" ... Afrikas samlede befolkningstal ventes at stige fra 1,12 milliard mennesker i dag til 2,24 milliarder i 2050. Hvis udviklingen fortsætter som hidtil, vil der således i løbet af de kommende 36 år ske en fordobling af Afrikas befolkning. Der vil komme 1,12 milliard flere afrikanere, som der skal skaffes plads til i en verden, der allerede er overbefolket. Udviklingen frem mod år 2100 peger i retning af, at Afrika bliver det mest folkerige kontinent i verden ... " (Kirsten Valeur d. 3/9/2014 på Den Korte Avis:)
P.t. er det presset fra syriske flygtninge, der optager politikerne, men på lidt længere sigt er det givetvis Afrika, der bliver storleverandør af indvandrere til Europa. Selvom det ikke er givet, vil jeg anse det for meget sandsynligt at den omtalte befolkningsekplosion, bl.a. befordret af vestlig støtte til at nedbringe social nød, børnedødelighed og sygdom i Afrika, vil udgøre en enorm trussel og udfordring for Europas sociale systemer.
Påstand 1: Man kan ikke stoppe denne indvandring uden at gøre Europa til et militært fort. Både EU's kommission og Europas politikere forholder sig til denne udfordring nogenlunde lige så kvalificeret og målrettet som hovedløse høns. Ingen, dvs. ABSOLUT INGEN, har et bud på noget, der bare svagt kunne ligne en løsning. Afrikanerne vil komme til Europa via de sydeuropæiske lande, der vil være lykkelige for at kunne ekspedere dem videre til bl.a. Danmark. Uden indgriben vil indvandringspresset sandsynligvis fortsætte indtil der er balance i de sociale og arbejdsmæssige vilkår (læs: indtil alle i Europa er lige så fattige som folk i de lande, der leverer indvandrere).
Påstand 2: forståeligt nok kommer mennesker til Europa for at forbedre deres materielle stilling, enten for at finde arbejde, eller i håb om at nyde godt af de vestlige velfærdssamfund, i mange tilfælde uden ønske om eller evne til at yde noget til gengæld. Ingen, elller i hvert fald kun ganske få, kommer til de nordlige lande på grund af klimaet eller fordi de er tiltrukket af vestlig kultur (bortset fra den materielle del af den).
De fattige lande er kilden, de vestlige samfund er drænet. Deraf flow'et. Erfaringen fra fysikken er at ethvert flow vil fortsætte så længe der er en potentialforskel mellem kilde og dræn. Det samme gælder også på mange andre områder; fx. søger indtægt derhen, hvor skatten er lavest, arbejdskraften hen hvor lønnen er højest, arbejdspladserne hen hvor omkostningerne er lavest osv. osv.
Påstand 3: Hvis man vil stoppe et flow, skal man enten gøre modstanden uendelig stor eller nivellere potentialforskellen. Det bliver det sidste, for det er næppe muligt eller ønskeligt at bygge en omvendt Berlinmur uden om Europa.
Eftersom det følger af danskernes generelle socialdemokratiske observans, der har økonomisk lighed som sakramente, at ulighed skal bekæmpes, er man nødt til at have samme vilkår for tilflyttede borgere som for oprindelige. Massiv indvandring fra fattige lande er åbenlyst uforenelig med et rundhåndet velfærdssamfund, og både Danmark og de fleste af de vestlige lande vil over tid ikke alene komme under voldsomt pres på velfærdsydelserne, men uundgåeligt blive bragt til noget der ligner økonomisk ruin under presset fra eksisterende love, regler, politisk korrekthed, feel good institutioner samt antikverede, internationale konventioner.
Påstand 4: Mit bud er at allerede i 2015 vil Danmark overskride EU's stabilitetspagt og blive bedt om at spare på udgifterne eller øge skatterne eller begge dele. Dvs. igen, igen forringet velfærd og højere skat. I 1960'erne havde vi ikke et ringere velfærd end i dag, på nogle områder klart bedre, og til den halve skat af den, vi betaler i dag. Så uden indvandring kan man sagtens gøre velfærdssamfundet bæredygtigt på den korte bane. Men når indvandringen efterhånden tager karakter af folkevandring, er heller ikke en reduktion tilstrækkelig. Jeg tror ikke at man kan øge skatterne væsentligt mere, hvilket ellers gennem generationer har været hvad den politiske fantasi rakte til ved vedvarende statslige budgetunderskud.
Det turde være velkendt at alene demografien dødsdømmer det danske og de vestlige velfærdssamfund over tid. De store fremtidige fokevandringer vil sætte trumf på for at Danmark afskaffer velfærdssamfundet i den form, vi kender det. Hvordan det skal ske, er selvfølgelig et politisk spørgsmål, men meget peger på at gøre Danmark til et forsikringssamfund, evt. via et statsligt forsikringsselskab (jeg er noget betænkelig her, da den slags konstruktioner har det med at blive pamperiserede, bureukratisk ineffektive og kostbare). Hvis borgeren har forsikret sig, kan han få rimelige og normale ydelser, hvis ikke, må han tage til takke med allerlaveste fællesnævner af velfærd: Borgeren vil ikke dø af sult, han får tøj på kroppen og husly, men ikke meget mere. Hvad sundhed angår, bliver det også allerlaveste fællesnævner for kerneydelserne. Det betyder et endegyldigt farvel til den i forvejen forlorne lighedsideologi, som i virkeligheden er en subtil dagsorden for det fuldstændigt urealistiske projekt: borgerløn, ivrigst markedsført af Enhedslisten..
En nyordning vil bl.a. betyde at mennesker der ikke er svage, men bare ikke lige føler sig tilpas ved at arbejde, der ikke anses for godt lønnet, mageligt eller "meningsfuldt", må tage til takke med yderst primitive kollektive barakboliger og bespisning ved kollektive suppekøkkener etc. (eller hvad staten nu har råd til efter at skatterne er sat ned, hvilket jeg anser for et must). Mennesker der bevisligt ikke er i stand til at arbejde, må af samfundet sikres et rimeligt, omend ikke overdådigt liv. Men det vil ikke blive let at presse sig igennem til status af uarbejdsdygtig, blot fordi man har ondt et eller andet sted. Alle mennesker har nu og da ondt et eller andet sted, og det meste arbejde i verden udføres af folk, der har ondt et eller andet sted. Hvad angår uddannelse vil det blive nødvendigt at sætte skrappe krav til indsatsen for at få offentlig støtte til studierne. Og støtten skal tilbagebetales, hvis man udvandrer fra Danmark.
Ud over tungtvejende økonomiske grunde til at afskaffe velfærdssamfundet i sin nuværende skikkelse af gavebod, er der selvfølgelig den meget væsentlige, at velfærdssamfundet er degenereret til at tage det personlige ansvar fra folk ud fra devisen: Det er meget synd for mig, så andre skal betale for mine fejltrin eller for at jeg ikke kan finde ud af det. I hele verden vil der altid være utallige mennesker, det er synd for, men som kriterium for forsørgelse i de vestlige samfund, vil det før eller siden føre til deres fallit.
Påstand 5: Der er masser af arbejde i Danmark, der råber på at blive udført. Rengøring og vedligeholdelse af veje, havne og bygninger, snerydning, havearbejde, interne arbejdspladser som kontorpiccoloer, viceværter, chauffører og altmuligmænd etc. Disse arbejdspladser findes, men kan ikke udfyldes pga. af fagforeningernes kæledægge: mindstelønnen, der nødvendigvis må fjernes ved lov. Den ubehagelige sandhed er jo at mindstelønnen har sat markedsmekanismen ud af funktion og skabt enorm arbejdsløshed blandt de ufaglærte. Den eneste måde at få denne store og voksende gruppe i arbejde, er ved at betale den efter værdien af dens indsats, iblandt under mindstelønnen. For at folk skal kunne leve endda, må personfradraget hæves, så at de laveste indkomster de facto bliver skattefri. Jeg tror faktisk at folk i almindelighed ville være glade for at passe et arbejde, frem for at lade sig underholde af det offentlige, så ud over et økonomisk, er der også et mentalhygiejnisk aspekt. At være på varig kontanthjælp må være som at have evig ferie uden penge, hvad jeg personligt ville kalde et helvede.
Til en vis grænse bør lavtlønnede mennesker efter min opfattelse kunne arbejde uden at få et mellemværende med staten. Resultatet vil blive mere arbejde til rigtig mange mennesker samt at en del af det, der i dag forarget kaldes sort arbejde, bliver legaliseret. I forvejen ved vi at en masse indfødte danskere og "uautoriserede" indvandrere alligevel arbejder sort, et aldrig aftagende fænomen, myndighederne ikke kan afskaffe. Danmark kan derfor med fordel slagte den hellige ko og gøre en dyd af nødvendigheden.
Jeg er ikke i tvivl om at et stort flertal af danskerne, samt først og fremmest de mest bagstræberiske fagforeninger, ville vende det hvide ud af øjnene ved mine konklusioner. desuden vil politikerne vanen tro, fortsætte med at lade som om at alt kan fortsætte i en uendelighed. Men som jeg ser det, vil det være at stikke sig selv blår i øjnene, hvis man tror at det hele kan fortsætte som det altid har gjort. Jo før danskerne erkender at nye tider er på vej, desto hurtigere og bedre kommer Danmark igennem.
Er der nogen, der har andre løsninger ud over at lade stå til og håbe på det bedste?
