Udvisningspolitik - Danmarks falliterklæring

Udvisningspolitik i Danmark er én stor fiasko

Mersiha Cokovic,

16/05/2014

Udvisningspolitik i Danmark er én stor fiasko. Hver måned hører vi om kriminelle og folk, der modarbejder demokrati, der får lov til at blive i Danmark, mens velintegrerede, selvforsørgende og hårdtarbejdende mennesker udvises herfra, uden en forsvarlig årsag. Det er pinligt og til tider også tragisk, når vi splitter familier og sender små børn til at leve i lande, de aldrig har levet i.

I starten af maj måned, læste jeg om Judy Maigai, en 23 årig au pair fra Kenya. Hun har arbejdet for en familie i Jylland, som lå i skilsmisse og efter et stykke tid, skiftede hun værtsfamilie ud med en københavnsk familie. Hun fik sig i mellemtiden også en dansk kæreste, hvilket endte med at koste hende opholdet i Danmark. På trods af, at Judy er selvforsørgende og uafhængig af den danske stat, bliver hun straffet for at forelske sig i en dansk mand.

Få dage senere, læste jeg om endnu et rystende tilfælde. To unge mænd på hhv 17 og 20 år blev dømt for mord på en 19 årig. De er begge med tyrkisk baggrund og uden dansk statsborgerskab. Og på trods af, at de slukkede en ung mands liv, i hans bedste alder, fik de lov til at blive i Danmark, efter afsonet fængselsstraf. De kommer til at koste staten millioner af kroner i kost, logi, rehabilitering, uddannelse, hobby aktiviteter og hvad man ellers yder af services i danske fængsler i dag og alligevel, er de tilsyneladende mere kostbare at beholde i Danmark end Judy Maigai er.

Og de to tilfælde er langt fra enkeltstående. Vi udviste en 7 årig pige, hvis største forbrydelse var at have mistet sin far. En topstudent med tyrkiske rødder. Familie Krijestorac, hvor begge forældre er i arbejde – faren besidder hele to jobs, på trods af diagnosticeret sclerose og depression. Og min yndlings, Lena Pavliucenko, en ukrainsk pige, uddannet som dyrlæge og farmaceut.

På den anden side, har vi en hel forbryderklan, Levakovic, Danny Abdalla, FisFis, brødrene Lille- og Store A og et hav af andre forbrydere og folk, som hader Danmark som pest, men elsker de danske overførselsindkomster.

Jeg har i årevis undret mig over tilfælde som disse. Det er for ethvert rationelt tænkende menneske urimeligt og helt ude i hampen, at vi belønner forbrydere, mens vi kyler de flittige mennesker ud af landet, indtil jeg en dag indså hvad det hele handler om. Indvandrere og integration er en kæmpe pengemaskine i den offentlige sektor. Den suger penge ud af statskassen og skaber offentlige arbejdspladser og danner vækst i offentlig sektor.

Det er yderst respektløst og nedladende overfor, ikke kun den danske skatteyder, men især, de indvandrere der yder sit bedste og sætter pris på Danmark, at de er mere udsat end en hårdkogt forbryder. Vi har i Danmark brug for en reevaluering af både integrations- og udvisningspolitik. Da jeg engang debatterede med Zenia Stampe om integration, spurgte hun mig, hvor jeg mente, at reglerne skal lempes og jeg bliver til daglig spurgt af DFere om hvor reglerne burde strammes. Hvis jeg kunne bestemme, ville den danske integrationspolitik omskrives helt og gøres meget enkel.

Vil du være en del at det danske samfund, som det er, kan du forsørge dig selv og din familie og vil du respektere det danske demokrati, er du hjerteligt velkommen. Men begår du kriminalitet, truer du det danske demokrati og er du her udelukkende fordi du ser Danmark som en hæveautomat, skal du finde dig et andet sted at være.

Men nej, sådan er det ikke i Danmark. Her skal vi tage hensyn til kriminelle, religiøse fanatikere, folk, der ønsker at udøve social kontrol og bygge parallelsamfund. Man kan dårligt nok kritisere de mennesker, uden, at der fra venstrefløjs side bliver spillet racismekortet og man bliver beskyldt for intolerance, diskrimination og generalisering. Vi har brugt millioner af kroner på retssager mod folk, sigtet for at have overtrådt §266b (racisme paragraffen).

Og alt dette mens flittige mennesker bliver behandlet som kvæg. Vi straffer folk for at miste et familiemedlem, aflevere et skema en dag for sent eller finde dansk kæreste.

Når man tænker lidt over det, så ligger Danmark, som Danmark har redt. Og så længe vi har de lovgivere, vi har, vil vi blive ved med at miste taknemmelige kollegaer, naboer og barnepiger, mens vi bliver slået ned på gaden, truet på livet og overfaldet i vores eget hjem. Det et dog unfair, at det går ud over befolkningen og ikke dem, der har skabt de tilstande. 

Kilde: