning fra lokalbefolkningen. Dertil skabte nazisterne et propaganda ministerium, som skulle sørge for at den tyske beflokning blev hjernevasket til at støtte de militærpolitiske tiltag som staten var ved at foretage.

Hitler havde indtil invasionen af Polen læst vestmagternes svaghed korrekt. Østrig og Tjekkeslovakiet blev annekteret og dele af annekteringen endda godkendt af vestmagterne, ved München aftalen.

München aftalen i 1938 er stadig et storpolitisk lærestykke, hvor galt det kan gå, hvis man ikke udviser politisk vilje til at bekæmpe aggressorer.

Sovejetunion blev ikke opløst gennem en krig, Med Sovjetunions fald, opstod der 15 nye nationer, hvoraf Rusland var Sovjetunions arvetager, da man som største nation arvede hele arsenalet for masseødelæggelse, samt Sovjetunions status i FNs sikkerhedsråd.

Den russiske selvforståelse har på nogle områder lidt skade. I 80erne var man militær supermagt på højde med USA, nu er man blevet overhalet af Kina og Ruslands indflydelse på verdenspolitikken er faldende.

I stedet har man øget sin indflydelse på nærområdet.  Med Sovjetunions opståen og den førte politik, samt den russiske imperalisme under tsar tiden, så lever der i dag store russiske mindretal uden for Rusland i tidligere Sovjet republikker.

Her taler styret i Kreml om beskyttelse af russiske borgere. Samme propagandastil som blev benyttet af Goebbels.

Her taler russerne om ukrainerne som broderfolk, men hvor de samtidig sætter regulære styrker ind i Ukraine uden at erklære krig. Præcis det samme gjorde tyskerne mod Danmark i april 1940, hvor nazisterne anså skandinaverne for broderfolket.

Propagandaen kom dengang fra himlen i form af "Oprop". Russernes propaganda kommer gennem internettet og er mere sofistikeret gennem eks. Russia Today.

Verdenshistorien har vel næppe set en større provokation i disse dage, hvor Putin og Poroshenko mødes i Minsk for at diskutere tiltag der kan afspænde situationen, Samtidig har Rusland sendt regulære styrker ind i ØstUkraine, selvfølgelig dog uden at vedkende sig det offentligt.

Putin er ingen Hitler. Hans drøm er ikke verdensherredømmet, men kontrollen med de tidligere Sovjet republikker, der ikke står under Nato-beskyttelse. I 2008 benyttede Rusland sig af både regulære tropper,samt lejesoldater i krigen i Sydossetien, hvor man heller ikke respekterede internatinalt anerkende grænser i Georgien, efter at Georgiens præsident havde arbejdet for en tættere tilknytning til Vesten.

Ruslands politik over for de tidligere Sovjetrepublikker går ikke ud på at opnå forståelse over for hinandens politiske agenda, men er snarere et forsøg på at annektere landområder, som med Krim, samt svække nabostaterne politisk, således at de reagerer efter ønsker fra Kreml, såkaldte sattelitstater.

Putin tager ofte 2 skridt frem og et tilbage, da han står over for økonomsik magtfulde modstandere, som kan indføre sanktioner over for Rusland, som vil skade Putin politiske målsætninger. For Putin behøver ikke være bange for vestlig indtræden i konflikten. Brug af militær magt mod Rusland, er på nuværende tidspunkt utænkeligt fra eks. NATO, da Ukraine står uden for alliancer.

Hitler proklamerede sine politiske vanvidsideer i "Mein kampf". Putin har ikke udgivet nogen bog, men meddelte dog NATO i 2008, at Rusland ville overveje annektering af Østukraine og Krim.

EU har mange problemer, også inden for det sikekrhedspolitiske område, da man ikke amgter at tænke ud i fremtiden. Med Ruslands aggressioner mod Georgien burde EU havde indset at Rusland kan blive et sikkerhedspolitisk problem. En øget konflikt i Rusland, kan brede sig til hele Ukraine og medføre store flygtningestrømme til Vesten. Det kan betyde store øgede forsvarsudgifter, da især vores allierede i Polen og Baltikum vil være nervøse over for russiske aggressioner.

Hele skylden for konflikten kan dog ikke lægges på Rusland, da Ruslands politik er baseret på hvordan Vesten reagerer

EUs ledelse er vores nutidens Chamberlain. God vilje og grinagtige sanktioner ændre ikke Ruslands politik for Ukraine. EU bør indføre hårdere sanktioner.

Det vil selvsagt betyde en opbremsning af EU områdets vækst, da vi har gjort os for afhængige af russisk gas og olie. Inden for industrien er det klart at man heller ikke ønsker at øge de økonomiske sanktioner.

Men det er nødvendig af 2 grunde. De økonomiske gevinster der er ved at undgå hårde sanktioner mod Rusland, spises hurtigt af risiko for øgede udgifter til flygtninge, samt øgede forsvarsbudgetter, som eks. K allerede har talt for.

Samtidig har vi en moralsk forpligtelse. Vi stod selv over for en stormagt, hvis visioner og mål ikke var forenlige med nationalstatens Danmarks selvstændighed tilbage i 1940. Uden hjælp udefra, havde de  lande der blev besat af nazisterne tilbage i 1939-40 ikke fået væltet nazismen ud af de besatte lande.

Jeg siger ikke vil skal støtte Ukraine med tropper på nuværende tidspunkt, da hårde EU sanktioner bør kunne løse det kortsigtede problem, som er direkte involvering af den Russiske føderation.

På sigt, må konflikten løses internt mellem den ukrainske stat og seperatisterne. Inden for en årerække, hvis der har været fred i Østukraine, kan der blive tale om folkeafstemninger, men ikke nu.

Jeg blev yderst fortørnet over Mette Bocks foreslag på DR tidligere i dag, hvor hun talte for hurtige folkeafstemninger, som skulle afgøre Østukraines tilhørsforhold.

Det går jo direkte imod demokratisk sund fornuft at afholde folkeafstemninger i områder, som kontrolleres af seperatisterne. Krims referendum var jo et tydeligt tegn derpå, da 96% af de stemmeberettige stemte for selvstændighed, når Krims indbyggere kun bestod af 58% russere.

Hårdere sanktioner mod Rusland, jo hurtigere jo bedre. Konflikten kan kun ende, hvis Vesten sætter deres økonomiske magt ind, for at bremse Ruslands politik i at smadre staten Ukraine.

PS. Nu må 180 graders kategoriseringssystem altså tage sig sammen, jeg ser gerne artiklen i Udland

Kilde: